Ar på krop og sjæl
'DIN SORTE TUNGE / RIVER HUL / LAD SKAMMEN FLYDE / FRA MINE SÅR / SLIK DET AF MIN KROP / OG LAD DEN DØ / ER DET NOK NU?'
Autofagia
Død
Form
Dekomposition
Kokon
Transformation
Sådan indledes ‘AR’ med sit titelnummer – og egentlig burde jeg ikke skrive mere, for det siger ligesom det hele. Men man kan jo ikke anmelde på den måde. Lyrikken på ‘AR’ er god og skrevet og skreget på en måde, så man ligesom fornemmer, at den bør nedskrives med versaler. Dermed tydeliggøres også det poetiske slægtskab med digtere som Yahya Hassan og Rud Broby-Johansen (hvis du ikke har læst sidstnævntes digtsamling ‘Blod’, så slip alt og gør det nu). Jeg ved ikke, om de tre aalborgensere har læst Broby-Johansens eminente og dybt skræmmende mesterværk, men de deler i hvert fald et fokus på sansninger af kroppens opløsning.
Musikken, som driver de skregne vokaler frem, er rå og umiddelbar. Det er et fænomenalt fokus, Kollapse har formået at forlene deres musik med. Det føles, som om alle dele af musikken tjener samme formål. Alt står i kunstens og kompositionens tjeneste. Alt andet er barberet væk, og det giver et udtryk, som blotlægger nerveenderne og lader følelserne flyde uhindret ud af de opskårne musikalske blodårer.
Dermed ikke sagt, at ‘AR’ er ren, kropslig aggression – selv om der er rigelige mængder af den i gruppens truende og tunge volter af sanseangreb. Der er også melodier og dynamik i pladen, hvor man det ene øjeblik tromles ned, og derefter overvældes af emotionel melodiføring. Og vi får også lækkert drivende ambiens på ‘Dekomposition’. Graden af musikalsk variation passer perfekt til pladens længde.
Vi deler blod og løgne
Det følelsesmæssige element i lyrikken udtrykkes gennem en kropslig opløsning:
“Dine sår æder ilten i mine lunger / Du kan se at jeg er svag / Vi deler blod og løgne / Mørket er kun for dig / Men ensomhed er fælles / Tanken om dig er et evigt fald”
Ligesom musikken har voldsomt meget krop, både på grund af den flotte, nærværende produktion og på grund af det frådende samspil og de knusende riffs, så har følelserne også en konkret kropslighed, som kan opløses, gå i stykker eller bukke under for sygdom. Jeg er imponeret over gruppens evne til at binde det hele sammen. Det tunge, langsomme groove, de sorgfulde riff, den monstrøse støj og den hjerteskærende lyrik. Sådan går alting eksempelvis op i en højere enhed på det fremragende ‘Form’. Man kan føle, at dette liv er en kollektiv grav. Ikke en behagelig sansning, men Kollapse formår at servere ekstremt ubehagelige sansninger på en måde, hvor man alligevel nyder at dykke ned i den sært smukke, kulsorte pøl af levret blod, ‘Ar’ er.