Næsten for autentisk
Schweiziske Amethyst er et relativt nyt band – men det høres ikke ligefrem på bandets første album, der lyder til at have mindst 40 år på bagen.
2. Stand Up And Fight
3. Won't Do It Again
4. Running Out Of Time
5. Rock Knights
6. Queen Of A Thousand Burning Hearts
7. Take Me Away
8. Serenade (Under The Rising Moon)
’Throw Down The Gauntlet’ er første album fra det schweiziske band Amethyst. Bandet er startet i 2020, og tidligere er det kun blevet til en enkelt EP. Amethyst spiller i den grad traditionel heavy metal. Der er klare inspirationskilder at hente tilbage fra startfirserne med Iron Maiden og de øvrige bands i NWOBHM-bølgen, men bandets to guitarister Ramon S. og Yves B. har helt åbenlyst også en meget stor kærlighed til Thin Lizzys karakteristiske guitarsammenspil.
Det kan undre, at en flok så tilsyneladende unge musikere er så passionerede i en stil, der var på sit højeste før de selv blev født. Har de kun haft deres forældres gamle vinyler at lytte til i opvæksten?
Men god musik dør jo aldrig, og det gør bestemt ikke noget, at der er nogle unge musikere og bands, der vil pleje stilen og måske forny den. Meget fornyelse er der så bare altså ikke at finde på ’Throw Down The Gauntlet’. Det er virkelig retro musik, der bydes på. Alt ved Amethyst rækker tilbage til fortiden. Det gælder coveret, medlemmernes udseende og påklædning såvel som bandlogo, kompositionerne og albummets produktion.
Det er slet ikke dårligt. Amethyst spiller ganske godt. Sangene er ganske hæderlige, og sanger Fredric G. synger fornuftigt. Men det hele lyder godt nok så genkendeligt, at man nærmest synes, at man har hørt det før. Faktisk minder Amethyst en del om danske bands fra 80'erne som Mirage og Witch Cross. Ja, faktisk lyder Fredric G. ret meget som Alex Nyborg Madsen i hans metal periode med Witch Cross.
Det er svært at fremhæve nogle sange fra albummet frem for andre, men albumåbneren ’Embers on the Loose’ er et meget godt udtryk for bandets stil. Der er lidt traditionel heavy metal, lidt NWOBHM og lidt Lizzy-riffs.
Underfundigt er det at lytte efter, hvornår der er hentet inspiration fra især Iron Maiden og hvornår det er hos Thin Lizzy. Arven efter begge bands synes at lade sig høre i sangen ’Serenade (Under the Rising Moon)’.
Det er sympatisk og ganske sjovt. Men det er svært at se, hvordan Amethyst bringer noget nyt til heavy metal-genren. Selv hvis ’Throw Down The Gauntlet’ var blevet udgivet i 1983-84 ville albummet ikke have hævet sig over de mange andre gode albums, der udkom dengang. Og hvorfor har man valgt en produktion, der lyder præcis som dengang i 80'erne? Det giver hele albummet et lidt kitschet præg.
’Throw Down The Gauntlet’ vil ikke gå over i historien som et mesterværk. Men det er fornøjeligt nok for hvad det, og skal nok få Amethyst ud at spille jobs i og uden for Schweiz, såsom når de næste år er at finde på Metal Magic Festival i Fredericia.