RB 24: (re)Defining Roadburn - din guide
Roadburn Festival skaber trends, gør små navne større og udfordrer grænserne for, hvad man kan henregne til tung musik. Men i festivalens hjerte er der stadig plads til kernepublikummet, og vi giver dig her en guide til nogle af de bands, der lyder allermest som Roadburn.
Ofte er det bands, der både er kommet på festivalen flere gange eller som har fået æren af at spille mange gange på samme festival. Og selvom der er “gode gamle” gengangere som Thou, Sleep og andre gode bands, så er der stadig bands, der om noget er inkarnationen af Roadburn Festivalen.
Vi starter med Chelsea Wolfe, der “kun” spiller på festivalen for anden gang i år. Sidste gang hun spillede på Roadburn er 12 år siden, og i denne omgang spiller hun to koncerter i Europa, så hun er også lidt af en sjælden fugl. Når Chelsea Wolfe alligevel er en definerende musiker for Roadburn skyldes det, at hun kombinerer alt det, som roadburnerne elsker: Doom, folk og lidt gothic, og det er nærmest givet, at hun kommer til at fylde Main Stage torsdag aften i prime time.
Også Birds In Row kommer til at spille for udsolgte huse, når de for anden gang gæster Roadburn. Første gang var i 2019, og her var de blandt de heldige til at spille på hedengangne Het Patronaat, som vi tager os selv i at savne hvert år. Birds In Row er også kravlet op i scenestørrelse, og denne gang danner The Terminal rammerne om deres post-hardcore, der er blevet lidt mere voksent siden deres første udgivelse for et årti siden.
&t=1s
Darsombra har til gengæld aldrig spillet på Roadburn, selvom de var booket til festivalen i 2020. Der er løbet meget vaccine i åen siden, og dette år er det altså lykkes. Darsombre er et af de sære bands, som man nærmest kun snubler over på Roadburn og små nichefestivaler og de vil med deres visuelle/auditive optræden skræve hen over grænsen mellem performancekunst og livemusik. Og det kan nærmest kun ende som et kultband for de få, der finder vej til (og kommer ind på) Hall of Fame fredag eftermiddag.
Die Wilde Jagd var også noget af et cirkus at komme ind til, sidst de spillede på festivalen i 2022. Inden da fik de æren af at opsætte 'Atem' til Roadburn Redux i 2021, og samarbejdet med festivalen og særdeleshed Walter Hoeijmakers, hjernen bag det hele, virker både tæt og varmt. Det er derfor ikke nogen overraskelse at Die Wilde Jagd i år opsætter et af de i alt 4 commissioned acts, som Roadburn er kendt og elsket for. Det bliver i samarbejde Metropol Orkest, der i 2019 fik festivalen til skælve til Triptykon og Tom G. Warriors opsætning af Celtic Frost’s 'Requiem' trilogi. Der er altså nærmest ikke nogen tvivl om, at Die Wilde Jagd skriver ny Roadburn-historie med deres særlige optræden på Main Stage søndag eftermiddag.
&t=3s
Hollandske DOOL skriver nok knapt så meget historie, men har til gengæld været knyttet til festivalen siden de udgav deres debut i 2016, og hvor de fik æren af at spille på legendariske og meget lille side-venue, Cul de Sac. Nu er de på programmet igen - lidt mere voksne og med lidt mere liveerfaring, hvilket også afspejles i at de denne gang er booket til festivalens største scene, Main Stage, hvor de slipper deres mørke, doomede heavy-rock løs fredag aften.
&t=1s
Og vi slutter med det, man måske i virkeligheden kunne kalde for “lyden af Roadburn”. Khanate, frontet af Stephen O’Malley. Det er ikke Sunn, men det lugter lidt af det og det er tungt, beskidt, smadret og i så mange lag, at det er vanskeligt for selv et par ret gode højttalere at følge med. Vil man have lyden, inkarnationen, følelsen af Roadburn, så er Khanate det sted, man skal gå hen for at få den. Det bliver simpelthen ikke mere… tja… Roadburnsk, og som fotografen nok meget rigtigt påpegede: “Hvis man ikke kan huske Stephen O’Malleys navn, så tror jeg man får klippet sit armbånd”. Jeg tror han har ret, og koncerten lørdag aften på Main Stage bliver en af dem, man IKKE skal gå glip af. Med mindre man altså bor i København og er ledig på mandag d. 22. - så spiller de nemlig på Basement.