MMF 24: "Vi lever och dör för hårdrocksmusiken"
Naivt eller kalkuleret? Passion eller fashion? Svenske Tyrann er nådesløst dygtige sangskrivere udi bevidst naive metalklichéer. Det er næsten – men også kun næsten – for meget af det gode.
Tyrann var tredje og sidste stik i Metal Magics trio af sand metal med pur ungdomsenergi. Svenskerne er dog ikke helt så unge som Venator og landsmændene i Century. Faktisk er de næsten på alder med denne midaldrende anmelder, og er født i slutningen af det firserårti, de dyrker. Det er også erfarne herrer, som er eller har været aktive i et utal af bands, mest prominent Tribulation og Enforcer.
På den måde kan Tyrann minde lidt om lige så svenske Night Flight Orchestra: Erfarne herrer fra prominente bands, der prøver at genoplive og opdatere en distinkt lyd. I Night Flight Orchestras tilfælde AOR/hard rock, i Tyranns tilfælde en særlig svensk lyd i nærheden af svenskernes klassiske metalscene i firserne – tænk på bands som Gotham City og Heavy Load – men med en virkelig effektiv sangskrivning.
Den naivitet, Tyrann tilstræber og konstruerer, kan godt få noget forstilt over sig. Det er ofte lige sjovt, naivt og oprigtigt nok, men det er på den anden side også svært at undgå. Vi lever jo i 2024, og fortidens naivitet og uskyld kan næppe genskabes i sin oprindelige form. Venator og Century er dog, alene i kraft af deres alder, bedre til at fremstå oprigtigt uskyldige. Når Tyrann på aftenens åbningsnummer, 'Face the Tyrant', synger: "Vi lever och dör för hårdrocksmusiken", bliver det næsten for meget af det gode.
Og når man i hittet 'Don't Make Fashion of Our Heavy Metal Passion', aftenens anden sang, synger: "Don't make fashion of our Heavy Metal passion/ Don't make fashion of our Heavy Metal passion /Vi år i Hårdrockens tjånst/ Målsokande hårdrocksfrenesi", føles det egentlig lidt – det gennemførte look og de kitschede tekster taget i betragtning – som om Tyrann netop laver fashion ud af en passion, parodi ud af noget oprigtigt.
Man kan godt være skeptisk. Men det føles bedre bare at overgive sig og sluge sin skepsis. For Tyrann er nådesløst effektive sangskrivere, hvis numre er fyldt med hooks. Til gengæld topspiller de også deres trumfer lidt mere end godt er, med at åbne med de to ovennævnte hits og fortsætte med 'Transsylvanien' og 'Brinn med mig'. Så er midten af koncerten dømt til at dale lidt i momentum, uanset hvor meget energi Tyrann ellers lægger i det.
Men det løfter sig igen mod slutningen, hvor man fyrer hits af som 'Djävulens musik' med linjer som: "Hippie-hårdrocks-romantik/ Blir inte kåt av er skit/ Bort med tråkigt jävla weed/ Jag vill ha musik med speed// Jag dyrkar hård musik – heavy metal". Igen kan man ikke sige sig fri for en bismag af ironisk distance. Men der er så meget fest, og Tyrann er så skarpe, at det trods alt mest af alt føles som en omfavnelse.