Er der en producer til stede?
Den finske trio Rapid har efter sigende eksisteret i 12 år med samme besætning. Men det er først nu, at bandet er klar med første album. Klar er dog måske så meget sagt.
02.Witchcraft of Horror 03:45
03.Wielder of Might (Death from Above) 03:42
04.Necromantic Warriors 03:58
05.Gaze of the Black Void 02:30
06.Horemheb 05:43
07.Black Poison 03:02
08.Moonless Night 03:30
09.Pest Eater 03:56
10.The Path of Illusions 04:10
11.Beyond the Gates of the Rapid Flames 08:06
Rapid har indtil videre i bandets 12 år kun udgivet to singler og en EP. Det er ikke meget, når man tænker på hvad andre bands har kunne berige verden med på langt kortere tid. Men nu første album på gaden med en omgang black/speed metal.
Man kunne så måske tænke lidt over, hvad de 12 år er gået med i øvelokalet. For bandet virker ikke særligt godt sammenspillet. Meget af musikken virker kluntet og sjasket spillet.
Det er altid en god ide at være godt sammenspillet, især når man skal spille så hurtigt, som bandets ofte speedy sange lægger op til.
Elendig lyd
Det værste er dog albummets produktion – eller måske nærmere manglende produktion. Der er hørt 40 år gamle kassettebåndsdemoer optaget i øvelokale i et hug, hvor lyden er bedre. Det er simpelthen frustrerende at høre på den transistorradiolyd, der er på debutalbummet ’Enter the Realm of Fire’. Der er nok ingen tvivl om, at Rapid har valgt at gå efter en primitiv og autentisk lyd. Men det virker godt nok en tand for sølle.
Hvis man havde ofret lidt på produktionen, kunne det også være, at en producer med ørene nogenlunde fornuftigt skruet på kunne have siet de værste unoder fra. Albummet er elendigt mixet. Vokalen fra den i øvrigt karakterløse sanger og bassist Vincent Revenge ligger alt for dominerende i mixet, og samtidig er sammes bas stort set ikke til at høre. Guitarist Atte ”Spectre” Nikkus guitarlyd er irriterende skinger, og samtidig ville en ikke helt tonedøv producer nok have opfordret ham til lige at tage nogle introer og soli om. For det er så sandelig ikke alt, der sidder, hvor det burde.
Hertil kan tilføres, at de black metal-effekter, der tilføjes i form af "koreffekter", der muligvis skal virke skræmmende, i højere grad virker komiske og Spinal Tap-agtige.
Men så er der jo selvfølgelig sangene og musikken. For det er jo trods alt det vigtigste. Men heller ikke her er der voldsomt meget at glædes over. Der er ikke meget nyt og originalt at hente på albummet. Det meste er hørt før og bedre. Rapid kan dog roses for den energi, som bandet lægger for dagen, og der er i perioder nogle momenter, der lykkes bedre end andre.
Men alt for ofte sker der så et temposkift, som Rapid ikke er særlig heldige med, da bandet ikke spiller særligt tight.
Det kan virke som en hård bedømmelse. Den havde nok også været venligere, hvis der var tale om et helt nyt band. Men efter at have været i gang i 12 år, hvor noget af tiden vel er gået i øvelokalet, så er resultatet ganske enkelt for tyndt.