Dér, hvor gløder bliver til liv
'The Arsonist' favner både det underspillede og det eksplosive i en stemningsmættet plade, der brænder langsomt – og længe.
Heart of Mine
You Never Answered
The Arsonist
Never Rest
Saved
Patient Night
The Wind
It’s All Dark Now Where Your Eyes Used to Be
“Calm night / Birds keep plucking out our eyes / Midnight / Our nails keep growing when we die”.
Ordene, der indleder dette femte udspil fra North Carolina-kvartetten Wailin Storms, giver sammen med det chorusladede guitarmotiv og trommerne en glimrende forsmag på, hvad der venter os. Gothrocken ulmer lige fra start, men på den der måde, hvor folkens melankoli og de let støjrockede udsving er noget af det, der gør ‘The Arsonist’ så særegen.
Promoen landede i vores indbakke kort efter 16 Horsepower i Amager Bio havde overbevist mig om, at de ikke længere skulle ses som et americana-dystert levn fra fortiden, og ved første lyt kan man sagtens drage paralleler mellem David Eugene Edwards’ gamle band og ‘The Arsonist’. Vi bevæger os rundt i et dynamisk flow fra støvet gothfolk til skramlede staldfræsere, indimellem sågar endda inden for samme nummer, og kompositionerne veksler elegant, hvor nogen forbliver i det næsten meditativt sjælede gear, mens andre holder et mere garage-råt udtryk. Og endelig har de en blændende frontmand i Justin Storms, der veksler fra det hviskende, indladende til de mere kraftfuldt råbende udbrud og sådan cirka alt derimellem – men altid med en patos, der tjener sangen.
‘Heart of Mine’ bygger op med lette anslag og det følte croon, før de sagte Rhodes-motiver sniger sig ind. En smuk indføring, inden rytmesektionen bryder ud i en mere tungt fræsende karakter, og de skævt støjende fraser tager til, som nummeret når sin finale. ‘Heart of Mine’ er tidligt på pladen et strålende eksempel på, hvad Wailin Storms kan, når de tager sig bedst ud i hele deres spændvidde, men det klæder dem også, når de fokuserer deres udtryk mere ensrettet. Som fx i ‘You Never Answered’, hvor de viser sig fra den mere råt huggende side, eller i det sublimt melankolske titelnummer, et smukt åndehul på halvvejen, hvor der ligefrem sniger sig lidt Thom Yorke’sk inderlighed ind i Storms’ fraseringer.
Ilden, der brænder i titlen og ligeledes pryder coveret, lader her til mere at være et tegn på transformation, på udvikling end på de mere oplagte, destruktive konnotationer, når Storms fx beskriver kærligheden til sin elsker i linjer som “Our homes burn every night / We burn so bright / Our hearts burn in the night / Our love consumed in the fire”. Snart efter står det dog klart, at selvsamme kærlighed åbenbart er fortid: “How could you stray from me / Like a vine wrapped around a tree you have a hold on me / Like the wind controls the sea you always had a hold on me” … en bevægende tekst til et af pladens mest bevægende indslag.
Wailin Storms gør sig ikke i lette forløsninger eller letkøbte vers/omkvæd-formularer. I stedet dyrker de spændet fra det introspektivt underspillede til den indestængte vrede, når den får lov at bryde ud, som fx i anti-krigshymnen ‘Never Rest’. Det virker måske lidt aparte at få “Fuck your fucking war!” dunket i hovedet midt i en plade, der lyrisk mest svælger i natur-metaforer og David Lynch-inspireret mystik, men en kaotisk charme har det, fordi de åbenlyst lader sig styre af, hvad den enkelte sang afkræver. Som om de lader ånden, intensiteten og nærværet foreskrive retningen, snarere end at sætte Storms selv i centrum i den traditionelle frontmand-rolle, hvilket er en af pladens væsentligste styrker.
Det gør så samtidig også ‘The Arsonist’ til et lidt mere krævende lyt. Den vil næppe vinde mange points, hvis du søger noget, der holder pulsen oppe. Den vil noget helt andet. Wailin Storms prøver ikke at genopfinde noget, eller for den sags skyld at være mere end de er. Til gengæld dyrker de en bevægende, hudløs sans for den gode sangskrivning, der indimellem næsten fremstår som gamle folksange, der kunne blive fremført rundt om det brændende hus, der pryder coveret, og i andre øjeblikke søger de mere indpiskende garagepunkede afbræk, som fx i ‘Patient Night’.
Enkelte brodne kar sniger der sig dog ind, hvor ‘Saved’ fx virker som en lidt ufærdig skitse, der ikke rigtig ved hvilket ben den skal læne sig til. ‘The Wind’ tager sig omvendt ud som et eksempel til deres mere råt huggende side uden rigtig at gøre videre væsen af sig, uagtet lyrikkens finurlige besjæling af den tudende vind og regnens rensende karakter, inden Storms til sidst begræder, hvor svært det er at planlægge sin egen begravelse, når den er så langt forude.
Sortsynet males virkelig tykt op, inden vi når til den smukt underspillede ‘It’s All Dark Now Where Your Eyes Used to Be’, hvor inspirationen fra Radiohead igen spøger, men stadig er et glimrende billede på Wailin Storms’ øre for ånd og puls, som en perfekt, melankolsk afrunding på de 45 minutter bag os.
‘The Arsonist’ er et bevægende lyt og en stærk introduktion til et band, der indtil nu er fløjet helt under radaren herhjemme. Wailin Storms demonstrerer en stærk evne til at give materialet rum til at ånde, når materialet afkræver det, og til at gå mere råt til bidet, når det tjener sangen. De lykkes med det meste og lyder desuden ikke som noget andet her i 2026. Det bliver med sikkerhed ikke det sidste, I kommer til at høre herfra om Wailin Storms.