Flammer uden ild
Soulflys nye album 'Chama' starter som et løfte om genopstandelse, men ender som et jammerligt bevis på, at selv Max Cavaleras vrede kan miste retning, når inspirationen tørrer ud.
Storm the Gates
Nihilist (feat. Todd Jones)
No Pain = No Power (feat. Ben Cook, Dino Cazares, & Gabriel Franco)
Ghenna (feat. Michael Amott)
Black Hole Scum
Favela / Dystopia
Always Was, Always Will Be...
Soulfly XIII
Chama
Der er stadig gløder i Max Cavalera. Det viser åbningssekvensen på 'Chama', hvor den instrumentale 'Indigenous Inquisition' sætter en truende tone, før 'Storm the Gates' eksploderer som en sonisk ildstorm. Det er en decideret banger — hård, groovy og vred på den helt rigtige måde. Her mærkes et strejf af Sepulturas klassiker 'Refuse/Resist', og for et kort øjeblik ligner det, at Soulfly har fundet tilbage til sulten og intensiteten, som gjorde Cavalera til en ikonisk frontfigur i 90’ernes metal.
Men så falder det sammen. Resten af 'Chama' er en deroute — et rod af halvkogte ideer, ufærdige sange og for meget jam og for lidt fokus. Cavaleras stemme har ganske vist fået en mørkere rumklang, lidt a la Riley Gale fra Power Trip, og den klæder ham godt. På numre som 'Nihilist', en kort punk-thrash snack, og 'No Pain = No Power', hvor Dino Cazares (Fear Factory) bidrager på guitarsiden, mens Ben Cook (No Warning) og Gabe Franco (Unto Others) gæster med clean vokal, lever den gamle ild på vågeblus.
Gnisten dør ud
Derefter forsvinder gnisten helt. 'Ghenna' overdøver sig selv med maskingeværriff og en gentagelse af "The circle of death, it comes in waves", som trods repititionen hurtigt glemmes. 'Black Hole Scum' lover slåskamp med sin kreative titel, men ender i flad tomgang uden et eneste mindeværdigt riff. Selv når Cavalera vender tilbage til velkendt territorium på 'Favela/dystopia' om Brasiliens fattigdom og uretfærdighed, virker det som genbrug af gamle ideer – uden retning, uden bid.
Værst bliver det til sidst. 'Always Was, Always Will Be' og 'Soulfly XIII' føles som ufærdige demoer, spøgelser af sange, som burde være blevet på harddisken. Den afsluttende 'Chama' byder ganske vist på et solidt grundriff, men også den forsvinder i endnu en instrumental passage uden mål eller mening.
Der er øjeblikke, hvor man kan høre, hvad 'Chama' kunne have været – et vredt, spirituelt og eksperimenterende album fra en aldrende rebel, der nægter at dø ud. Men i stedet står man tilbage med asken: fragmenter af ideer, der aldrig bliver til flammer.
Kort sagt: 'Chama' starter som ild, men slutter som gløder i gråt støv.