Majestætisk black-ekstase
Fra frostbidte riffs til teatralsk synthpragt: Lamp of Murmuur samler alle sine styrker i et af årets stærkeste, symfoniske udladninger.
Forest of Hallucinations
Hategate (The Dream-Master’s Realm)
Reincarnation of a Witch
Angelic Vortex
The Dreaming Prince in Ecstasy Part I - Moondance
The Dreaming Prince in Ecstasy Part II - Twilight Orgasm
The Dreaming Prince in Ecstasy Part III - The Fall
A Brute Angel’s Sorrow
Der er næppe noget mere black metal end en énmands-vision drevet frem af både storhed og selvpåført isolation. Lamp of Murmuur har fra begyndelsen dyrket netop det: M., alias the Mythical Archduke of all Rebellion, som han benævner sig selv på sin Bandcamp-side, har siden debuten i 2020 ladet sin musik skifte ham mellem postpunkede skygger og frostklare Immortal-riffs. Men ‘The Dreaming Prince in Ecstasy’ er en stærk videreudvikling – en drømmesløjfe tilbage til symfonisk black metals formative tågedale, hvor ambitionen rækker længere end blot endnu et råt bål i natten.
Synths har altid været en del af Murmuurs DNA, men her er de blevet til selve rygraden. De løfter det majestætiske klaver i ‘Forest of Hallucinations’, bærer de teatralske udbrud i ‘Hategate (The Dream-Master’s Realm)’ og klimprer som et hof af dæmoniske hoffolk på cembaloet i ‘Part III – The Fall’. Albummet er både større, længere og mere prunkende end forgængerne – ikke helt Emperor, ikke helt Dimmu Borgir, men et sted i krydsfeltet, hvor melodier og atmosfære smelter sammen i et selvskabt kongerige.
Det er dog guitarriffene, der fører sværdet. Selv når synthtågerne hæver sig, slår M. fast, at Lamp of Murmuur stadig er et riffdrevet bæst. ‘Hategate (The Dream-Master’s Return)’ sender tankerne tilbage til hedengangne Kvist og legesyge folktwists, før det hele eksploderer i en Dimmu-værdig finale. Men albummets nerve ligger i den 20 minutter lange trilogi om den forpinte prins. ‘Part I – Moondance’ muterer fra traditionel black til dansabel, nærmest gotisk storhed; ‘Part II – Twilight Orgasm’ drømmer sig væk i Fields of Nephilim-agtig tåge, og ‘Part III – The Fall’ samler trådene i en syntese af alt det, albummet sigter efter, før den neofolkede ‘A Brute Angel’s Sorrow’ lukker sagnet med en ømhed, ingen havde set komme.
Produktionen er præcis dér, hvor den symfoniske genre ellers ofte snubler: Synth og guitar går i balance, så ingen kvæler den anden. Det gør pladen mindre unik som helhed end i dens detaljer – men til gengæld usædvanlig helstøbt. Her mødes melodøde konstruktioner, progressive prætentioner og gothede sindelag i et krydsfelt, hvor alle får prinsens ekstase at føle.
‘The Dreaming Prince in Ecstasy’ er ikke bare en udvidelse af Lamp of Murmuurs univers; det er et statement. Som udtryk for en kunstner, der ikke længere nøjes med at stå alene i skovens mørke, men bygger sit eget slot af frost, flammer og synthglimmer. Potentielt årets mest overbevisende black metal-værk af den symfoniske kaliber, og uomtvisteligt Lamp of Murmuurs hidtil stærkeste bedrift.
Så må tiden vise, om the Mythical Archduke of all Rebellion vil gå linen endnu længere ud fremadrettet med sit symfoniske flair, eller vil ende et helt andet sted – en udvikling, vi under alle omstændigheder vil følge.