RF 26: Eksklusiv og sjælden
David Byrne leverede et overflødigshorn af de helt store for de, der havde fået en plads under Arena-teltet. Resten af os måtte nøjes med lydsiden og glimt af storheden, hvor Byrne virkelig viste os, hvilken liga han er i.
Der skal altid være én koncert, der ligger helt forkert placeret. På dette års Roskilde Festival var det David Byrne. Trods ankomst i rimelig tid inden koncertstart var det fuldkommen umuligt at komme ind i det store Arena-telt. Faktisk endte vi med at stå adskillige meter fra perimeteren. Heldigvis var lydniveauet tilstrækkeligt til, at vi kunne høre musikken, og lyden var ret god trods den rådne placering. Men der går jo alt andet lige noget tabt, når man kun i glimt kan se det mageløse sceneshow, som Byrne også denne gang tog med sig til Roskilde. Med den grå eminence som det centrale omdrejningspunkt, og med en på én gang ydmyg og selvsikker sceneoptræden, var David Byrne klart at finde på toppen af listen over koncerter dette år. Men kunne de da for pokker ikke have placeret koncerten på Orange?
Sætlisten var mestendels bagkataloget fra dagene i Talking Heads, men også enkelte, egne numre havde fundet vej til sætlisten. Fælles for dem alle var, at stort set alle i og udenfor teltet kunne teksterne, og festen strakte sig langt ud på pladsen omkring Arena, hvor små dansefester, spontane jubelråb og mere eller mindre smuk sang brød ud overalt omkring os.
Byrne har aldrig været bange for at lege, og det gjorde han også denne gang. Med omarrangeringer af kendte numre pustede han nyt liv i de gamle klude, og flankeret af det frit bevægelige orkester som han var – i hvert fald i de glimt, jeg fik – blev det en ægte 360-graders koncert med de store, buede storskærme, der gav illusionen af at være et andet sted. Nogle gange i hænderne på rå typer i ICE, nogle gange i en skov, og jeg ærgrer mig gul og grøn over at have misset det meste af, hvad der sandsynligvis var det mest visuelt overlegne show på festivalen.
Budskabet var kærlighed. Kærlighed er det nye punk, som Byrne gjorde os opmærksom på fra scenen. I en verden, der lader til at være ret besluttet på at smadre sig selv, inden naturens kræfter futter den endegyldigt af, er det sympatisk – og en lille smule naivt. Men Byrne mestrede at sætte numrene i kontekst uden at dræbe festen. For naturligvis dansede vi vildt til 'Psycho Killer', og naturligvis skrålede vi med på 'Burning Down The House', der i den genfortolkede live-udgave med det frit svævende orkester fandt en friere form end den stramme, minimalistiske pladeversion. Det blev larger than life – selv i periferien af koncerten. En hitparade af en anden verden, gjort relevant i denne. Det var musik, der fortjente at blive råbt ud fra toppen af Orange Scene. Til alle på pladsen. For vi har brug for Byrne og det, han kan med musik.