Nye (gamle) stålboller på metalsuppen
Canadisk-amerikanske metaltraditionalister tager et ordentligt spring fremad på deres tredje album.
2. Take the Wheel
3. Dark Skull
4. The Law
5. Rebels of Earth
6. Heavy Hearts
7. No Fate
8. Vagrants of Time
9. Prequel to Madness
At canadisk-amerikanske Traveler for nylig endte på den danske lp-hitliste for deres nye og tredje album, ’Prequel to Madness’, er et tegn på, at kvintetten har godt tag i det metaltraditionalistiske undergrundspublikum, der de sidste mange år har holdt liv i det fysiske pladesalg. (Det er selvfølgelig OGSÅ et tegn på, at man ikke behøver at sælge ret mange fysiske eksemplarer for at komme på hitlisten, ligesom det er et tegn på, at pladebutikken Mephisto får langet nogle plader over disken).
Med andre ord: Traveler har opnået en vis undergrundssucces. Selv har jeg været mere skeptisk over for gruppens to første udgivelser. Der har naturligvis aldrig været tvivl om deres kærlighed til den sande metal (et absolut plus i min bog), men deres speedede, klassiske metalsange har været en tak for lange og med en overflod af passager, der vist nok skulle forestille at være episke, men som dels ødelagde lidt af den vigtige catchyness, dels ikke rigtig førte nogen vegne.
Denne gang er der dog kommet andre stålboller på den ædle metalsuppe. Sangene er – med undtagelse af det syv minutter lange, afsluttende titelnummer – kortet cirka et minut ned stykket, og det mere kompakte format betyder, at de enkelte sange står tydeligere frem i det mere kompakte format, og at guitar- og vokalmelodier står skarpere end før, hvor de havde en tendens til at drukne blandt al fyldet inde i sangene.
Et skridt op i næste liga
’Prequel to Madness’ virker ganske enkelt som et stort kunstnerisk skridt frem for Traveler, der nu ikke kun har lyden og ægtheden, men også sangene. Vi er ikke på Riot City-niveau, men der er ikke længere langt derop for kvintetten. Riot City-parallellerne er især tydelige i Jean-Pierre Abbouds let maniske vokal, der næsten hele albummet igennem er så overstyret og oppumpet, at den er lige ved at miste balancen. Og ligesom Riot City er Traveler glade for Judas Priests allermest speedede, pumpende sange. Men man hører også ekkoer af tidlig Savatage og af det halvglemte US-power metal-band Warrior – og af Iron Maidens debut med den tydelige galopbas og en relativt rå lyd i et ellers finslebent lydbillede.
Og fordi sangskrivningen er strammet op på pladens øvrige numre, stråler de længere sange – ’Rebels of Earth’ (der ikke havde været blandt de længste på de to første album) og titelnummeret – så meget desto mere og lykkes med at fremmane det episke schwung, Traveler tidligere har stræbt efter, men ikke opnået.
Traveler er ikke særligt nyskabende eller originale, men ’Prequel to Madness’ er alligevel højst charmerende kræs, der er lige så fornøjeligt, som det tudegrimme cover lover. Det bliver formentlig et af årets bedste traditionelle metalalbum.