Et elegant fremskridt
Potentialet var der sidst vi anmeldte Posterity – nu får vi forsmag på netop det. ’Feed Us to The Machine’ varsler godt for det danske bands fremtid.
Kingdom of the Damned
Interlude
Ther Serpents Curse
Harbingers of Death
Sidst vi stiftede bekendtskab med Posterity var det med et spændende lyt, der dog havde sine begrænsninger. Den røde tråd var ikke specielt tydelig, og et højere ambitionsniveau var savnet.
Nu, tre år efter udgivelsen af ’Jacta Est Alea’, vender danskerne retur – med et højere ambitionsniveau.
Der er sket en del i Posterity-lejren siden 2021. Steve Schenk er kommet til på guitar og sætter et potent aftryk på bandets lyd. Den tydeligste og mest åbenbare ændring er dog forsanger Niks Frosts tone og fraseringer. Her er vi gået fra en lettere generisk omgang hardcore-vokal til dybere og tungere døds-growl. En kedelig effekt af længere tids sygdom, der har påvirket stemmebåndet. Det positive er naturligvis, at det klæder bandets musik.
Over en bred kam er sangskrivningen bedre. Den er tungere, hårdere og vi får en række kompositioner, hvor bandet har fastholdt den charmerende, ”old-school” tilgang til produktionen. Det lyder rustent, gustent og uden den nutidige tendens til at være overproduceret. Ud over lysten til at eksperimentere og medlemmernes generelt udmærkede kundskaber, er dét et af bandets helt store forcer.
Åbningsnummeret ’Bloody Waters’ er et decideret stærkt nummer. Posterity har succes med at skabe et groove-tungt univers, der emmer af ubehag. Perfekt eksekveret med mindeværdige riffs, flankeret af en fin vokalveksling mellem det rå dødsgrowl og ildevarslende hvisken.
Med undtagelse af ’Interlude’ er de resterende numre også ganske fint skrevet, uden dog at nå åbningsnummeret. Man kan derimod spørge sig selv, hvad vi egentlig skal bruge et interlude-nummer til, når det står fuldstændigt alene og ikke fungerer som decideret bro mellem numrene. Nummeret er i sig selv fint komponeret og står godt som kontrast til numrene før og efter, men man kunne godt ønske sig, at det var indarbejdet bedre.
Hertil er bandet stadig et stykke fra en genremæssig rød tråd. Der bliver groovet, breaket, leget med progressive elementer og inkluderet symfoniske elementer, der skaber referencer til den moderne, melodiske deathcore. Et lettere skizofrent musikalsk univers, der nok skaber variation, men også har tendens til at splitte frem for at samle udgivelsen.
Med de aber dabei, så er ’Feed Us to The Machine’ et flot skridt fremad for det danske band. En version 2.0 af Posterity, der nu fremstår meget mere interessant og lyttevenlige end tidligere, uden der er gået på kompromis med sangskrivning.