Synderegistret: My Dying Bride
Populær
Hvor gemmer doomperlerne sig i My Dying Brides omfattende virke? Her inden deres 15. studiealbum 'A Mortal Binding' lander har vi lyttet bagkataloget igennem og giver jer en gennemgang fra bund til top.
Meget er sket, siden My Dying Bride blev dannet i 1990 ud af Yorkshire-regionens tunge muld. Doomgenren havde hidtil taget mere udspring i den klassiske heavy metal, og med deres eget afsæt i dødsmetallens brutalitet satte de, sammen med bl.a. Yorkshire-kollegaerne fra Paradise Lost og Anathema, hurtigt dødsdoomen på dagsordenen.
Der skulle dog ikke gå mange år, før dødsmetallen blev nedtonet, og deres unikt doomede udtryk fandt andre afgreninger. Og således har My Dying Bride med vekslende besætning konstant holdt liv i karrieren, med nyudgivelser, EP'er, DVD'er og hvad-har-vi med få års mellemrum lige siden. En karriere, der indtil videre har budt på 14 studiealbums, med et nyt lige på trapperne.
Inden det lander har vi derfor, som en servicepligt til vores doomentusiastiske læsere, lyttet op på alle pladerne og rangeret dem fra bund til top, så også du kan danne dig et overblik over, hvor doomguldet er begravet.
OBS. Dette vedrører KUN deres studiealbums. Der eksisterer også et væld af EP'er og compilations, samt det glimrende overflødighedshorn af et boxsæt 'A Harvest of Dread' – og her vil vi særligt anbefale 'Trinity'-compilationen, der samler flere af deres tidlige EP'er under samme tag – men for overskuelighedens skyld vil det dog kun være de deciderede albums, vi behandler her.
14. Evinta (2011)
Da My Dying Bride fyldte tyve år som band valgte de at fejre det med denne symfoniske udgivelse, hvor de med referencer til temaer og tekster fra de forgangne år kastede sig ud i den neoklassiske genre. 'Evinta' er på den måde snarere at betragte som en art remix-udgivelse, og resultatet er mere kuriøst end reelt givende. Lucie Roches operatiske vokal passer godt ind i helheden, men projektet virker som et underligt miskmask af højdepunkter fra karrieren, der er tilfældigt sammensat uden at føre nogen vegne.
Jeg vil dog gerne give den en meget lille cadeau for at være fortrinlig at falde i søvn til – men det er nu mest en bivirkning af den generelle kedsommelighed, der præger denne udgivelse.
13. A Map of All Our Failures (2012)
Efter den nostalgisk bagudskuende 'Evinta' vendte My Dying Bride tilbage til det velkendte på 'A Map of All Our Failures'. En lang, tung og sørgmodig sag, der ganske vist leverer trofast på livslede, men mangler melodierne, der sætter sig. Kontrasterne, der sælger varen. Biddet, der går lige i struben. Kun momentvis i titelnummeret og 'A Tapestry Scorned' får vi lidt af den saft og kraft i sangskrivningen, der lettere får os til at bære over med tomgangen andre steder på pladen.
At deres rytmeguitarist gennem 14 år, Hamish Glencross, blev fyret herefter, og at pladen forlængst er glemt i deres live-sæt, undrer ikke.
12. The Ghost of Orion (2020)
Efter en særligt smertefuld periode for bandet, hvor Craighan for anden gang mistede sin guitarist-sidekick i Calvin Robertshaw, samtidig med, at Stainthorpes datter gennemgik et tungt kræftforløb, blev 'The Ghost of Orion' om muligt et endnu mere trist og personligt værk, ikke mindst for Stainthorpe selv, end vi er vant til. Den nyindskiftede guitarist Neil Blanchett når ikke at sætte meget af et fingeraftryk på pladen, men til gengæld udmærker pladen sig ved nogen for dem usædvanligt ambiente og dvælende øjeblikke, som i 'The Solace', hvor feedback og operatisk gæstevokal fra Wardruna åbner for nye sider af bandet.
