Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Morgendagens Stjerner: Lucer

Populær
Updated
Morgendagens Stjerner: Lucer

Lucer er opstået ud af asken fra L.A Collection og er i den grad et band, der er på vej ud i verden. Bandet var sidste år på en 30-dages europaturne med Mike Tramp, og det har givet det unge band tørst efter meget mere. Læs her, hvilke tanker Lucer har om fremtiden.   

Kunstner

Hvem er med i bandet?
Lasse Bøgemark – vokal, bas
Anders Bøgemark – guitar
Jonathan Nørgaard – trommer

Hvordan startede bandet?
De to Bøgemark-brødre havde spillet sammen i nogle år under navnet L.A. Collection, og der havde været forskellige trommeslagere, da de tilfældigt mødte Jonathan, der arbejdede i en sandwichbiks på den anden side af gaden over for brødrenes arbejdsplads – her blev grunden til Lucer lagt.

Hvor var jeres første øver?
På loftet over Lasse og Anders' forældres glarmesterværksted (det er også her, brødrene arbejder som glarmestre). Et trekantet rum, som rent symbolsk passer glimrende til vores trio, men da stedet ligger blandt en masse private boliger, måtte vi finde et andet sted, hvor vi kunne larme mere. Og det har vi fundet.

Hvor var jeres første koncert?
Under denne konstellation var første show på Lions And Barrels på Østerbro i København, Jonathan var lige kommet med, og der var tre shows i rap. Der var ikke mange mennesker til showet, men det var en sindssygt fed oplevelse, og de, der var der, fortalte, at det var den rigtige konstellation.

Hvem har fået øje på jer?
Det er kommet lidt slag i slag, vi har fået opbakning fra mange forskellige mennesker. Som for eksempel Martin ”Love Gun” Jensen, der har huset vores shows mange gange både på High Voltage og Sin City. Michael Andersen, som ejer Target Group/Mighty Music og har hjulpet og sindssygt meget (udover at udgive vores plade selvfølgelig), blandt andet med at skabe kontakten til Mike Tramp, som fungerer som en slags mentor for os. Vi har været på en europatour med omkring 30 shows med Tramp, og det har været med til at skabe vores fanbase uden for landets grænser.

Hvad har været jeres største koncert?
Som Lucer har det største show (rent publikumsmæssigt) været i den knallertklub, hvor vi også filmede vores første musikvideo – der var vel 1500 mennesker. Oplevelsesmæssigt var det i fredags til vores eget releaseparty, hvor vi præsenterede vores nye plade for første gang – det var så stort at få så meget opbakning. På vores tour med Mike Tramp var vi også fungerende backingband til det første show, som var til en festival foran 15.000 mennesker i Stuttgart – det var fandeme sindssygt.

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?
Den oprindelige stil var en anelse hårdere end det, der er at finde på debutpladen, og både før og nu er det svært at finde nogen at spille med, da vi ligger på grænsen, mellem hvad man i mangel af bedre vil kalde poprock og hard rock. Det der med genrer er skide svært at definere, men for os er vi jo bare Lucer.

Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?
Vi var i Medley Studios hos Søren Andersen, og det er vildt at stå og indspille sin debutplade mellem de vægge, hvor så mange store danske plader er blevet lavet. Så skal det tilføjes, at Søren er verdens mest behagelige menneske at arbejde sammen med, så at der er en så positiv og varm vibe på pladen, har i høj grad noget at gøre med det samspil, vi havde i studiet.

Hvad er jeres inspirationer?
Mange af inspirationskilderne til sangteksterne kommer fra,  hvordan vi ser og oplever verden omkring os på godt og ondt. Fokus har hele vejen igennem været at skrive den gode sang, i stedet for stiløvelser eller at smide røgslør. Den musikalske inspiration har været bands/kunstnere, der kan skrive hits, såsom The Cardigans, The Hellacopters, Oasis, Robbie Williams og mange flere. Grunden til, at vi har valgt rock, er, at vi ikke kan andet.

Hvad er jeres drømme?
At komme så langt som muligt med vores musik – vi har allerede set, at udlandet er glade for det, vi kommer med, så det er et KLART mål at komme ud over landets grænser med den her plade. Vi føler helt klart, den har styrken til det. Når man allerede på så tidligt et tidspunkt har så mange jobs oppe under neglene, er det fedt at kunne mærke, at det er det her, man vil. Så det er vores drøm, at vi kan komme ud at spille vores musik for folk.

Hvordan vil I nå dem?
I en verden, hvor kommerciel rockmusik ikke rigtig findes, har vi lavet en plade med sange, man kan synge med på, så vores håb er, at vi kan få fat i folk, som normalt ikke hører musik med guitar på, og gå en form for mainstreamvej. Når det så er sagt, er det rockpublikum, vi har mødt rundt om i Europa, de sejeste og mest dedikerede mennesker, som vi vil elske at komme tilbage og spille for!

Hvordan vil I virkelig IKKE ende?
Det ville være synd, hvis man om fem år kunne finde os som en eller anden fast del af en jamaften eller som husorkester på en bar. Vi vil det her 100 %, og vi vil hinanden 100 %, så den sammenhængskraft, der er mellem vores musik og vores forhold til hinanden, er altafgørende for os –  og det ville blive flået i stykker, hvis vi skulle gå på kompromis med kernen af bandet, nemlig musikken.

Hvor meget opbakning har I fra baglandet (forældre, skole, venner, job, kærester etc.)?
FULD opbakning! Brødrenes forældre er altid at finde, når vi spiller job i nærheden af København (faktisk også når det er lidt længere væk), og kæresterne synes bare, det er fedt for os, at det går så godt, som det gør nu. Jonathan er den eneste af os, som går i skole, og da vi i september/oktober var væk 1½ måned med Tramp, blev der bare bakket op, og han kunne gennemføre semestret alligevel!

Sidst, men ikke mindst, har vi et kæmpe bagland af ”gamle” fans, som trodsede vejr og vind i fredags og sørgede for, at der var kø ind til High Voltage i det meste af en time op til vores releaseshow – det er fantastisk at have så mange dedikerede venner og fans. TAK!