Fjenden: Copenhell 2014, onsdag

Fjendens spirituelle krigere aflægger rapport fra årets festival på Refshaleøen.

Debriefing: Fjenden begiver sig i denne artikelserie ind på Copenhells territorium. Formålet med denne tredages mission er tydeligt: Ved selvsyn at besigtige festivalen og erfare, om Fjendens antagelser om folkelighed, pølse-nostalgi, musikalsk konservatisme, fadøls-drevet oprørsleg, masse-fordummelse og generel Grøn Koncert-syge egentlig har noget på sig, eller om der blot er tale om Fjendens private spøgelser, skabt i et usundt klima af lediggang, isolation og misantropi?

Fjenden deler sig i to

I anledning af årets Copenhell havde Fjenden i ønsket om en både bredt favnende og dybdegående dækning delt sig i to taktiske enheder: Mens en elitær stormdivision dækkede festivalen fra en Forward Operating Base på Refshaleøen, havde hovedkvarteret i Nordvest yderligere forskanset sin position med henblik på at yde maksimal artilleristøtte til tropperne på jorden.

I et tidligere indlæg fra Fjendens hånd opridsede vi en kritik af Copenhell med udgangspunkt i metalscenens såkaldte ”farlighed”: Hvis metal vitterligt skal handle om ”et alternativ til mainstream”, hvorfor skal vi så trækkes med de samme gamle headlinere, de samme gamle sange over PA’et i ølteltet, den samme fjogede Sunny Beach-hedonisme inklusiv grill-os, den massive dominans fra musik, der er så udstanset, at selv de mest forudsætningsløse metal-jomfruer må føle, at de hele tiden er tre akkorder foran bandet?

Kort sagt, hvori er det, at Copenhell adskiller sig fra alt det andet, som ”mainstream” og ”populærkultur” har at tilbyde?

Hvis dette alternativ til mainstream skulle vise sig at eksistere, har Fjenden hermed forpligtet sig selv til at rapportere om det med et fuldstændig afbalanceret sind og således lade tvivlen komme festivalen og dens mange deltagere til gode. På denne måde måtte de individer, der deler Fjendens synspunkter, og derfor har afholdt sig – også i år – fra at tage på Copenhell, kunne blive enten positivt overraskede eller skadefro forvissede ved at følge med i de følgende afrapporteringer fra Fjendens udsendte i Helviti og omegn, udført med intuitiv kontakt til Førerbunkeren i Nordvest, hvor den anden halvdel af Fjenden mediterende suger næring fra de højeste sfærer.

ONSDAG: 11.06.14 - MÅNEN I SLANGEBÆREREN - FEMTENDE DAG I MÅNENS CYKLUS.

Denne dag er i traditionel forstand satanisk med fokus på en intens dyrkelse af den indre slange, dagen, hvor astrale strider udkæmpes, og retfærdigheden beskyttes. Dagen, hvor umiddelbar glæde vil efterfølges af lang tids skuffelse.

HQ - Nordvest

Stadig bedøvet af Seroquel påbegynder fjenden den obligatoriske meditation kl. 07:00, og efter 30 minutters intens energiudladning direkte gennem sjette chakra står fremtiden helt tydeligt frem: Betingelsesløs overgivelse til Fjendens formål og guddommelige ikon-status er uundgåelig. Fjendens modstandere vil blive udraderet totalt, og den sorte engels visdomsord skal få alle andre til at træde den rette sti. Udmattet efter den clairvoyante seance falder Fjenden i dyb, trance-lignende søvn, indtil hjemmesygeplejersken fra Distriktspsykiatrien ringer på døren, til rutinetjek af Fjendens mentale tilstand.

Efter en gåtur og en opdatering af Fjendens kronikertilskud går turen til gruppeterapi, hvor Fjendens altoverskyggende karisma slavebinder alle og får dem til at føle sig som den del af den sande kosmiske evighed.

Den efterfølgende yogasession bliver udført med adræt perfektion, hvorefter Fjenden tager hjem for at indtage dagens fem-grønsagers-salat og bønne-chili med den tilhørende uhellige grønne linser/brune ris-kombo.

Fjenden hader kødædere over alt andet. Deres totale mangel for respekt for naturen – den ægte satanismes tempel – og deres komplette mangel på indsigt i, hvordan kost og spiritualitet hænger sammen, tydeliggør kun nødvendigheden i at bekæmpe denne underudviklede og altødelæggende "kultur". Det kræver dedikation, selvbegrænsning og afholdenhed at komme i kontakt med den ægte ondskab, som er forplantet i os alle, dybt nede i instinkterne såvel som allerhøjest oppe, i vores sjælelige selv.

