Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF ‘22: Plant og Krauss i fri dressur på blåt græs

Updated
_XTD3751
_XTD3636
_XJD0805

Plant og Krauss spillede hinanden gode på Arena til en koncert, der viser hvor langt man kan bevæge sig musikalsk og samtidig beholde sine rødder.

Kunstner
Titel
+ Alison Krauss
Dato
29-06-2022
Genre
Trackliste
Rich Woman
Quattro (world drifts in)
Fortune teller
The price you pay
Rock ‘n’ roll
Please read the letter
Trouble with my lover
Gone Gone Gone
High and lonesome
It don’t bother me
The Battle of Evermore
When the Levee breaks
Can’t let go
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Robert Plant behøver ikke megen introduktion for den garvede rock- og metallytter. Led Zeppelin er et velkendt navn, og Plant er en legende i sin egen ret. Men Led Zeppelin har været en saga blot for Plant i en del årtier efterhånden, og selvom han stadig trækker numrene op af hatten til koncerter, så har Plant været på en rejse væk fra rocken, og dybere ned i den bluesede understrøm, som var fundamentet i Zeppelins musikalske univers. Og på det seneste har han indgået alliance med Alison Krauss, der springer ud af country- og bluegrassverdenen. At Nashville, Tennessee efterhånden fylder mere for Plant, var også tydeligt, at han høfligt og belevent fik introduceret os for bandet. Hele fire musikere fra denne berømte country & westernby blev det til.

Det var med nogen angst og bæven, jeg bevægede mig ind til koncerten. For jeg kan VIRKELIG godt lide Led Zeppelin. Jeg kan VIRKELIG godt lide unge Plants vokal. Den legende stemme med så meget nerve, at man går i stykker i hjertet, er jo også en af grundene til hans store berømmelse. Men han er blevet gammel, så det var med hjertet oppe i halsen, at jeg gik ind på Arena. Ville jeg få aflivet ham som min vokal-helt eller ikke? Og hvor bluegrasset en koncert skulle vi forvente?

Det blev ret tydeligt allerede i første nummer, at Plant stadig synger fedt. Han rammer dog ikke rigtigt de høje, skrigende vokalstykker som han kunne engang, men det ved han godt, og hvad gør man så? Man allierer sig med en engel, der kan synge så man tisser i bukserne, og som tager sig af de høje toner og de lidt sværere stykker i vokallinjen. Særligt The Battle of Evermore var som skrevet til de to vokalister, og jeg havde næsten følelsen af at dette nummer først nu og i denne konstellation fandt sin rette hylde. Alison Krauss er – udover at være en utroligt dygtig sanger – også en habil violinist, og hun fik med sit lejlighedsvise violinspil lagt et godt strejf af den melankoli og den beslutsomhed, der følger med at blive tilpas gammel til ikke at gide mere pis. Det tema var gennemgående i sættet, og de fik i bedste “Cash og Carter”-stil spillet godt op til og med hinanden, kun afbrudt af en enkelt (næsten)solooptræden af Krauss i nummeret “Trouble with my lover”. Samarbejdet mellem Plant og Krauss er ikke nyt, og de har arbejdet sammen on-off i mange år. Og det er et fantastisk match. Hvad Krauss mangler i nerve og udtryk, har Plant, og hvad Plant mangler i vokalakrobatik, har Krauss. De spiller simpelthen hinanden gode og får på en eller anden måde 1+1 til at blive 3.

I modsætning til 2019 fik vi ikke meget Zeppelin, og de tre numre, der kom, var nøje udvalgt til at harmonere med resten af sættet. 'When the Levee breaks' og 'Rock n’ roll' kom i bluegrassede versioner, hvor Page’s uforlignelige guitarspil var erstattet af violin. Jeg misunder ikke den violinist, der skal forsøge at gøre Page kunsten efter, men det var fandme fedt. Han kopierede ikke, men lavede i stedet en solo i Pages ånd. Det var en fornøjelse at lytte til og se på, og det gælder også resten af bandet, der seriøst havde styr på deres håndværk. Nashville er mange ting, og ikke alt er lige kønt, men der kommer nogle ret dygtige musikere ud af den by, og det fornægtede sig heller ikke her.

Skal man hælde malurt i bægeret, og det har jeg fået at vide at man skal, så var Plant måske lige ofte nok lidt off på sit eget ambitionsniveau rent vokalmæssigt, og selvom Krauss sang som en engel, havde hun stort set ikke noget udtryk på scenen, og hun kom til at fremstå ret distanceret i det meste af koncerten – fraset de fine øjeblikke af glimt i øjet og kontakt med Plant. Vi fik kun et originalt nummer på denne aftens sætliste: 'High and lonesome'. Her kom Plants musikalske fortid for alvor til udtryk, og det tegner faktisk rigtig godt, hvis de to fortsætter med at lave ny musik sammen.

Jeg har stor respekt for den rejse, som Plant har været på siden årene med Zeppelin, og vi fik glimt af hans storhed i løbet af koncerten. Han ejer sig selv på scenen som kun få kan, og han står ved sin alder, sine småfejl og sit valg af musikalsk løbebane på en måde, som får mig til at ønske at flere af de gamle legender dog ville give sig selv plads til at komme ud på græs og i fri dressur. Det kan noget.