Vi lyder, som vi lyder

Et mareridt om Roky Erickson blev til en sang: Interview med Jonathan fra koncertaktuelle svenske Graveyard.

I sidste nummer af Devilution var vi meget begejstrede for pladen 'Hisingen Blues', der er nyeste udspil fra svenske Graveyard. Vi sendte derfor medlemmerne fra bandet en række spørgsmål, og fik svar retur fra deres guitarist, Jonathan Ramm.  

Hvorfor titlen 'Hisingen Blues'? Hvad er jeres forhold til Hisingen; Er det en selvbiografisk plade?

– Rikard skrev titelnummeret, mens han boede i Hisingen, og nummeret repræsenterer pladen sigende vis. Der er ingen direkte selvbiografiske elementer på pladen, men alle teksterne bygger på egne oplevelser.



Graveyard leger med mange genrer - herunder blues, doom, rock n' roll og instrumental - og samtidig er jeres udtryk både episk og direkte samt alvorligt og legende. Hvor kommer denne alsidighed fra?

– Det kommer overalt fra: Via musikken, vi lytter til og hverdagen, vi befinder os i. Ikke ét bestemt sted fra.

Jeg er imponeret over, at I tilsyneladende upåvirket benytter jer af fløjt ('Longing'), håndklap og "gospelkor" ('Ain't Fit to Live Here') samt en relativt feminin vokal ('RRS') - ingredienser, man ret så sjældent hører i det musikalske univers, hvor Graveyard hører hjemme. Er I altid så åbne, når I skriver sange? Er alt tilladt? Og kan du berette om det sjoveste, mærkeligste eller mest uventede, som skete under Hisingen-processen?

– Vi har aldrig haft det for øje at lyde som et specielt hårdt band, og vi har aldrig forsøgt at tilpasse os et bestemt fan-segments forventninger. Vi spiller den musik, vi gør, uden at forsøge at lyde på én bestemt måde. Det er helt enkelt: Vi lyder, som vi gør. Alt må være tilladt, når vi spiller, ellers bliver det jo hverken sjovt eller naturligt for os, og det er først og fremmest for morskabens skyld, at vi i det hele taget spiller.

I har skrevet en sang baseret på et mareridt om Roky Erickson ('The Siren'). Hvordan skal det fortolkes? Hvad betyder Roky for jer, og er der andre musikere, der har givet jer onde drømme?

– Axel har skrevet teksten til 'The Siren', men præcis hvordan den skal fortolkes, ved jeg ikke. Det må være op til lytteren. Der er ikke andre end Roky, der har givet os mareridt, men der er jo nok at tage af i rockverdenen, så måske det sker. Roky samt The 13th Elevators har i øvrigt altid være en stor inspirationskilde for os.

Det overraskede mig, at 'Hisingen Blues' udkom på Nuclear Blast. Hvordan kom I i kontakt med dem, og hvordan har samarbejdet været indtil videre?

– Det kom også som en overraskelse for os, men vi er oppe at køre over at være hos dem, og vi tror stenhårdt på et godt samarbejde. Det er vores manager, der har stået for at få kontrakten i hus med Nuclear Blast.

Hos Nuclear Blast deler I selskab med flere store navne på. Hvilket NB-navn er I mest stolte over at være "under samme tag" med, hvis nogen overhovedet?

– Cathedral og Accept.

Der sker stadigvæk mange ting på rockfronten i Sverige. Lytter I selv meget til svensk musik?

– Ja, mange. Kebnekaise, Jan Johansson, Hansson och Karlsson, José Gonzalez, The Soundtrack of Our Lives, Dundertåget, The Hellacopters, Bombus, Entomed - blot for at nævne nogle.

Omslaget til 'Hisingen Blues' virker mindre undergrund end coveret til jeres første plade? Var I selv med i cover-processen og - i fald I var - kan I fortælle om, hvilke idéer der ligger bag?

– Omslaget er lavet af en god ven til os, Ulf Lundén, som i øvrigt spiller i Bombus. Han står bag hele coveret - fra idé til produkt.

Hvilket albumcover er det bedste nogensinde? 

– Godt spørgsmål. Det må enten bliver Fleetwood Mac's 'English Rose', 'Dressed to Kill' med Kiss eller den første plade med Black Sabbath. 







Det nye titelnummeret er udgivet som en limited 7" picture vinyl, som allerede er udsolgt. Kan man se frem til flere vinyl-singler?

– Der kommer sikkert flere, ja.



Graveyard spiller desuden på The Rock i København d. 4. maj.