Copenhell 25: Skuffende midnatsforestilling
God lyd? Dårlig lyd? Meningerne var mange om Abbaths midnatsforestilling, der ikke havde samme format som det norske ikons tidligere koncerter på festivalen.
2. In My Kingdom Cold
3. Tyrants
4. All Shall Fall
5. One by One
6. Mountains of Might
7. The Call of the Wintermoon
8. Blashyrkh (Mighty Ravendark)
9. The Sun No Longer Rises
10. Withstand the Fall of Time
For hvert sæt øjne og ører, der oplever en koncert, er der en holdning til de indtryk, der rammer sanserne. Men at forskellen mellem bedømmelsen af oplevelsen kan være fra øst til vest, er alligevel bemærkelsesværdig. Tag nu legendariske Abbath, der torsdag aften lukkede Pandæmonium med en midnatsforestilling.
I tre årtier har undertegnede været stor fan af Immortal, så når Abbath lagde vejen forbi Copenhell med en sætliste, der kun bød på materiale fra tiden i det ikoniske band, så var det selvsagt et af årets højdepunkter. Efter en times koncert stod jeg tilbage med følelsen af en de største skuffelser, jeg længe har været vidne til. Så kæben faldt pladask til jorden, da min buddy og allestedsnærværende Søren Weiss Kristiansen et kvarters tid efter koncerten proklamerede på Facebook, at Abbaths show var den bedste koncert, han nogensinde havde set på Copenhell.
WHAT THE FUCK!?
Flere mennesker kommenterede på opslaget, at lyden var elendig. Min oplevelse var identisk. Foran scenen ved hegnet var det særlig slemt. Lyden var så ringe et miskmask af støj, at selv et klassisk track som ’Tyrants’ var umulig at dechifrere. Oplevelsen blev noget bedre ved at træde en række skridt tilbage, men forskellige placeringer til koncerten gjorde generelt ikke den store forskel på den tvivlsomme lyd. Hvilket jo især er ærgerligt, når den mastodontiske guitarlyd på de seje riffs i fx ’Withstand the Fall of Time’ var årsag til, at pladen ’At the Heart of the Winter’ var i særklasse.
Ifølge Weiss hørte han netop den lyd i særklasse under showet. Der er en forklaring. Det viser sig, at hvis et band ikke har kabinetter/forstærkere stående på scenen, så er lyden hundrede procent digital. Altså lyden kommer udelukkende fra højtalerne. Derfor vil lyden per definition altid være elendig foran scenen, hvis den leveres digitalt. Du skal altså væk fra de forreste rækker og et stykke væk fra scenen for at fange de digitale lydbølger.
Der kan man bare se! Desværre fangede jeg aldrig de optimale lydbølger, men stod tilbage med en oplevelse, der druknede i dårlig lyd. Dertil, så spillede kvartetten altså også sløset i forhold til det format, vi ellers plejer at se fra Abbath.
Det var femte gang, han kunne opleves på Copenhell. Fra to tidligere koncerter i eget navn over en herlig omgang Mötorhead med det nu opløste tributeband Bömbers til i 2011, hvor Immortal gav deres sidste – og ikke mindst suveræne – show på dansk jord.
De ti numre med Immortal, der var på sætlisten i år, bød heller ikke på de vilde overraskelser. Over halvdelen af numrene har Abbath haft for vane at spille igennem årene som solist, og numre som ’Mountains of Might’ og ’The Sun No Longer Rises’ kom helt forventeligt. Og klart koncertens højdepunkter trods den sløje lyd. I de knap 70 minutter, showet stod på, fik den 51-årige Olve Abbath Eikemo aldrig løftet showet op på den store klinge. Der var færre mennesker end forventet. Og ikke særlig stor entusiasme blandt de tilstedeværende.
To timer før Abbath spillede alt til perfektion under Exodus’ hidsige lektion i thrash, der kom som årets overraskelse. Abbath leverede desværre årets skuffelse.