Tredje gang i høj grad lykkens gang
Melodiske Hardline med Johnny Gioeli i spidsen har udsendt album nummer tre, som distancerer de to foregående - og udmærkede - album fra gruppen.
Fede, fede guitarriffs kombineret med stærke melodier og en stemme, som i den grad skærer igennem. Dét er de tre absolutte styrker ved Hardlines tredje udspil "Leaving The End Open". Og det er jo ikke hvilke som helst styrker, vi her har med at gøre. Men styrker, som rent faktisk gør album tre stærkere end de to foregående. Hvilket siger ikke så lidt.
Første album, "Double Eclipse", kom pænt hypet på gaden helt tilbage i 1992. Hypen skyldtes Gioelis samarbejde med den fantastiske Journey-guitarist Neal Schon, der inden da også havde gjort sig ovenud heldigt bemærket hos Bad English. "Double Eclipse" havde et par stærke højdepunkter, men var en noget ujævn affære. Efterfølgeren kom først ti år senere, og her havde Gioeli allerede involveret sig på succesrig vis som sanger for den tyske guitarist Axel Rudi Pell. "Hardline II" havde så Josh Ramos på guitar. Et lille tab, men han gjorde det faktisk fint. Og det gør han også her på "Leaving The End Open". Et album, som ud over de tre omtalte styrker bestemt også udmærker sig ved ikke at have svage punkter. Så man kan roligt sige, at ujævnhederne er udjævnet.
"Leaving The End Open" består af et fint mix af rocksange og ballader. Langt de fleste af dem med hitkvaliteter. Et nummer som "Voices" har energien, og numre som "Start Again" og "Before This" er klare radiohits, og balladerne "Leaving The End Open", "Bittersweet" samt "In This Moment" sidder lige i skabet. Og som lækre krydderier har vi et par halvtunge og riffbårne sange i "She Sleeps In Madness" og "Give In To This Love".
Men hvad er det så, der gør, at "Leaving The End Open" ikke rager sig en topkarakter til sig? Det er først og fremmest trommeslageren, som sine steder virker forstyrrende i sit spil. Men ikke nok til at afskrække på nogen måde. "Leaving The End Open" holder.