Barok, blastbeats og brøleopera
Igorrr leverer kirurgisk kaos og ekstrem præcision – men bag den perfekte eksekvering lurer rutinen, og spørgsmålet er, om genialiteten er ved at blive for tryg.
Spaghetti Forever
Nervous Waltz
Blastbeat Falafel
Downgrade Desert
ADHD
ieuD
Hollow Tree
Polyphonic Rust
Headbutt
Infestis
Pure Disproportionate Black and White Nihilism
Silence
Viande
Himalaya Massive Ritual
Very Noise
Camel Dancefloor
Opus Brain
Før der går frankofil artyness i den, er der dog både mathcore og progressiv sludge til at sende hjernecellerne i frigear denne søndag aften.
Thoughtcrimes er ubekendte for denne skribent, men er du fan af hedengangne Dillinger Escape Plan, vil navnet Billy Rymer givetvis ringe en klokke. Deres trommeslager fra 2009 og frem, som efter pandemien grundlagde dette projekt – og hans Dillinger-fortid er åbenlys. Ikke, at det gør den 25 minutters appetizer bedre, for vi er lige lovligt meget i et virvar af stiløvelser uden nogen rød tråd. Lidt cleans i deftones-/Soen-boldgaden til dem, der har det sådan. Tekniske grind-takter til dem, der savner Dillinger. Og i det hele taget masser af brutalitet for at sparke søndagen i gang – hvilket i bund og grund er det, de gør bedst, i fraværet af gode sange.
Det skal ikke tages alt for alvorligt, som det bizarre valg af audiosnippet fra Ottawans discohit ‘Hands Up’ imellem numrene afslører, men Thoughtcrimes har nu heller ikke meget andet kompromitterende til at tale dem op. Altså, udover Rymer selv, der med afstand er deres stærkeste kort musikalsk, bygger takterne godt op med figurer, der er lette at fange og skaber al dynamikken i bunden. Det gør bare ikke den store forskel, når sangene vitterligt virker så rodede og går så hurtigt ind ad det ene øre og ud af det andet …
DVNE hæver til gengæld barren tyve minutter senere i deres sludgede gear. Et band, der tager sig tid til at bygge numrene op, hvorfor vi kun når fire sange på de knap 40 minutter, de har fået til at spille Bioen op. Først deres muligvis bedste nummer til dato, ‘Si-XIV’ fra ‘Etemen Ænka’-skiven, der gav dem deres mindre gennembrud under pandemien i de prog-metalliske kredse. Den står dog i et lidt mere dunkelt lys i aften, uden helt at balancere taktskiftene lige så tydeligt, efterhånden som nummeret skrider frem. Når det er sagt, så har skotterne gudskelov betydeligt bedre lydforhold end til deres nærmest katastrofale sæt på Copenhell i 2024. 
Deres kringlede progmetal kommer til sin ret, og især bassistens uortodokse figurer (som fx hele midtersektionen i ‘Eleonora’) og trommeslagerens flair for at smide lidt percussion-klingende puls ind i sine opbygninger, hæver helheden. Og så har de, i modsætning til Thoughtcrimes, bare stærke sange, hvor tre af de fire på sætlisten i aften alle er fra 2024's ‘Voidkind’.
Desværre er vokaldelen ikke deres stærkeste side, som skinner lidt for tydeligt igennem i aften, men den måde, de jammer outroen ud til ‘Abode of the Perfect Soul’, får til gengæld virkelig deres progressive gnister til at funkle, mens ‘Cobalt Sun Necropolis’ lukker sættet perfekt, som billede på al den atmosfære, teknikalitet og aggression, de har i værktøjskassen. Et herligt gensyn, der smager af mere – er det for tidligt allerede at drømme om nyt fra skotterne?
Det er dog først og fremmest Igorrr, vi alle er kommet for i aften. Og barren bliver da også hævet betragteligt, da Gautier Serre selv indtager scenen og lægger den tunge puls, der introducerer ‘Daemoni’, åbningsnummeret fra sidste års ‘Amen’. Igorrr har virkelig skabt et udtryk, der er umiskendeligt deres eget, hvor nærmest alt andet virker konventionelt til sammenligning med deres twistede krydsninger af breakcore, barok, ekstremmetal og hvad har vi. Kedeligt er det i hvert fald sjældent, men en kende sikkert måske? More on that later …
Intet mindre end imponerende, hvor velkoordineret alt er ned til det mindste detaljeniveau, hele vejen rundt. JB Le Bail fra hedengangne Svart Crown som den brutale brøleabe i sort, Peter Lundin-stilet mundering, med Marthe Alexandre som det diametrale modstykke klædt i hvidt, med sopranen og vibratoen som sit våben. Martyn Clement holder sig primært til de huggende metal-riffs, men får dog også hevet både mellemøstlige skalaer og alternative klangflader ud af gribebrættet, mens Rémi Serafino nærmest agerer et levende Duracell-batteri bag trommerne, som han bygger takterne op og bryder dem ned i ét væk. Især ‘Blastbeat Falafel’ bevæger tidligt i sættet med sin arabiske tonalitet, indtil Le Bail for alvor åbner op for sit brutale brøl, mens også ‘Headbutt’ er af de øjeblikke, hvor hårene på armene rejser sig, da Alexandre folder hele sit stemmeleje ud med store armbevægelser, inden det metalliske frontalangreb atter slår ind.
Eminente indslag som de er, så indikerer de samtidig også et mønster af et band, der med årene er blevet mere og mere konsolideret i deres metalliske udtryk. Forstå mig ret: Serre er en glimrende sangskriver, ‘Amen’ er fortsat en fantastisk plade, og de er afsindigt dygtige til at eksekvere alt efter bogen også i live-situationen. Og hvor hyperkontrolleret koncerten end er, så er det ikke mindst det stærke materiale, der sælger varen.
Med tiden savner jeg bare også et ekstra gear. Et ekstra gear, jeg vel at mærke har set dem have tidligere. At de smider noget mere end bare endnu et huggende riff ind over et industrielt beat, eller leger skønheden og udyret imellem de to sangere. Jeg har set dem mere spændende flere gange for bare 3-4 år tilbage, hvor deres lyd nu i højere grad virker klart defineret. Selvom Igorrr stadig er en rendyrket fornøjelse at opleve, når de kører helt deres eget løb, så bør de også være varsomme med ikke på sigt at forfalde til selvparodi.
Måske netop derfor er det for mig øjeblikke som ‘ADHD’ og ‘Silence’, hvor Igorrr får et mere reflekterende, elektronisk aftryk, der hæver sig op som nogen af koncertens mest bevægende øjeblikke, og hvor Alexandre især i sidstnævnte får lejlighed til at lufte sit fulde register. Den lækkert groovede ‘Camel Dancefloor’ og den fantastisk rabiate ‘Opus Brain’ er derudover et propert afrundende one-two punch, som det sidste forsøg på at kaste alle konventioner over bords, før vi drager hjem og tæller ned til endnu en arbejdsuge. Men trods alt mere inspirerede, fordi Igorrr på imponerende vis stadig minder os om en verden langt væk fra hverdagens trivialiteter – og et stort tak for det!