Enden er ikke nået endnu
Man skal være en noget trist type for ikke at komme i godt humør af Korpiklaani, når bandet trykker den af – men det er bedst i små doser.
2. Tapa sen kun kerkeet
3. Aita
4. Saunaan
5. Mettään
6. Kalmisto
7. Rankarumpu
8. No perkele
9. Viikatelintu
10. Nouse
11. Oraakkelit
12. Harhainen höyhen
For 10 år siden spåede en af Devilutions dygtige anmeldere, at det lakkede mod enden for Korpiklaani. Det var anmeldelsen af bandets ottende album, ’Manala’.
Vi kan så nu konstatere, at Korpiklaani er her endnu og netop har udgivet bandets 12. album ’Rankarumpu’.
Der er vel ikke sket så frygtelig meget over de seneste 10 år for Korpiklaani. Stilen er den samme. Det er rumlende og gyngende folkmetal med rytme og tempo, så det er svært at holde fødderne i ro, når bandet for alvor folder sig ud.
Lige fra starten bliver der budt op til dans på sangen ’Kotomaa’. Der er gang i violinen og maveorgelet, og rytmen er sat til en svingom over stok og sten. Det er festligt og morsomt, og de punkterer alle fordomme om, at alt i Finland er gråt og trist.
Der skrues en anelse ned for folkedansen på næste sang ’Tapa Sen Kun Kerkeet’, der er en lidt småpunket, kort sag, Til gengæld er vi helt tilbage i laden til en heftig polka på ’Aita’. Der er ingen tvivl om, at det bliver et live-hit, hvor der nok skal blive tonset godt igennem blandt publikum foran scenen.
Det er Finland, og vi skal derfor naturligvis et smut i badstue. ’Saunaan’ er endnu en hurtig omgang, som det er svært at sidde stille til.
">
Det bliver en anelse ensformigt
På trods af Korpiklaanis mange fortræffeligheder indsætter sig dog efterhånden en lille mæthedsfornemmelse. Det er herlig levende musik, men det bliver efterhånden lidt ensformigt. Det skal dog bemærkes, at der i de efterfølgende sange på albummet sker lidt variation, hvor tempoet ind imellem sættes ned, og hvor mere traditionelle, metalliske virkemidler tages i brug.
Eksempelvis lyder titelsangen en anelse som Rammstein med violin. Generelt er de sange, der stikker ud fra den velprøvede formel, ikke helt på niveau med de dansable tonserier. Et eksempel, hvor Korpiklaani forsøger at fremføre et mere progressivt bud på en metalsang med traditionelle instrumenter, er i sangen ’Oraakkelit’. Det er ikke så dumt, men rammer bare ikke helt topniveau.
Albummet består af 12 sange, som for det meste er ret korte. Men albummet afsluttes med en mere episk sag i form af sangen ’Harhainen Höyhen’ på lidt over fem minutter. Det er en ganske smuk sang med fløjte i en dominerende rolle, men er ikke helt noget at skrive store lovprisninger om.
Korpiklaani kan fortsat noget. Der er sikkert stadig nogle år til enden, men bandet er bedst i små portioner. Men er man til en fest, der er ved at fise ud, kan en af bandets up tempo polkasange nok få rummelige folk op på dansegulvet, stolene og bordene. Husk i så fald at spæde godt til med finsk vodka.