10 Hurtige: Thomas Brunstrøm

Sallys Far

Sallys far bander ad helvede til – og lytter ikke til andet end heavy metal. Manden bag den højpopulære børnebogsserie er vært for en hel aften i heavyens navn til Københavns Kulturnat nu på fredag, og vi har spurgt ind til hans eget forhold til metallen.

Höllenteufer, Hell Beast, Däkbrand, Satans Rørhat, Hell’n’Killda – nej, det er ikke endnu en omgang undergrundsbands, men det kunne det lige så godt være. De pryder nemlig allesammen Sallys fars beklædning.

Sorte t-shirts med obskurt tryk, som efterhånden strammer lige rigeligt over midjen. Det er noget de fleste af os kan nikke genkendende til, og sådan vil man opleve det med mange ting, mens man læser højt af bøgerne om Sallys far, for ungerne. Han er nemlig som mange af os, med alle sine uperfektheder og tåbeligheder.

Københavns kulturnat arrangerer en hel aften i metallens navn, hvor du og ungerne kan trykke jeres egne metalshirts, konkurrere i Guitar Hero: Legends of Rock, lave jeres egen bandekasse og naturligvis møde både illustrator Thorbjørn Christoffersen og ikke mindst forfatter Thomas Brunstrøm, der også selv har et forhold til heavy metal. Det har vi talt med ham om.

CARLSEN 190603 18081

Hvad er dit første minde med heavy metal?
Jeg har en fætter, der er et par år ældre end mig, som boede i Horsens (home of Pretty Maids!), mens jeg boede i Fredericia. Jeg var vel … 11 år eller noget i den stil og kom ind på hans værelse, hvor han lige havde dekoreret med Iron Maiden- plakater. Jeg var vildt fascineret og blev kun endnu mere forelsket, da jeg rent faktisk HØRTE Iron Maiden. Noget tid efter fik jeg mit første anlæg og brugte herefter alle mine sparepenge på plader med Maiden, AC/DC, King Diamond, Metallica og så videre.

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
AC/DC. De har strengt taget lavet den samme plade i snart 50 år, men det er fandeme også en god plade, og if it ain’t broken og alt det der.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Lemmy fra Motörhead. Ja ja, jeg er med på, at han er død, men når vi nu er ude i fiktive scenarier, tror jeg, at han var virkelig godt og begavet selskab. Og i øvrigt ikke typen, der gik hjem efter én øl, hvilket jo også ville være supernederen, når man nu endelig havde mødt ham.

Hvad er dine fem yndlingsplader?
Det er fandeme et tarveligt spørgsmål! Jeg vil (næsten) hellere svare på, hvem af mine børn jeg bedst kan lide. Jeg mener sikkert noget helt andet i morgen, men bare sådan off the top of my head – og ikke i prioriteret rækkefølge.

Sólstafir – Svartir Sandar
Afsky – Ofte jeg drømmer mig død
Iron Maiden – The Number of The Beast
Tool – Ænima
Metallica – ...And Justice for All (jo, det kunne være fedt, hvis der også var noget bas på, men den
plade er bare lyden af min teenagetid)

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Det er jo også umuligt at sige, men en mindeværdig oplevelse var i hvert fald Solbrud i Brønshøj Vandtårn. Akustikken er helt åndssvag, så det var en crazy plan at spille koncert der, men det endte med at blive totalt hypnotisk. Og så havde jeg min 12-årige søn med (han havde Ole Luk som musiklærer på det tidspunkt). Han fik sateme en på opleveren, og det var fedt at være med til. Han ønskede sig i øvrigt en pladespiller til sin 13-års fødselsdag og hører Nirvana, Bad Religion og Guns N’ Roses for fuld skrue nede på teenageværelset, så jeg føler, jeg har gjort noget rigtigt rent opdragelsesmæssigt.

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Anmeldelser og venner. Og så kan man sige meget grimt om Spotify, men det er ret effektivt til at opdage ny musik, synes jeg. Fordi jeg har hørt meget Djevel og Kvelertak, poppede Erlend Hjelviks soloplade ‘Welcome to Hel’ op, og den er jeg helt syg med. Og når jeg opdager noget nyt, køber jeg altid en fysisk plade, så det er ikke min skyld, at musikere er underbetalte!

Hvilket band er din guilty pleasure?
Jeg har et svagt punkt for puddel-metal fra 80’erne og er uklædeligt glad for et finsk band, der hedder Reckless Love, der debuterede i 2010 – men hvis de var udkommet 25-30 år før, havde de vippet både Poison, Mötley Crüe og alle de andre af hitlisterne. Hvis du kan høre den sang, der hedder ‘Night on Fire’ og ikke få lyst til at drikke en dåseøl og smadre den tomme dåse mod egen pande, er du sateme en tør kiks. Nu jeg tænker over det, skammer jeg mig faktisk overhovedet ikke over at kunne lide dem.

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Det er måske ikke en fordom som sådan, men jeg får lange løg, når folk siger: “Nå, så hører du sådan noget dødsmetal”, fordi folk, der ikke hører metal, bruger dødsmetal som fællesbetegnelse for alt det, de synes, er noget larm og ikke forstår, at det er en specifik genre. Det kunne jeg jo vælge at være helt ligeglad med, men det irriterer mig irrationelt meget.

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Copenhell er de bedste dage på året for mig. Det er verdens bedste fest, og jeg gør mig altid umage med at iføre mig T-shirts med så ukendte bands som muligt – fordi man altid møder en eller anden dude, som også elsker det band og er helt oppe at støde over den nye plade og heller ikke kan forstå, hvorfor de ikke har spillet i Danmark endnu.

Hvorfor er du heavyfan?
Jeg har aldrig hørt en heavyplade for fuld volumen eller været til en metalkoncert og så været i dårligt humør bagefter. Det er … i mangel af bedre ord: Rensende. Og fordi metal – uanset genre – bare er underholdende. Mit liv er alt for kort til sådan nogle Radiohead-typer, der står og glor på egne skosnuder og næsten ikke kan løfte guitaren for bare weltschmerz. Så er metalkoncerter ligesom sex og pizza: Even when it’s bad, it’s still pretty good.