Prætentiøse spredehagl

Ihsahn 09
Ihsahn 07
Ihsahn 06
Ihsahn 03
Ne Obliviscaris 01
Ne Obliviscaris 02
Ne Obliviscaris 05
Astrosaur 02

Ne Obliviscaris og Astrosaur leverede deres komplekse kompositioner med varierende held, mens Ihsahns legesyge sind anno 2018 næppe nogensinde har befundet sig længere væk fra sine rødder.

Kunstner
Titel
+ Ne Obliviscaris + Astrosaur
Spillested
Dato
30-10-2018
Trackliste
1. Lend Me the Eyes of Millennia

2. Arcana Imperii

3. Sámr

4. Hiber

5. Pulse

6. Tacit

7. Until I Too Dissolve

8. Mass Darkness

9. My Heart is of the North

10. The Paranoid

11. Celestial Violence

12. Wake

13. Frozen Lakes on Mars

14. A Grave Inversed
Fotograf
Adriana Zak
Forfatter
Karakter
3

Iblandt det sortklædte folk er Ihsahn gerne et navn, der vinder stor respekt. Spørgsmålet er så, om det skyldes hans fortid i hedengangne Emperor, der var nogle af de første til at inkorporere mere symfoniske elementer i black metallens verden, eller om det skyldes den nyfundne kærlighed til de mere progressive elementer, der præger det meste af hans solokarriere. Ikke at det ene behøver udelukke det andet, men kendsgerningen efter løse snakke med dagens fremmødte viste klare tegn på, at drømmene om at høre gamle Emperor-schlagere for nogle var den eneste årsag til, at de overhovedet havde købt billetten, og så kan man jo studse lidt over det.

Man må tilgive manden, der har syv solo-album på samvittigheden, at det nu er den nyere del af karrieren, han vil dedikere sin tid til. Selvom dele af fortiden stadig spøger, især hvad angår hans krasse vokal og enkelte mere hårdtslående indslag spredt ud over diskografien, så er det en kendsgerning, at han den dag i dag ikke lader sig fastlåse af genrekonventioner, men ser sig selv som en kunstner med meget mere på hjerte end blot en baggrund i den norske black metal-scene. Af samme årsag er det nærliggende at se ham som en progressiv kunstner. Ikke fordi han opererer med specielt skæve rytmer eller opbygger lange, komplekse kompositioner, for det gør han bestemt ikke. Hvad det angår, er der ikke tale om prog metal i sin vante form. Til gengæld rummer hans solokarriere så mange udsving udi diverse afkroge af musikverdenen, at han mest af alt fremstår som en musikalsk anarkist, der egentlig gør, hvad der passer ham – i det mindste så længe, det ikke går på kompromis med hans nordeuropæiske hjerte.

Det punkterede crescendo
Det er dog mere, end hvad man kan sige om landsmændene fra Astrosaur, der lagde ud med instrumentalmetal af evigt stigende kompleksitet. Indledningsvis var vi ude i en jævnt højglanspoleret spacerock uden de store dikkedarer. Det skulle dog mest vise sig at fungere som starten på en rejse udi komplekse lydbølger, som sidenhen førte trioen videre ud i en lang math-rocket metal-hybrid, der lugtede lige vel meget af grundrytmen i Radioheads 'Pyramid Song'. Bevidst eller ej, så var det meget svært at abstrahere fra. Herfra gik man videre udi en endnu mere kradsbørstig tonguetwister, der tydeligt fik skilt fårene fra bukkene i salen. Den instrumentale noodling tog overhånd, og teknikken tog styringen igennem et halvtimelangt punkteret crescendo, der tabte alt for meget momentum undervejs.