Selvom 'The Ghost of Orion' sine steder smager mere af at være et personligt projekt for Stainthorpe, så er den dog stadig en spændende udgivelse, der viser, at My Dying Bride tør andet og mere end blot at køre den på rutinen.
11. Songs of Darkness Words of Light (2004)
Der er en ulmende stemning over denne skive. Dels på grund af de stemningsfulde bidrag fra nyindskiftede keyboardist Sarah Stanton, men også qua teamworket mellem guitaristerne Craighan og Glencross, der sjældent har søgt så dystre afkroge sammen som her. 'And My Fury Stands Ready' er så tung, så tiden nærmest står stille undervejs, mens 'My Wine in Silence' helt anderledes drømmende gengiver ånden fra 'Disintegration'-era The Cure. De disharmoniske keys og morbidt huggende riffs i åbneren 'The Wreckage of My Flesh' viser ganske vist lidt mere tænder fra starten, end vi får indfriet senere hen, udover da lige på den lidt aparte dramatiske 'Catherine Blake', men teksturerne og de lidt friere strukturer undervejs er noget af det, der hjælper 'Songs of Darkness Words of Light' bedre på vej, på trods af den mildest talt uinspirerende titel.
10. 34.788%...Complete (1998)
Det eksperimentielle sidespring. Martin Powell forlod bandet, violinen var væk, og i stedet valgte Craighan, Stainthorpe & co at lave den her ene plade, hvor de ville føre alle deres skøre idéer ud i verden, og tilmed pakke dem ind i et cover med et underligt, sløret billede af en edderkop, bare for reaktionen.
I praksis er idéerne dog ikke så skøre, som meningsdommerne gør dem til. Altså udover det åbenlyse trip-hop-fejltrin, der er 'Heroin Chic', men pladen rummer nu stadig flere highs end lows. 'Apocalypse Woman' er båret af trommeslager Bill Laws groovy puls. 'Under Your Wings and Into Your Arms' ligger stilistisk helt naturligt i forlængelse af 'Like Gods of the Sun'-stilen, mens det stadig er dybt uforståeligt, at den, af MDB at være, forholdsvis episke doomperle 'The Whore, the Cook and the Mother' ikke får mere omtale – men det er jo tilsyneladende bandlyst at tale positivt om denne plade. Der mangler ganske vist lidt struktur og nuancer undervejs, men '34.788%...Complete' var nu alligevel et forfriskende pust, inden de vendte tilbage til den velkendte MDB-hylde.
9. A Line of Deathless Kings (2006)
Normalt kan man dårligt kalde My Dying Bride riff-heavy, men 'A Line of Deathless Kings' er undtagelsen til reglen. En relativt ligetil plade, der dét til trods stadig har de bevægende lag af tristesse og harmoniske progressioner til at gå lige i føleren. Ikke mindst på 'I Cannot Be Loved' og 'Lámour Detruit', der begge udmærker sig ved at folde sig mere og mere ud, som de skrider frem, mens åbneren 'To Remain Tombless' er den bedste af de mere kontante skæringer på pladen.
Desværre lider pladen under at være påfaldende frontloaded, så hvis du har fået nok efter de første fem numre, gør det egentlig ikke så meget.
8. The Light at the End of the World (1999)
En retur til det velkendte efter '34.788%...Complete'. Ganske vist fortsat uden signatur-violinen, men ikke desto mindre doom af den lange, tunge skole, hvor Stainthorpes growls også vender tilbage fra tid til anden. Calvin Robertshaw havde forladt bandet forinden, og dette er den eneste plade i diskografien, hvor al guitar er indspillet af Andrew Craighan selv. Om det er den faktor, der gør, at 'The Light at the End of the World' mangler lidt af den bredde, vi finder andetsteds i karrieren, kan meget vel tænkes, for vi kommer ikke udenom en vis fillerkvote her.