Fjenden ER i kontakt med de dybeste såvel som de højeste af frekvenser, der hvor mørke visioner om den dystopiske fremtid hviskende bliver afsløret. Derfor er Fjenden uendeligt selvsikker og ikke til at skræmme, hverken af pinligt selvhøjtidelige internet-kritikere, det etablerede systems journalister eller scenens diktatoriske booking-hierarki. Ingen af dem kan ramme Fjenden, selv om de jævnligt truer med udelukkelse, de-credibilisering eller latterliggørelse. De vil alle blive afsløret én efter én som de hykleriske, overfladiske og talentløse parasitter, de er.

Efter en kort, transcendental korrespondance med Fjendens anden halvdel, der er udstationeret på Copenhell, bliver vi enige om, at dagens mål er Iron Maiden: Et band, der har været skindødt og uvæsentligt siden 1992 udgivelsen af 'Fear of the Dark', og som allerede på det tidspunkt, i sammenligning med samtidige metalnavne og -udgivelser, i bedste fald kunne betegnes som et soft rock-band. Indsigten i dette udbrændte bands irrelevans får Fjenden til at glemme alt om en anmeldelse af deres nyeste album, og Fjenden sætter i stedet The Afternoon Gentlemens 'Pissedography' 12"-vinyl på. Mesterværk.

FOB - REFSHALEØEN

Ti minutter efter ankomst ved skumringstid, og fordommene står allerede i kø for at blive bekræftede: Luften er fed af osen fra tusinde sydende svineprodukter. Stanken (kun danske Fossils, hvis koncert Fjenden tidligere på dagen forbigik, ville kunne kalde det en ”duft”) blander sig med regnvådt grus, tobaksrøg og diskret førstedagsfestivalsved, hvilket fortynder den tiltrækkeligt til, at kvalmen kan holdes på afstand. Alle har mindst én fadøl i hånden og ansigtstræk som en onanerende 13-årig. Den kliniske strissermusik fra scenernes PA-systemer er, fuldstændig som forventet, overproduceret, og instrumenterne fritlagt, således at alle de ”fede detaljer” på guitaren og trommerne bedre kan høres i larmen fra konkurrerende metalhits og beduggede tilråb. Begivende sig mod hovedscenen købes en alt for dyr øl i plastickrus, og da festivalens hovednavn Iron Maiden indtager scenen, står Fjenden med sin uendelige zen-tålmodighed blandt det ikke helt unge publikum og venter på, at noget interessant skal ske.

Der sker ingenting. Ingen verdens ting.

Den telepatiske kommunikation mellem HQ og FOB meddeler, at tiden er inde til rituel indtagelse af et par stærke skunk-spliffs og alkohol med henblik på at åbne Fjendens fjerde chakra nok til at få indblik i den sociale dimension af Copenhell, gennem en række ukomplicerede, afvæbnende ”samtaler” med dumglade og teenageberusede metalfans fra hele Norden.

Især finnerne virker særligt glade, ingen af dem bekymrer sig om at være hippe og smarte – hvilket er stærkt skadeligt for ethvert spirituelt arbejde – alle hviler tilsyneladende godt i den fælles reference ”noget med metal”, og Fjenden tænker, at det måske er på det sociale plan, festivalen kan overraske, nu da selve plakaten er så indlysende røvkedelig.

Under påvirkningen af rusmidler bliver tærsklen for fornuftig mistro mod evig hengivenhed fra fremmede kraftigt nedsat, hvilket virker helt passende nu, da det det er den beviste hensigt at få indsigt i netop den påståede fælles metal-ånd, der skulle trives og dyrkes her på festivalen. Selv dette trip bliver højst sandsynligt trættende efter tre dage. Konstant nærværende i Fjendens sind er visheden om, at det hele falder sammen, hvis den bestandige leverance af fadøl, Jägermeister og diverse psykoaktive kemikalier skulle udeblive.

Aftenen går med uinspirerende og gement pøllede koncerter, blandt andet med verdens vel nok kedeligste guitarist Zakk Wyldes Black Label Society og de danske ”sydstats-rockere” Helhorse. Det hele er lige efter bogen, der bliver råbt ”Scream for me, Copenhell!”, og publikum råber med – alle 20 gange. The Psyke Project lukker Pandæmonium-scenen og bliver det eneste musikalske indslag på dagen, der kommer bare 1000 km i nærheden af at være modbydeligt, men selvfølgelig langt fra tilstrækkeligt til at kunne overbevise Fjenden.

Mens Copenhell-folket vil have letfordøjelig fest med rigelige mængder kaloriefri mainstreamrock, er Fjendens ideal at overvære hårrejsende og originale musikalske udfordringer, der beriger ånden uden at forbigå kroppen. Denne grundlæggende og åbenlyse interessekonflikt vil utvivlsomt nage og bore i Fjendens begejstring under de to resterende dage.