Copenhell 25: En lektion i thrash
46 år inde i karrieren slog Exodus hårdt fast på Pandæmonium, at amerikanerne stadig er på toppen blandt thrash-metallens første generation af bands.
2. Piranha
3. Brain Dead
4. Fabulous Disaster
5. Deathamphetamine
6. Blacklist
7. The Beatings Will Continue (Until Morale Improves)
8. A Lesson in Violence
9. War Is My Shepherd
10. The Toxic Waltz
11. Strike of the Beast
Metallica, Slayer, Megadeth, Anthrax, Testament, Overkill og Exodus har alle det til fælles, at de er musikhistoriens første og største thrashbands.
Men de amerikanske ophavsmænd til den hæsblæsende genre har også det til fælles, at de alle har været forbi Copenhell.
Torsdag aften bød på Exodus' tredje visit på Reshaleøen, men at Exodus 46 år inde i karrieren skulle skrive sig ind i Copenhells historie med et af de mest medrivende thrash-shows havde ingen næppe forventet.
Hold nu fast, hvor var det vildt!
Fra start til slut igennem præcis 60 minutters koncert gav veteranerne en regulær lektion i hvordan thrash-metal skal eksekveres.
Steve Souza har stået i front under Exodus’ sidste to koncerter på Copenhell. Sangeren med stemmen, der altid har delt vandene, fik for nyligt sparket. Igen.
Tilbage i folden er Rob Dukes. Og det var helt sikkert en gevinst for Copenhells publikum, at den 57-årige Dukes var tilbage som manden i midten, der med overskud og hidsig pondus i stemmen understregede, at han er den rigtige mand i Exodus til jobbet.
Showet startede med fortidens store meritter, så de fire første numre på sætlisten var hentet fra de tre skelsættende plader, der udkom fra 1985 til 1989.
Når titelnummeret fra den klassiske debutplade ’Bonded by Blood’ åbner ballet, så ved Exodus også udmærket, at de fra starten har gæsterne i deres hule hånd. Og det havde Exodus i sådan en grad, at der fra de første toner blev moshet og crowdsurfet non-stop fra et publikum, der klokken 21 om aftenen formentlig også havde ramt den perfekte promille i blodet.
Det gik voldsomt for sig på den fede måde.
På scenen kunne kvintetten heller ikke undgå at få de helt store smil frem på læben. Så meget, at bandboss Gary Holt bagefter skrev på sin Instagram, at showet på Copenhell indtil videre var den bedste oplevelse, Exodus har haft på deres sommerturné. Jeg tvivler ikke på oprigtigheden i opslaget.
61-årige Holt udgav for to måneder siden sine erindringer i selvbiografien ’A Fabulous Disaster’. Jeg har den stadig til gode, men hvis Holt skriver lige så sublimt, som han spiller guitar, så stik manden Nobels litteraturpris.
Holt er en blændende håndværker på sit instrument, hvilket resten af gruppen for så vidt også er. Det skal man være for at kunne levere det monster af et show, som Exodus bragte til Copenhell.
For tag ikke fejl. Selvom musikken flyder så dynamisk, så er Exodus en så rutineret maskine, at intet er overladt til tilfældighederne. Fra det øjeblik de gik på scenen, til de forlod den, gik der præcist 60 minutter. Du kunne stille dit ur efter Exodus. Og netop at det hele var så topprofessionelt udført, og alligevel leveret med oprigtigt indlevelse og spilleglæde, gav den samlede sum af en koncert, der bed sig fast i festivalens historie.