Pladeanmeldelser
Sonata Arctica har stadig nogle boller i suppen at trille rundt med, i en dog ikke helt fuldendt metalsuppe.
Vulvatorious folder deres udtryk bredere ud uden at miste den kant, der i første omgang gjorde dem fascinerende.
Vltimas vil bare gerne tænke nyt og sprede sine vinger ud. Men er man en håndfuld halvgamle sortmetallere med fremragende resuméer, er dette ikke nødvendigvis ønskværdigt. 'Epic' fejler i sin stræben efter at være lettilgængelig.
Selvom dynamikken får lidt mere lov til både at flyde og hærge, så er det nu stadig lyden af det velkendte Borknagar, der møder os her på deres 12. udspil, 'Fall'.
Judas Priest forsøger at halse efter ungdommen med oppumpet og hyperkomprimeret metal, men glemmer sig selv i forsøget på at være hårde og hurtige.
Første soloalbum fra Bruce Dickinson i knap 20 år er kedelig – og det betyder nok, at man kun får sangene at høre én gang live.
Al Jourgensen, den vrede kritiker af alt dumt, højreradikalt og kristofascistisk, er tilbage med et nyt Ministry-album, som føles vitalt og velment.
Ihsahns nye, selvbetitlede plade er ikke helt den åbenbaring, man kunne håbe. Den er i stedet et middelmådigt miks af filmmusik og progressiv metal.
Sleepytime Gorilla Museum er tilbage efter 17 år – og eftersmagen er stadig lige så oddball som dengang, de blev definerende som arty freaks iblandt lemminger.
Lucifer får på sin femte udgivelse markeret sig fornemt på toppen af den 70er-inspirerede rockscene.
Wolfe gør sin ting som sædvanlig, men det spinner og hvæser ikke rigtigt.
EPerne lander i en lind strøm. Denne gang kaster vi blikket på alt fra fransk sludge/black og cinematisk, dansk post-metal til horror-inspireret Tampa-død – med vekslende udbytte.
Pantsæt dit tandsæt og find armeringsjernet frem. Bonejammer vil slås. Og det vil du også.
Anmelderen har været heldig at have adgang til denne plade igennem flere måneder – og derfor har han haft mulighed for at forelske sig grundigt.
'Dead End' er ingen blindgyde, men Night Fevers formidable bejlen mod hardcorens og metallens absolutte superliga.
Vitriol lyder, som Morbid Angel burde lyde anno 2024, og de formår at holde både højt tempo, melodi og intensitet sammen på en fremragende plade.
Saxon lyder som sig selv og sælger ikke ud. Men hvor mange gange kan man gentage samme formel og samme omkvæd uden at komme til at lyde træt?
Nullerne er i højsædet hos Blood Red Throne. Det er stadig hårdt og groovy – og meget som det plejer.
De danske black metal-veteraner bryder med formerne i et socialt bandeksperiment, og kommer stærkere ud på den anden side end nogensinde før.
Alt godt fra havet, undskyld de 1000 søers land, får man på Amorphis-guitaristen Koivusaaris første soloalbum, der huser flere fine gæster på vokal.