Omvendt er der dog også evergreens som det poetisk smukke titelnummer, den dødsmetalliske 'Christliar', den nærmest progressivt vidtfavnende 'Edenbeast' og live-klassikeren 'She is the Dark'. Fire MDB-klassikere, der i sig selv varer 40 minutter tilsammen – måske de bare skulle have efterladt resten på klippebordet.
7. As the Flower Withers (1992)
Debuten. Udover en demo og en EP var det hér, det hele startede, og hvilken start. My Dying Bride udsprang af dødsmetallens verden, men havde allerede her sans for de dramatiske opbygninger, lige fra de vævende harmonier, der indleder 'Sear Me', til det abrupte dødspace tre minutter inde, og alle de twists der følger resten af nummeret ud. En glimrende åbner inden den hidsige, korte 'The Forever People', der stadig ofte finder plads ind i livesættet, omend det uden tvivl er 'The Return of the Beautiful', der står stærkest og trækker tydeligst tråde til det My Dying Bride, der følger.
Aaron Stainthorpe holdt sig udelukkende til det dybe growl på dette tidspunkt, men materialets brutale natur taget i betragtning bidrager det kun til charmen her fra deres spæde år, hvor doom metallen endnu var i det formative stadie - og deres poetiske og eksistentielle livslede bliver først for alvor forløst på plade året efter.
6. For Lies I Sire (2009)
Violinen er tilbage! Denne gang fra Katie Stone, der kun lige indspiller pladen, før hun er ude af MDB-folden igen, men ikke desto mindre finder hun en fin balance, ligesom Martin Powell dengang, hvor hun kun tager buen i brug i afmålte doser, så det virker dét mere effektivt. Samtidig er vi ude i noget af det mest melodiøse og dynamisk varierede materiale, bandet har produceret på denne side af årtusindskiftet, hvor især Craighan og Glencross' samspil samt trommeslager Dan Mullins' mest imponerende trommeperformance i karrieren løfter pladen over det meste af deres output i nyere tid. Endelig må vi ikke glemme Stainthorpe, der nailer den ideelle balance mellem højstemt skønsang, eksistentialistisk tungsind og så lige det undtagelsesvist hidsigt blackede indspark, 'A Chapter in Loathing'.
'For Lies I Sire' er virkelig en undervurderet plade, spækket med sange der går lige i øregangen, tilpas varierede og pakket ind i en produktion, der hverken er for slikket eller blodfattig.
5. The Angel and the Dark River (1995)
En gedigen klassiker, der lagde standarden for det My Dying Bride, der følger. Dødsmetallen var udfaset, ligeledes Stainthorpes growls, og 'The Angel and the Dark River' er således deres første rendyrkede doomplade. De har næppe nogensinde spillet en koncert uden at inkludere den fænomenale åbner 'The Cry of Mankind' med den konstant oscillerende melodilinie, som resten af instrumenteringen væver sig omkring.
Sammenlignet med de senere bedrifter virker dele af pladen en smule underspillet, hvor der godt kunne være lidt mere struktur til at holde sangene fokuserede her og der - det ændrer dog ikke ved, at klassikere som førnævnte åbner og den dystre 'From Darkest Skies' med dissonante keyflader undervejs er urokkelige og toneangivende for, hvorfor My Dying Bride udviklede sig til sådan en sværvægter indenfor doom-genren.
4. The Dreadful Hours (2001)
Ovenpå den lettere haltende 'The Light ...' er 'The Dreadful Hours' den selvsikre fortsættelse, tilbage i doomeliten. En plade, der giver plads til mere bid og aggression, og i det hele taget bevæger sig bredt indenfor alt det, der kendetegner My Dying Bride. Tristessen, Stainthorpes poetiske lyrik, harmonier, disharmonier, kontrasterne fra det underspillede til det bastante. Dog med vægten på det stærke teamwork mellem guitarister Glencross og Craighan, hvor violinen fortsat er ude af billedet, og Jonny Maudlings keys kun spiller en sparsom rolle. Pladen er spækket med idéer, og selvom de fleste sange ligger i 7-10 minutters-rangen bliver det aldrig hverken overmættet eller langtrukkent. Hvis du dog foretrækker din doom mindre kompleks, kan det godt være, du skal søge videre til fx 'The Angel and the Dark River'.