Ingen gentagelse af årets bedste koncert
Det var dog lykkeligt glemt 20 minutter senere, da Ne Obliviscaris overtog scenen. Den australske sekstet, som tidligere har vunden megen cadeau, dels for det seneste, storladne opus 'Urn' fra 2017, men ikke mindst for deres liveoptrædender, senest på Royal Metal Fest tidligere på året. I modsætning til Ihsahn, som repræsenterer prog i sin arkaiske form uden at fastlåse sig til dogmer, er Ne Obliviscaris solidt konsolideret i prog metallen, med alt hvad dertil hører af obligatoriske lange kompostioner og komplekse rytmer. De er tydeligt mestre på deres instrumenter og afviger ikke det mindste fra studieversionerne, hvis de kan undgå det. Og heri bestod så en af de basale udfordringer ved leveringen, som blev formidlet gennem et underligt balanceret lydbillede, der ikke altid tjente musikken ret. Xenoyr (growl) og Tim Charles (ren vokal) var givet unødvendigt meget fokus, hvilket dels er problematisk ,når musikken i forvejen er så kompleks, at den fint taler sin egen sag, men derudover også frustrerende, når ingen af de to vokalister reelt er udpræget stærke sangere hver for sig. De fremstod som skønheden og udyret', hvor modpolerne alt for ofte udbasuneredes unødvendigt karikeret. Det var derudover synd, at Tim Charles' violin ofte druknede, når bølgerne gik højest. 

Hvis man dog abstraherede fra disse faktorer, var det en mesterlig fremførsel, der ikke veg mange tommer fra indspilningerne i den velkendte form. Gåsehuden mærkedes, når musikken fik lov at tale for sig selv, som fx da både Charles' violin og Martino Garattinos bas stjal fokus halvvejs inde i 'Intra Venus'. Lyden blev dog bandets last, og gentagelsen af, hvad vi tidligere omtalte som årets bedste koncert på RMF, var ude af syne.

Spredehagl
Så snart Ihsahn gik på, var det dog de færreste, der betvivlede, hvad vi var kommet for. Alt spillede og lød, som det skulle, og Ihsahn lignede vitterligt en frisk ung kunstner, der indtog scenen, med sin kølige karisma og de momentvise muntre indfald. Turnéen startede i Göteborg dagen før, og det kan tænkes at forklare det overskud og den legesyge karakter, koncerten antog. De første tre numre fra den seneste 'Amr' indledte sættet og illustrerede fra første færd, hvor vidt manden kan favne med først den industrielle blackificerede 'Lend Me the Eyes of Millennia' og sidst den svulstige goth-hymne 'Sámr' med omkvædet, der fik det meste af salen til at skråle med på Ihsahns længsel efter tomheden.

Legesygen fortsatte med de efterfølgende skæringer fra 'Das Seelenbrechen', som desværre også live fremstod som unødvendige kuriositeter. 

Jo længere vi bevægede os ind i sættet, desto længere tilbage i solokarrieren befandt vi os, og der var en klar fornemmelse af, at han havde valgt at vise alle sider af sit proggede sind. 'Until I Too Dissolve' viser ham fra den 80er-rockede side, 'Pulse' lægger sig til den minimalistisk indfølte goth-side, 'Frozen Lakes on Mars' er i den hårdere ende af solospektret, 'Celestial Violence' er det tætteste, han kommer på prog metal i den mere episke forstand, og sådan kunne man blive ved.

Uanset hvad han serverede for os, var det velspillet, og her var det især Tobias Ørnes Andersen bag tønderne, som demonstrerede en alsidighed og dynamik, der tilføjede ekstra gnister til koncerten. Det ændrer dog ikke på, at det store behov for at omfavne alle sider af Ihsahns solovirke, gjorde koncerten så varieret, at der var døde perioder, hvor der blev skudt for meget med spredehagl. Hit and miss må være nøgleordet her, hvor man det ene øjeblik kunne stå med gåsehud og det næste blot talte ned til, at bandet fandt gnisten igen. 


Det er nærliggende at sige det samme om hans solo-udgivelser, og således var denne første koncert på dansk jord måske et glimrende eksempel på Ihsahn anno 2018. Så må det være op til den enkelte at vurdere relevansen af alle de facetter, han rummer på egen hånd. Det står dog ikke til diskussion, at de prætentiøse, store armbevægelser dominerede denne time og 20 minutter i selskab med Ihsahn – på både godt og ondt.