Metallicas revanche Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5e/c1/83/-XTJ7180-6-1504392221.jpg
02. September 2017    

Metallica trak både det nye og tunge skyts frem, da de lørdag aften indledte deres efterårsturné med en københavnsk koncert. Den cementerede, at thrashens første stadigvæk er de største!

Kunstner
Spillested
Dato
02-09-2017
Distributør
Genre
Trackliste
1. Hardwired
2. Atlas, Rise!
3. Seek & Destroy
4. Through the Never
5. The Day That Never Comes
6. Now That We're Dead
7. Dream No More
8. For Whom the Bell Tolls
9. Halo on Fire
10. Breadfan
11. Fuel
12. Moth Into Flame
13. Sad But True
14. One
15. Master of Puppets

Ekstranumre:
16. Fight Fire with Fire
17. Nothing Else Matters
18. Enter Sandman
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Det virkede næsten symbolsk, da Megadeths 'Symphony of Destruction' bragede løs, en halv time før Metallica gik på scenen. Selvom bandets gamle guitarist Dave Mustaine næppe anede i spåkuglen, at dét ville ske i Royal Arena 2. september 2017, da han skrev klassikeren i 1992. Sangtitlen kan ikke være mere beskrivende for den revanche, Metallica tog efter de tre middelmådige koncerter, bandet leverede med en syg Hetfield i front, da verdensbandet skulle indvie hovedstadens nye multihal tilbage i februar.

Den ene af de fire koncerter blev som bekendt aflyst – og tak for det! Ellers havde Metallica næppe holdt verdenspremiere på deres efterårsturné i København, hvor Ulrich på dagen udtalte i Ekstra Bladet, at ”vi kommer med en superfed sætliste, der blander nyt og gammelt og gode overraskelser".

Trommeslageren holdt sit ord; på godt og ondt, afhængig af ens forhold til de 18 numre, der strakte sig over to timer og 20 minutters koncert, hvor destruktion er eneste rette ord for den sønderknusende og forbilledlige lyd, der var tæt på at få den milliarddyre arena til at smuldre. Hold nu kæft, hvor lød det tungt, når først Metallica-toget tonsede af sted under klassikere som ’For Whom the Bell Tolls’, ’Sad But True’ og ’Seek & Destroy’ – der overraskende allerede kom som koncertens tredje nummer.

Jovist, Lars Ulrich holdt sit ord om overraskelser, og minsandten om ikke ’Through the Never’ kom lige efter den udødelige klassiker fra 'Kill 'em All'. En absolut sjældenhed i Metallicas show, der understregede, at den berømte sorte plade er meget mere end ’Nothing Else Matters’ og ’Enter Sandman’, der naturligvis lukkede showet. Et show, der bød på halvdelen af numrene fra sidste års kritikerroste ’Hardwired... To Self-Destruct’.

”That’s a lot of new songs”, sagde James Hetfield selv undervejs, og det må man give den 54-årige frontmand ret i. Metallicas bedste plade i 20 år eller ej, så var seks numre måske for meget – især når den bedste, ’Spit Out the Bone’, ikke var blandt. I stedet fik vi den tunge satan ’Dream No More’, den overflødige ’Now That We’re Dead’, hvor alle fire bandmedlemmer i midterstykket slog på kasser som en blanding af Slipknot og Safri Duo, mens Metallica imponerende innovativt og havde små insektlysende droner snurrende rundt over bandet i den fængende ’Moth into Flame’.



”That was fuckin’ cool!” konstaterede Hetfield efter den blændende scenografi, hvor gruppen konstant anvendte små firkantede skærme – som en slags old-school tv – hejst op og ned under numrene. Showets nye setup var absolut gennemtænkt i lige så høj grad, som Ulrich gennemtæskede trommerne. Den fik ikke for lidt pondus fra de fire musikere, der tydeligvis ikke ville skuffe danskerne endnu en gang. ’Breadfan’ og’ Fight Fire with Fire’ cementerede, hvor benhårdt bandet havde intentioner om at brække nakken på det headbangende publikum, der som altid tog stolt imod den hjemvendte landsmand bag det violette trommesæt.



Nej, hverken lydforholdene eller udførelsen fejlede det mindste denne aften. Om hele seks af de nyeste numre så sendte nogle af de 15.000 gæster halvskuffede hjem, er et helt andet spørgsmål. Kiss’ Gene Simmons udtaler ofte, at bandet ikke gider skrive ny musik og da heller aldrig spiller andet end deres hits fra storhedstiden i 70’erne under koncerterne, for publikum kommer ikke for andet. På den ene side har bassisten muligvis ret, men på den anden side indrømmer manden også, at han og hans band har været en dinosaur uden relevans i 30 år.

Den indstilling møder man netop ikke hos Metallica, der aldrig har set sig tilbage. De skriver ikke ny musik for ikke at spille den. Respekt for det og en finger til de evige brokkehoveder, der altid beklager sig over, at hele ’Kill ’em All’ ikke bliver spillet i sin fulde længde. Metallica spiller, som Metallica skriver musik anno 2017. Lev med det – tvivlsom sætliste eller ej, så kunne Metallica næppe være i mere sprudlende form efter 36 fuckin’ år som thrashens første og største!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her