Japansk fornyelse

Boris udfordrer igen både sig selv og musikscenen med nyt udspil. Man ved aldrig, hvad man kan forvente af kulttrioen fra Japan. De har altid været uprætentiøse i den forstand, at de aldrig har ladet sig tilstandsbetegne af en dronegenre, som ellers så villigt har taget dem til sig og gjort dem hellige og ufejlbarlige.

Siden den succesfulde "Pink" fra 2005, har bandet bevæget sig ud i ydre afkroge af musikkens mange territorier, hvilket er sket på div. sideprojekter med blandt andet Sunn0))) og Merzbow.

Overraskende og flersporet er "Smile" også, som med sine musikalske beskrivelser af sind og værd, nærmest synes drømmende i flere af sine kompositioner. Dette gør sig blandet andet gældende for åbningsnummeret "Flower, Sun, Rain", som - med sin lange intro og en forløsende crescendo - associeres med syremusik fra 60erne, ligesom et sjælende lag også bemærkes i den smukke industrielinspirerede ballade, "My Neighbor Satan".

"Smile" er kun det andet album med Boris, som har vokal på samtlige numre (den første var den enestående "Amplifier Worship" fra 1998). Foruden de to nævnte numre består pladen af tre hurtige, meget udsyrede rocksange, som med deres ureserverede vildskaber ville gøre selv forbillederne i Melvins stolte. Disse rockskæringer bidrager Takeshis vokal en god del charme til. Specielt i "Laser Beam" passer den vildt forvrængede surfervokal godt.

Hvor det dog går galt, er på de numre, som er mere typisk for Boris, nemlig dronenumrene "KA RE HA TE TA SA KI –No Ones Grieve" samt pladens sidste, udøbte sang. Disse to mærkværdige (anti)titler fungerer optimale, når guitarerne flyder, og de lavmælte flader tager over, men mister desværre pondus ved vokalens indtræden. Der opereres ganske vist med en generel komisk distance hele pladen igennem, men det bliver momentvis så ufrivilligt morsomt, at man - frem for at lege med - i stedet bander i frustration.

Den udøbte sang bliver yderligere akkompagneret af SunnO)))s Stephen OMalley på betydningsbærende mareridtsskinger guitar, hvilket burde være endnu en grund til at stryge vokalen og lade instrumenterne tale deres eget sprog.

"Smile" er dog stadig fuld af innovative guldperler, og bør etiketteres som det lettest tilgængelige Boris til dato. Det er et album, der er godt at begynde et yderst spændende musikalsk bekendtskab med, ligesom skiven heller ikke vil skuffe de, som allerede har set det interessevækkende i et band, der imponerende bliver ved med at forny sig for hvert eneste udspil.