Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Neurosis-frikvarter 1

Populær
Updated
Neurosis-frikvarter 1
Steve von Till slipper mægtigt fra det hele på sin nye, lavmælte, sparsommelige men også hypnotiserende soloplade. Det sker kun sjældent, at man falder over en plade, der formår at frembringe ægte skønhed i det demoraliserede. Neurosis er et af de meget få metalbands, der gang på gang har haft succes med denne binære kobling, og Nick Drake er den mest gudbenådede af alle singer/songwriters hvad angår fremførelsen af sørgmodig musikalsk adonis.

På Steve von Tills tredje soloalbum, "A Grave Is a Grim Horse", er fusionen mellem ophavet Neurosis og inspirationskilden Drake fremtrædende. Og i vekselvirkningen mellem disse to tematisk fordærvede brødre, genremæssigt dog vidt forskellige artister, bliver der lavet udelukkende store sange, elleve af slagsen.

Modsat Scott Kellys "The Wake" udviser Von Till forståelse for det dynamiske, og pladens skæringer bevidner en musikalsk begejstring, som gør ham mere interessant end Neurosis-broderen.

Det er også en lavmælt akustisk plade, Von Till har komponeret. Musikken er også hér sparsommelig, men omkvædene er af en mere hypnotiserende slags, vokalen er mere berettende og lyrikken er uafrystelig. Skivens soniske nedtoning til trods, hersker der ondskabsfulde faktorer på "A Grave Is a Grim Horse", som gør pladen tung og smertefuld. Dynamisk.

Som så mange andre metal- og rockmusikere har gjort gennem tiderne, fortolker også Von Till folk- og countrysange. Det bliver til sange af Lyle Lovett, Mickey Newbury, Townes van Zandt og – ja, rigtig nok - Nick Drake. Og det er sidstnævntes sang, "Clothes of Sand", der kan ses som en slags hymne for Von Tills plade. "Strange Clothes of Sand" bliver her en metafor for menneskets skrøbelighed. En destruerende opløsning.

Og skrøbelig er "A Grave Is a Grim Horse" også - faldefærdig er den dog langt fra. Den er nøgen og ærlig, dyster, sort som helvede selv, men smuk mere end noget andet. Det er pladen, der forener os med verden. Det er pladen, der hylder livet, men som ikke er bange for at knibe øjnene sammen og se ind i mørket. Det er pladen, der tager den smalleste sti, men som samtidig maler åbne musikalske horisonter for os.

Det er evigt vedkommende kunst.

Titel
A Grave Is a Grim Horse
Label
Distributør
Karakter
666