Én er ikke nok
Crocell har ændret sin arbejdsmetode og udfordrer både EP- og albumformatet med sine nye udgivelser, hvor bandet i samarbejde med to producere har skabt to selvstændige EP'er under ét banner.
1. Chariots of Hellfire
2. Lustrous Bayonets
3. Cauldron of Attrition
4. By Demons and Devils
Funeral Bliss:
1. Marching as One
2. Scornful
3. Rapture
4. Funeral Bliss
"Metallens halvt århundrede lange favntag med album-formatet slækkes i disse år".
Citatet ovenfor er taget fra artiklen 'Vagttårnet: Har I formatet?', hvor EP-formatet blev diskuteret ud fra en observation af, at metalbands tilsyneladende oftere bruger EP-formaet, end man så det tidligere. Og der blev desuden stillet spørgsmålet "Hvad skal vi overhovedet med albummet i 2020?".
Spol frem til 2021 og Crocell har sat det hele lidt på spidsen. For nok er bandets udgivelse en EP og lige en EP mere, men da de to udgives samlet, får lytteren stadig et album i spilletid. Og så er der en mening med galskaben bag en dobbelt-EP-udgivelse som denne, hvilket de flittigste læsere af Devilution naturligvis allerede har læst i interviewet, vi publicerede godt 2 uger tilbage. Det handler om en kunstnerisk ambition, der stak af i to lidt forskellige retninger.
At det er to EP'er forsøger Crocell også at gøre klart og tydeligt på udgivelserne. Der er to titler, 'Baptized in Bullets' og 'Funeral Bliss', begge med fire numre på. Der er indspillet med to forskellige producere, hvor Quentin Nicollet har taget sig af førstnævnte i Black Sun Audio, mens Jacob Bredahl har produceret den anden i sit Dead Rat Studio. Brad Boatright har sørget for, at de to indspilninger ikke stikker uforeneligt af fra hinanden med en passende mastering.
Kaos, storhed og punket kant
Det kan godt være, at bandet har følt, de var begyndt at stikke af i forskellige retninger, men de er udført af samme hold, og selvom forskellen ikke er som nat og dag, er der dog forskelle udover dem, man finder i produktionen. 'Baptized in Bullets' har et lydbillede, hvor der er åbnet op for den kaotiske stemning, hvilket sammen med musikken giver dødsmetallen en blacket atmosfære og en duft af lidt ældre Behemoth. 'Funeral Bliss' er mere kontant og stram i det, man kan genkende bandet fra den første EP i musikken, som også har sin del blacket dødsmetal, men der er en samtidig flirten med en mere simpel punk 'n' roll-tilgang.
Crocell har - fortjent - fået en del ros her på Devilutions spalter flere gange gennem årene. På 'Relics' fik bandet mest ros med på vejen, når der blev gået mod mørket fra black metallen. Det er endnu mere tydeligt i dag, at black metallen helt klart inspirerer Crocell, og ved at give slip på bandets traditionelle facon, hvor der i fællesskab slibes kanter på musikken, så den lander i den interne opfattelse af Crocells musikalske identitet og tilbud til lytteren, så synes musikken fornyet. Legesyg. Og det er der, de nye nuancer kommer til. Hele setuppet med to forskellige studier, producere og så videre, er spændende i sig selv, og giver en afveksling, det er klart. Men det er også spændende, når nye idéer kan få lov at leve forbi blufærdigheden i, om noget nu er "Crocellsk nok". Tag et riff som det, der kommer lige før 2.30 i 'Scornful'. Det simple riff, der primært består af et rytmisk og gradvis bend på strengene kunne fint komme fra Alice in Chains, men skaber et kort pusterum i dødsmettalens favntag, og tages kreativt med videre til en tung og stemningsfuld afslutning på nummeret. Måske ville et riff som dét være blevet kvalt tidligere, men nu får det lov at leve, for der har været grønt lys i hele lejren til at prøve nyt.
Vejen videre
Det er selvfølgelig ren spekulation, men facit er, at Crocell ikke kun på papiret er gået nye veje. Det korte EP-formats mulighed for at prøve ting af, er udnyttet, mens der samtidig med dobbelt-EP-formatet er leveret tilstrækkeligt med kød til en albumfornemmelse, for dem som foretrækker muligheden for længere tid i selskab med det band, man har sat sig for at høre.
Der er afveksling mellem de to udgivelser, men ikke mere end at de passer sammen, ligesom variation mellem numrene på samme EP ikke skaber forvirring for helheden. Dobbeltudgivelsen er interessant, ligesom det bliver spændende at se, hvor bandets lydbillede så skal hen efter denne udgivelse, der varsler nye tider for Crocell.