Nedprioriteret
The Algorithm vender tilbage efter næsten fire års stilhed med et album, der sprudler elektronisk, men snubler på guitaren. Resultatet er teknisk stærkt, men helhedsindtrykket forbliver fragmenteret og uforløst.
Advanced Evasion Technique
Endless Iteration
Graceful Degradation
Hollowing
By Design
Rainbow Table
Mutex
Recursive Infinity
The Algorithm er endelig tilbage efter en længere periode med udgivelsestørke. Folket har råbt på mere EDM-fused, progressiv djent, og nu får de det! I forlængelse af Rémi Gallegos seneste udgivelser har der været naturligt høje forventninger til ’Recursive Infinity’.
Det er små fire år siden udgivelsen af ’Data Renaissance’. Lidt af en tørke, taget i betragtning, at The Algorithm indledte karrieren med at udgive fire flotte plader på kun seks år. Den produktive franskmand har i flere interviews forklaret, at pausen primært skyldtes andre kreative projekter og freelanceopgaver, blandt andet en række soundtracks til spil, herunder ’The Last Spell’ (2023) og ’Abyssus’, der udkom tidligere i år. Det er tydeligt, at dette album er blevet til med et potentielt sekundært fokus. Resultatet er langt fra så fornyet eller gennemkomponeret, og selvom ’Recursive Infinity’ er solidt håndværk, er det også et album, hvor de normalt dragende idéer ofte er færre, og hvor især guitaren, en ellers central del af The Algorithms identitet, føles som dets svageste led.
Det elektroniske univers er stadig dér, hvor The Algorithm er stærkest. Albummet åbner med indlevende, glitch’ede, rytmiske udbrud i stramt programmerede lag og med den velkendte, digitale aggression, som altid har været projektets største styrke. Her er energien intakt, og de skæve taktskift og pulserende synthflader formår stadig at skabe et levende, næsten hyperaktivt, musikalsk rum. Det føles dynamisk, gennemarbejdet og fyldt med små detaljer, der løfter lytteren ind i den kybernetiske æstetik, som har gjort projektet til en art kult.
Det er flot, levende og spændende, men så snart guitaren træder frem, begynder ’Race Condition’ og albummet at halte. Hvor det djentede tidligere har fungeret som en organisk modvægt til de elektroniske elementer og skabt en gnistrende hybrid mellem metal og EDM, virker det her ofte fladt og uinspireret. Det er hverken aggressivt nok til at komplementere de vilde, rytmiske strukturer eller melodisk stærkt nok til at skabe noget, der stikker ud. I stedet ligger det som et ufarligt, fladt lag ovenpå de elektroniske idéer uden at tilføje dybde eller kontrast. Det samme gør sig gældende for den ellers sprudlende ’Advanced Evasion Technique’, hvor man nærmest får lyst til at spole frem til C-stykket, hvor Gallego parkerer guitaren til fordel for hårdtpumpende beats.
Summa summarum: Det føles næsten, som om guitaren er blevet inkluderet for at opretholde et kendetegn, mere end fordi der har været en ægte, kunstnerisk idé bag dens rolle i kompositionerne.
Når guitaren bliver så tøvende og generisk, står det tydeligt, hvor meget mere levende de elektroniske elementer er. Synthesizerne og de digitale lag føles opdaterede, som om Gallego her har udviklet sig fra tidligere udgivelser, mens guitaren trækker mod det forudsigelige og statiske. Når der på ’Endless Iteration’ AI-fraseres hen over drum ’n’ bass-rytmer og synthwave, fremstår projektet fængende og spændende. Omvendt er der flere passager, hvor man næsten kan høre, hvordan musikken kunne have løftet sig, hvis guitaren havde turdet tage større udfald eller give mere modspil. I stedet ender det med, at de stærke, elektroniske sektioner hyppigt trækker læsset.
Enkelte gange lykkes det sangsmeden at ramme en kombination, hvor de to del-elementer eleverer hinanden. ’Graceful Degradation’ og ’Mutex’ er fremragende eksempler på det og stærke tilføjelser til The Algorithms i forvejen svulstige katalog.
Som titelnummeret lukker pladen, styrkes fornemmelsen af, at The Algorithm på nuværende tidspunkt har sekundær prioritet for Gallego. Omend cirklen bliver fuldendt, og der skabes en musikalsk, historiemæssig ark på pladen, bliver vi også præsenteret for en komposition, der lyder mere som et soundtrack end som del af den samlede lytteoplevelse. Det bidrager kun til den fragmenterede lytteoplevelse, ’Recursive Infinity’ er.
Til trods for dette er ’Recursive Infinity’ ikke en dårlig plade. Den er teknisk velproduceret, indeholder flere flotte, elektroniske øjeblikke og viser, at Gallego stadig har en stærk fornemmelse for rytmik og digital tekstur. Men overordnet føles albummet aldrig som en helhed, ej heller et skridt fremad. En solid, men uforløst udgivelse, der lover mere qua forventningerne, end Gallego har intention om at indleve på nuværende tidspunkt.
Det vil nok gavne, om The Algorithm blev sat på pause, indtil projektet var en prioritet igen.