Spiller på alle strenge
Man forbinder nok ikke lige umiddelbart Costa Rica med progressiv metal. Ikke desto mindre slipper Fractal Sun rigtig fint afsted med bandets andet album.
2. Trail of Pain 04:51
3. Blooming Regrets 06:58
4. Withering Grace 05:04
5. Weaving the Universe 08:38
6. Bow Before Me (feat. Chaney Crabb) 11:16
Det er ikke meget musik fra Costa Rica, som Devilution har lagt ører til, og det gælder i særdeleshed også Fractal Sun. Det er nok en fejl.
Fractal Sun består af fem medlemmer. De to herrer Johnny Viques og Santiago Mejía på henholdsvis guitar og bas og de tre kvinder Isabel Viques, Hellen Quirós og Sunfyre på henholdsvis guitar, vokal og trommer. Dette er i sig selv en bemærkelsesværdig konstellation og det er musikstilen ligeledes. Godt nok kan man ud fra nogle af de fotos, der findes af bandet, få den tro, at der er tale om endnu et symfonisk metalband med kvindelig vokal.
Blanding af stilarter
Det er så bestemt ikke rigtig. Og så dog alligevel. Der er på den vokale side noget, der tyder på, at de har ladet sig inspirere lidt af den hollandske krinoline-skole med repræsentanter som Epica og Within Temptation med deres blanding af sopran og rå vokal. Men musikken er meget mere progressiv og til tider mere ekstrem med inddragelsen af djent-elementer.
Det er progressiv musik, så man kan naturligvis ikke nøjes med seks strenge på guitarerne og fire på bassen. Der er optimeret til henholdsvis otte og fem, og alle strengene bliver brugt, hvilket man kan forvisse sig om på de videoer, der følger med udgivelsen.
Bandets tekstunivers er sci-fi-venligt, og det nye album ’Divergent Paradox’ er et konceptalbum om Orianna, der skal redde verden og menneskeheden. Orianna var også en karakter, der var med i teksterne på Fractal Suns første album ’Turmoil’, der udkom i 2020.
’Divergent Paradox’ lægger relativt forsigtigt ud med sangen ’Trail of Hope’, albummets nok lettest tilgængelige komposition. Alligevel er der allerede her rigeligt med teknisk udført musik med adskillige rytme- og stemnings-skift.
Hvor første sang endte relativt stille med spor af håb, så er der spor af smerte i anden sang ’Trail of Fear’, der begynder ret så voldsomt. Selv om vokalen fylder ganske meget, er det især i de instrumentale dele af sangene, at der rigtig sker noget. Der er ikke lange passager med pumpende basrytme eller gentagne guitarriffs. Der bliver konstant skiftet takt og rytme.
Det er helt åbenlyst, at Fractal Sun spiller progressiv metal. Men det synes ikke at være bands som Dream Theater og Queensrÿche, der er hentet inspiration hos. Der er naturligvis nok lyttet mest til nyere prog metal og djent-bands. Men i bandets nysgerrige indlemmelse af alt muligt synes der også at være søgt inspiration uden for metalmusikken hos prog rock-koryfæer som eksempelvis King Crimson.
Dette er sangen ’Blooming Regrets’ et eksempel på med dens kontinuerlige fingerspil på bas og guitar. Det er ikke mange barrégreb og akkorder, der høvles af i løbet af sangen.
Stor finale
Den mest spændende sang på ’Divergent Paradox’ er nok albummets sidste skæring, ’Bow Before Me’. I løbet af sangens lidt over 11 minutter kommer Fractal Sun langt rundt i musikgenrerne. Hellen Quirós får hjælp på vokalen af dødsmetalsbrøl fra Chaney Crabb (Entheos). Men i stor kontrast hertil dukker der også en sektion med swing-jazz op midt i sangen, lige som der senere er en sektion, hvor der på det nærmeste sker en berøring af musicalgenren. Det ser måske vildt ud, og det lyder også vildt.
Alt i alt er Fractal Sun et bemærkelsesværdigt band med en bemærkelsesværdig lyd. ’Divergent Paradox’ mangler måske en ørehænger for at blive et rigtig godt album. Men det er et spændende album, der burde kunne være interessant for mange på tværs af de forskellige musikgenrer.
Fractal Sun kommer til Europa senere på året i oktober, hvor bandet spiller på Progpower Europe i Holland. Det kunne også være interessant.