Optimismens budskab

Ithaca spiller brutal metalcore med ekstremt bløde kanter på deres nye plade, der kombinerer et optimistisk budskab med trusler om vold og rå riffs. Vi har talt med bandet om den nye udgivelse og deres mission.

Det britiske metalcoreband Ithaca er kommet langt siden den spæde start for ti år siden, og har med deres seneste udgivelse ‘They Fear Us’ skabt en enestående lyd. Bandet kæmper for at sætte et lige så enestående udtryk på lytterne og tager alle midler i brug for at kunne gøre det.
Vi har talt med guitarist og komponist Sam Chetan-Welsh for at lære at forstå denne plade og bandets mission.

Det var en tydeligt begejstret mand, vi fik på linjen. Aftenen før pladens udgivelse var Chetan-Welsh spændt som et barn juleaften. Dagen forinden havde det store, britiske musikmagasin Kerrang! sendt en udgave med Ithaca på forsiden på gaden, og for Chetan-Welsh var det noget af det største, der kunne ske. Og langt mere end de havde forventet.

– Det er overvældende at se, hvor langt vi er nået. Meget fedt, meget emotionelt. Jeg græd, da jeg så Kerrang!-coveret. Det har taget så meget arbejde og været så hårdt. Jeg blev syg og involveret i et biluheld under optagelserne, så at komme ud på den anden side, og se hvor meget folk kan lide pladen og forstår den og dens temaer og ideer. Det er så bekræftende og tilfredsstillende, fortæller guitaristen med strålende øjne.

Vi bad Sam Chetan-Welsh forklare os, hvilken udvikling bandet havde gennemgået siden starten for ti år siden.
– ‘Trespassers’ (2014) var der, hvor vi fandt fodfæste og skulle beslutte hvilken type band, vi ville være. Vi fandt ud af at spille sammen og besluttede os for ikke bare at spille Killswitch Engage- eller Architects-riffs. Vi fandt ud af, der skulle være noget teknikalitet og nogle lidt anderledes elementer.

– ‘The Language of Injury’ var næsten udelukkende en umiddelbar, emotionel reaktion. Raw, kropslig følelse. Det var næsten som at kaste op. Vi var alle midt i traumer og svære perioder. Min mor døde en måned før pladen udkom, og jeg var meget påvirket.



‘They Fear Us’ viser en plade, der peger langt mere udad. Chetan-Welsh forklarer, at denne plade handler om at vise, at det er muligt at hele efter sine traumer.
– At vi gik igennem alle disse ting, gjorde os stærkere og modigere. På ‘Language of Injury’ flirtede vi kun kortvarigt med blæsere og horn på sidste track. Denne gang turde vi at lave en plade, der afspejler, hvem vi er. Hvilket også er nogle helt andre mennesker end dengang.

Sam Chetan-Welsh forklarer ogå, at ‘They Fear Us’ har et mere opløftende budskab end forgængeren, da vi spørger om Ithaca er blevet mindre vrede med årene.
– Den måde vi tænker det er, at ‘Language of Injury’ fokuserer det hele indad. Det var vrede vendt mod os selv. Store mængder selvhad. ‘They Fear Us’ er ikke mindre vred, men det er nærmere retfærdig harme. Vi skyder udad. Vi er vrede over alle de undertrykkende strukturer, der lå til grund for vores skader. I særdeleshed mandlig undertrykkelse.

– Så vi er ikke som sådan mindre vrede. Vi forsøger blot at modarbejde nihilismen. Nihilisme er så billig en valuta – især i vores scene, og vi forklarer modsat, at heling er muligt. Det er muligt at komme videre fra selvhad og selvlede.

Den feminine guddommelighed
På coveret af ‘They Fear Us’, såvel som i alt promomaterialet, videoerne og de fotos, der blev taget til interviews og magasiner, er frontpersonen Djamila Boden Azzouz i centrum. Alt fra den fysiske placering, over scenografi og helt ned til farvetema gør alt for at centrere hende, ligesom hendes stemme også er det naturlige fikspunkt i musikken.

– Det er helt bevidst. Vi arbejdede hårdt for at kultivere den atmosfære. Det er symbolsk for hele albummet. Djamila er indbegrebet af den feminine guddommelighed og udstråler en form for kongelighed. Men det er ikke kun i kraft af Djamila, at det skrøbelige og det feminine bliver kanaliseret.

Chetan-Welsh uddyber:
– Vi andre udtrykker også noget andet, end man forventer af hård musik. Vi forsøger at vise en anden måde at være mænd på. Vi er forbundne, vi holder i hånd og viser intimitet. Vi prøver at vise, at styrke og stolthed ikke kun er noget, der kan vises gennem traditionel maskulinitet.



Ithaca består af en række forskellige kønslige og seksuelle identiteter. Selv er Chetan-Welsh både heteroseksuel og ciskønnet, men han mener, at diversiteten i bandet er enormt vigtig af flere årsager:
– For det første er der ingen af os, der ligger under for traditionelle tolkninger af vores kønsidentiteter. Ikke engang mig. Og det er vigtigt, for vi vil meget gerne udfordre den almene definitions af maskulinitet i den tunge musik. Det er meget enten eller i metal og hardcore.

Han uddyber udsagnet med et grin:
– Enten er man hård som bare fanden, eller også er man Nightwish! Djamila viser en barsk feminitet, der stadig er tydeligt kvindelig. Mændene i bandet mener, at man ikke behøver at være gender noncomforming eller nonbinær eller noget i den retning, for at udfordre traditionel maskulinitet, men at vi alligevel gerne vil tilbyde en smule frigørelse for mænd i metalmusikken. Mænd er blevet berøvet intimitet.

