Bundet op på doomrutiner
Oven på den meget personlige forgænger ligner My Dying Bride atter sig selv her på 'A Mortal Binding' – både på godt og ondt.
2. Thornwyck Hymn
3. The 2nd of Three Bells
4. Unthroned Creed
5. The Apocalyptist
6. A Starving Heart
7. Crushed Embers
Et lille årti er der gået, siden Yorkshire-legenderne gav os nyklassikeren 'Feel the Misery'. Kæft, hvor tiden flyver, men den plade lyder gudskelov stadig lige skarp og inspireret den dag i dag, også selvom den ikke vandt den hæder, som den alt andet lige gjorde sig fortjent til. Der vil altid være nostalgikere, der bilder sig ind, at alting bare var bedre i gamle dage, og selvom My Dying Bride afgjort leverede doomede guldkorn på stribe i de unge dage, så er der bestemt også grund til at følge deres videre færd, som belyst for nylig i vores synderegister over hele kataloget.
Siden 'Feel the Misery' er det kun blevet til ét album i form af den lettere eksperimentielle 'The Ghost of Orion' – pladen, der nærmest føles som et terapeutisk efterspil på forsanger Aaron Stainthorpes personlige traumer oven på hans datters kræftforløb, men som ikke desto mindre viste mod til at træde en smule ud af komfortzonen – og nu, fire år senere, er tiden så inde til det femtende album i rækken. Produktiviteten har med andre ord været højere tidligere i karrieren, og lad det være sagt med det samme – ved første gennemlyt fristedes jeg desværre også til at sige det samme om inspirationen.
Nuancerne folder sig dog klarere ud over tid, og en del af My Dying Brides force er, når de smider mere død ind i deres blødende melankolske doom-univers, som i den massive 'Her Dominion'. Stainthorpe growler sig hele vejen igennem denne kontante åbner, mens Andrew Craighans guitarfigurer chugger og riffer skiven lækkert fra start, og Shaun MacGowan lægger både keys og violinstrøg til ligningen uden hverken at tippe ud i overdrevet eller pynte som ligegyldigt fyld i baggrunden.
En kontant og ukompliceret åbner, inden vi når til førstesinglen, 'Thornwyck Hymn', hvor alt lyder mere som det My Dying Bride, vi kender. Med delikate harmonier og skælvende lidelse i stemmebåndet, og med guitarleads, der minder umiskendeligt om Gregor Mackintoshs (Paradise Lost) ditto. Udover en instrumental sektion på halvvejen, hvor Craighan og MacGowans paletter går op i en højere enhed, er den dog lettere forglemmelig, i modsætning til den efterfølgende single, 'The 2nd of Three Bells'. Efter den plukkende gravkammer-intro tager nummeret fart med flere guitarharmonier og masser af luft i kompositionen til at ånde – før intensiteten for en stund stiger fire minutter inde med huggende markeringer og flere bjørnevenlige brøl fra Stainthorpe, for kort derefter at vende tilbage til grundtemaet. Et smukt og varieret nummer, hvor de stadig demonstrerer deres tæft for gode kompositioner, og et indlysende højdepunkt på pladen.
Min meget langsomt døende brud
Selvom 'The 2nd of Three Bells' ikke nyskaber deres lyd på nogen måde, så er det dog først efter den, at jeg overvældes af en umiskendeligt monoton eftersmag. 'Unthroned Creed' snøvler sig afsted i gentagelser og lange, åbne akkorder, med meget lidt dynamik at komme efter. 'The Apocalyptist' varer 11 minutter, og den føles desværre endnu længere, selvom den sådan set gør betydeligt mere for at bryde op undervejs. Harske start/stop-markeringer i verset. En lidt dovent eksekveret opbygning tre minutter inde. Overdramatiske brøl i et dvælende vers. Udover de sidste tre minutter, hvor instensiteten forløser sig, særligt imellem Craighan og hans guitar-sidekick Neil Blanchett, føles 'The Apocalyptist' som en uinspireret ørkenvandring, og ligeledes den ligegyldige 'A Starving Heart', hvor det nærmest kun er det levende spil fra trommeslager Jeff Singer, der på nogen måde står ud.
Efter de to sejtrækkere føles 'Crushed Embers' nærmest opløftende, med MacGowans gennemgående, lækkert indfølte violinstrøg, der dog væver rundt ovenpå samme grundtone de første seks minutter. Ganske vist går det obligatorisk langsomt i My Dying Bride-land, men 'Crushed Embers' havde vundet på at være skarpere komponeret, omend det tonale fald i sangens sidste minutter virker effektivt som underbygning af den lange, sørgmodige intro.
'A Mortal Binding' er en skuffelse, ingen grund til at lægge skjul på det. Ikke på grund af lyden, der ligesom forgængeren er håndteret af Mark Mynett, og han har sådan set gjort et rigtig godt job. Instrumenterne er godt separerede i lydbilledet, men går også godt i ét, når kompositionen er derefter. Der er højt til loftet, og alt står skarpt. Stainthorpe mestrer også fortsat både den rene melankoli og det brutale brøl, ganske som jeg i øvrigt oplevede til en af mine bedste koncertoplevelser i 2023, i december i London, og det kræver altså sit at kunne levere på stemmepragten 30 år inde i karrieren.
Problemet er til gengæld simpelthen kompositionerne, sangskrivningen, der virker halvhjertet, hvor alt for lange gentagelser uden musikalske nuancer til at retfærdiggøre det bare gør 'A Mortal Binding' til en blodfattig affære meget af vejen. Som om den lange pause imellem udgivelser har givet bagslag, og de ikke har fundet det rette gear endnu, tilbage på den høje piedestal de befandt sig på for blot et årti siden.
Tiden går, klokken slår, og på 'A Mortal Binding' går tiden, med enkelte undtagelser, desværre alt for langsomt ...