House of Franco #201 Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/25/88/a1/11737926-10153190347022946-825151578302235630-n-24-1449496051.jpg
07. December 2015    

Krigsguden startede december med Lightning Bolt på Jazzhouse.

Spillested
Dato
01-12-2015
Genre
Koncertarrangør
Forfatter

1. December: Lightning Bolt @ Jazzhouse

For nogle år tilbage gav Lightning Bolt mig nedsat hørelse på Lades Kælder, selvom jeg prøvede at gemme mig på toilettet. Jeg glemmer aldrig den koncert. Min gode ven Scott Heller fra Øresund Space Collective har en dB-måler, som han engang påstod målte Conan i Ungdomshuset til 130 dB, hvad der jo får Motörhead til at lyde som Kandis på en stille aften på Damhuskroen. Jeg var til den famøse Conan-koncert, Lightning Bolt på Lades Kælder var højere.

Nu var det igen tid til masochistisk tortur, da Rhode Island-duoen kiggede forbi København i det noget mere tjekkede Jazzhouse. Jeg blev mødt i baren af min kønne veninde og Roadburnmakker Nanna, snuppede en øl og et par earplugs. Stedet var proppet og udsolgt. Rygtet om noiserockduoens volumenvoldtægt af publikum og deres sidste album 'Fantasty Empire' – som ryger højt på min årsliste – har nok ikke skadet. Albummet er dog noget mere rocket end tidligere plader, så måske ville denne koncert blive mere "normal" end min forrige med Lightning Bolt.

Det var næsten lige så bestialsk som Lades Kælder-showet. I præcis en time blev jeg og publikum ritualslagtet på groveste vis med 'Fantasty Empire'-numre som 'The Metal East', 'Over the River and Through the Woods' og 'Horsepower' samt skæringer fra 'Hypermagic Mountain' og 'Earthly Delights'. Der var rigtig god lyd på Jazzhouse denne aften, og det hjalp utroligt meget. Jeg var glad for, at duoen ikke spillede længere tid. En time var perfekt.

Jeg havde glemt, hvor meget humor der egentlig er i bandet. Trommeslager og sanger Brian Chippendale bar en halv wrestlingmaske og fyrede jokes af konstant, modsvaret af bassisten Brian Gibson som ikke fortrak en mine, mens han hamrede løs på sine ultradistortede fire strenge. På et tidspunkt blev en dynejakke kastet over JAZZHOUSE-skiltet, så der nu stod ZZHOUSE, hvorefter Ligtning Bolt spillede en psykotisk version af ZZ Tops 'Sharp Dressed Man'. Efter bogen, som man siger.

Lightning Bolt har en hel unik lyd, som er svær at beskrive, men fans af danske Fossils var nok ikke gået helt galt i byen denne støjende tirsdag. Jeg var spændt på, om Jazzhouse var det rigtige sted for bandet. Det var det. Kudos til lydmanden og Rhone Island-duoen. Koncerten er at finde på min Top 5 over årets bedste shows. Fik jeg endnu mere nedsat hørelse denne gang? Ikke synderligt. Men der er nok heller ikke så meget at ødelægge efterhånden.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her