Mange opfatter diversitet som en tjekliste, man kan sætte hakker ved, når man opfylder nogle inklusionskrav, og flere har i debatter luftet holdninger om, at det ikke handler om andet end politisk korrekthed. Det er Sam Chetan-Welsh lodret uenig i.
– For os handler diversitet ikke så meget om at leve op til nogle forventninger. Det handler derimod om, at vi tror på, at musikken simpelthen bliver bedre.
Det er godt i sig selv, at flere kan se sig selv i dem, der optræder på scenen, men med flere perspektiver og flere kulturer at trække på, bliver det også bedre at høre på.

Chetan-Welsh mener dog, der er et væsentligt aspekt, der ofte overses, når samtalen falder på diversitet.
– Vi glemmer at tale om klasse. Og jeg er måske ikke den rigtige til at gøre det, for jeg er ikke arbejder, men som scene bør vi tale om, hvordan vi sørger for, at der også er plads til folk, der ikke kommer fra en priviligeret baggrund.
Arbejderklassens musikere flokkes til hiphop og måske enkel punk, og en af grundene til det er, at det er billigt at gå til. Gear er dyrt, det fylder og det kræver måske, at du har en bil. Vi bliver nødt til også at tale om økonomisk baggrund, når talen falder på diversitet.

Prince, Beyoncé, David Byrne og moder Ganga
Inspirationerne til ‘They Fear Us’ er lige så forskellige som de er mangeartede. Sam Chetan-Welsh talte tidligere om æstetikken på pladen og i promomaterialerne, og det er også noget af det folk lægger allermest mærke til.
I vores anmeldelse bed vi også mærke i det, særligt i den hyperstiliserede kropspositivitetshymne ‘Camera Eats First’.



Djamila Boden Azzouz holder fast i sit orange tema, mens mændene holder sig i neutrale farver, hvilket stemmer overens med baggrunden, der også holder sig neutral. Men det er ikke blot for at skabe kontrast, at dette er valgt.
– Der var faktisk to grunde til dette. Kjolen symboliserer både prærafaelitisk kunst, der satte den præcise gengivelse af natur og følelse over alt andet, og, naturligvis, Beyoncé, forklarer Chetan-Welsh med et smil.

– Den grå-hvide baggrund er faktisk en reference til Talking Heads’ ‘Stop Making Sense’, hvor David Byrne netop anvendte den blanke baggrund som en måde at give plads til radikale ideer. Så vi står både som et lærred for de tanker pladen udtrykker, men også som en mur bag Djamila, der beskytter hende.

På alle billeder tilknyttet pladen, optræder Sam Chetan-Welsh også med en rød plet i panden. Chetan-Welsh er halvt indisk, men er primært opfostret af sin mor og hendes indiske side af familien, og derfor har det også ligget ham på sinde at vise den kultur ære.
– Jeg elsker at være britisk. Der er så mange gode ting her, og jeg er glad for at bo her. Men jeg følte også et behov for at vise respekt for den anden del af min kultur. Og til det brugte vi blandt andet en feltoptagelse jeg lavede i Indien, da jeg var nede for at stede min mor til hvile.

Optagelsen, der optræder på ‘They Fear Us’ viser et ritual til guddommen Moder Ganga, der repræsenterer den store flod Ganges, og som, blandt meget andet, har ansvar for at føre de dødes ånder videre til moksha – frisættelsen, der leder til det næste liv.
– Jeg optog under selve ritualet. Mange, mange familier var kommet for at sende deres kære videre, og jeg blev ramt af, hvor smukt det var. Jeg stod ved siden af den mægtige flod, knust af sorg, og blev ramt af dens enorme kraft.
Da vi så indspillede sangen og blev enige om, den manglede noget, havde jeg lige det, vi skulle bruge. Jeg er stolt af, at kunne have gjort min kultur til en del af denne musik.

Adskillige ting har stået som inspiration for bandet, ovenstående kulturmøde og de nævnte musikere, filmen ‘Everything Everywhere All At Once’ og dens budskab og styrken i venlighed og oprigtighed, men en står særligt ud for guitaristen.
– Jeg er en enorm Prince-fan, og det kan høres på pladen. Og det er alt ved ham, jeg har forsøgt at tage med. Han har haft indflydelse på æstetikken, på lyden, på tilgangen og særligt på mit guitarspil. Jeg forestiller mig ikke at lyde som ham – det kan jeg aldrig blive god nok til, men jeg prøver.

Chetan-Welsh fortsætter:
– Powerballaderne er der. De bidrager med stemning, der ikke er helt camp, men i nærheden. Enormt dramatiske og flamboyante. Ligesom Prince var. Han var inspirerende, for alle så ham som dette enormt seksuelle væsen, men de kunne ikke rigtig placere ham. Han brød rammerne for kønsudtryk, for seksualitet, for race. Alting. Han sidder også uden for musikgenrer og tager det hele med sig ind.



Denne indflydelse kan tydeligt høres. Som nævnt har Ithaca taget flere ting med sig i deres lyd på denne plade end førhen, og særligt afslutteren, ‘Hold, Be Held’ viser dette med sin stille stemning, der kun brydes, når Boden Azzouz’ vokal skifter karakter.
– Mange ville måske tro, vi gjorde det som en spøg, men jeg er dødeligt alvorlig. Den handler om at blive omfavnet i sit traume. At blive omfavnet som et skridt på vej mod bedring. Den handler om ikke at være bange for at være skrøbelig, men at være ærlig i det. Ærlig om at have følelser og ærlig om at være skrøbelig. Den sang var virkelig mit barn.

– Den er min måde at række ud til folk, og fortælle dem, at helbredelse er mulig. At forandring er mulig. Jeg tror, at hvis man er optimistisk i sin omgang med folk og man forsøger at sprede optimismens budskab, så kan man også ændre deres anskuelse. Og det vil jeg.