Den afrundende genindspilning af 'The Return of the Beautiful' fra debuten er i øvrigt blændende, ikke blot for den bedre produktion, men også fordi man virkelig kan høre, hvor meget mere bid der er kommet i Stainthorpes growls med årene.
3. Like Gods of the Sun (1996)
En plade, der har det med at dele vandene. Doomafficionadoer brokker sig over, at sangskrivningen bliver lidt for mainstream og 90'er-konform, mens de mere udefrakommende og/eller melodisk disponerede hylder, at MDB for en gangs skyld skærer numrene mere ind til benet og demonstrerer en mindre dvælende, mere energisk side af sig selv.
Hvad end ben du står på, så er 'Like Gods of the Sun' den nemme introduktion til My Dying Bride, hvis du er nytilkommer. En plade fyldt med hitpotentiale, uden det dog gjorde de store underværker for dem i samtiden, men både 'A Kiss to Remember' og titelnummeret er stadig faste dele af live-repertoiret, Martin Powells violin tilføjer behændige doser af blødende melankoli udover hele pladen (for sidste gang i øvrigt), og Stainthorpe har da også adskillige gange udråbt den som sin egen MDB-favorit. Vi kan godt forstå hvorfor.
2. Feel the Misery (2015)
Ovenpå albummet med den selvprofetiske titel 'A Map of All Our Failures' forlod Glencross bandet - og det åbnede døren for Calvin Robertshaws retur på den seksstrengede, for første gang i 17 år. 'To Shiver in Empty Halls' er dog hans eneste sangskrivningsbidrag til pladen, en huggende og kontant dødsdoomtraver, hvor Stainthorpe også får serveret nogle af de mest hidsige growls overhovedet fra denne senere del af karrieren. Pladen blev, ligesom 'Turn Loose..' og 'The Angel...', indspillet i Academy Studios i Yorkshire, og således er 'Feel the Misery' på alle fronter en return to form, hvor Andrew Craighan får flettet masser af harmonier, dual guitars og variation ind i MDB-maskineriet. Det munder ud i deres mest solide værk fra start til slut på denne side af årtusindskiftet, men som alligevel af uransalige årsager gik ram forbi doomconnaisseurernes næser dengang i 2015.
Et værk, der revitaliserede MDB-brandet, og atter gjorde dem relevant i det øverste lag af doomhierarkiet – omend for en alt for kort bemærkning, da Robertshaw allerede var ude igen i 2019.
1. Turn Loose the Swans (1993)
Der er en grund til, at ethvert metalmedie med respekt for sig selv gang på gang kårer My Dying Brides anden fuldlængde som den vigtigste i hele karrieren. Vi har også selv gjort det tidligere i vores Metaldiktator om pladen, for 'Turn Loose the Swans' er vitterligt en milepæl ikke blot for MDB selv, men for hele doom metal-genren. Det er her, Stainthorpes rene vokal kommer i spil. Det er her, Powells violin virkelig træder i karakter. Det er her, deres sangskrivning udfolder sig med al deres idérigdom, mens deres sans for opbygninger og kontraster står skarpest, og de dødsmetalliske rødder samtidig tilføjer mere kant til helheden. Og sådan kunne vi fortsætte – men vi kunne også blot henvise til førnævnte Metaldiktator her for videre redegørelse.
En vild udgivelse på alle parametre, og en plade, som de fleste doommusikere måler sig op imod, når de skal spille med de kunstneriske muskler.