Anmeldelser

The Ocean spiller geologsludge. Denne gang med følsomme ambitioner og en helt vildfaren forståelse af egne evner.

Kapitel 2 i Katlas række af ep'er, 'Warmongering Luciferians', lægger sig som en naturlig forlængelse af kapitel 1. Ikke så dumt endda, for hele herligheden er netop udgivet som ét album.

Hvordan anmelder man en livestreamet koncert? Og hvorfor? Vores anmelder gjorde forsøget, da Sunken og Morild spillede op til sure miner i Aarhus.

Livet er ledt, men det er Lifvsledas debutalbum ikke. Det placerer sig derimod højt på listen over årets bedste black metal-udgivelser.

Man ved aldrig helt, hvad man får med Ancst. Men denne gang får du et los i hovedet af lige dele combat boots og fortvivlelse.

Svenske Lik lyder, som om de har fået hjemlandets dødsmetal ind med modermælken, men da sangskrivning og lyd er i top, så accepterer vor anmelder, at det er så som så med originaliteten.

Den karismatiske frontmand er i sit es, og vi får en version af Corey Taylor, vi nok har smughørt før, for fuld udblæsning. Det er varmt, imødekommende, positivt og særdeles afsmittende.

Deftones har gennemsøgt arkiverne efter det, der gør Deftones til Deftones, men har ikke formået at samle det til noget, der er værd at anbefale. Sæt hvad som helst andet med dem på i stedet.

Sunken prøver kræfter med det danske sprog og ender på toppen.

Københavnerkvintetten Eyes giver ingen fucks for regler og vaner. Ny plade med en ny lyd fra fem gamle kendinge.

Enslaved bryder med alt på nyt album – men alligevel er der intet nyt under solen på deres femtende studiealbum, hvor alting er, som det aldrig har været.

Anaal Nathrakh lyder, som altid, fristes man til at sige, både velkendte og eksperimenterende på album nummer 11, der er både storladent, fængende, bestialsk og modbydeligt.

Midt i balladen omkring et pladeselskab uden ansatte og en direktør, der har måttet træde tilbage på grund af anklager om overgreb, udkommer det britiske screamo/hardcore-band Svalbards tredje fuldlængde kun uger efter Holy Roars nedsmeltning.

Det fås ikke meget mere melodisk, men Uada kan det pis. Med den mere åbne og klare lyd på deres tredje album kan de tage springet til næste liga.

Manden med Weekendvesten tager for magelig rock med i den mentale bagage, da han drager til forældremøde, og så falder straffen prombte.

Vi gav ikke vores Østersø-guld bort for at blive spist af med norsk stilforvirring og mangel på rød tråd.

 'Napalm in the Morning' sang Sodom i sin tid. Men hvorfor nøjes med morgen-Napalm, når Napalm Death igen-igen er superskarpe, og på det 16. album i en lang karriere stadig formår at overraske og henrykke?

Aalborg-duo leverer velspillet sortmetallisk rejse udi terrorbombardement, romantik og guldalderlyrik. Darkthrone tilbedes på behørig vis, men heldigvis levnes plads til udvikling.

Det ville klæde Brian Hugh Warner, om han tog skridtet fuldt ud og aflivede Marilyn Manson – eller bare satte personaen på stand-by på ubestemt tid.

De purunge københavnske retrothrasheres ærinde er dybt sympatisk. Det gør det så meget desto sværere at erkende, at de ikke lykkes med det på debutalbummet. Med speederen i bund banker det forbi én uden at efterlade indtryk af andet end god vilje.