Copenhell 23: Arbejdsdag i pagt med djævelen

”Gå glip” skrev Svend Brinkman. Og det efterlevede skribenten, samt glædelige gensyn om torsdagen på Copenhell.

Copenhell 2023 markerer for mig, at det er 10 år siden,jeg var på festivalen for første gang. Det blev dog til en lang pause fra 2016, hvor jeg kun var der på en endagsbillet for at høre Black Sabbath. Sidste år skulle jeg havde været med, men blev forhindret af eksamener. De andre år prioriterede jeg egentlig bare at sidde og høvle dåsebajere og bornholmersnaps i en campingstol til Roskilde Festival. 

Men dengang for 10 år siden var vi 16 år, og løb halvberusede rundt på bakken til Danzig og fejlede eklatant i at tænde smøgerne fra den pakke Prince, vi på mystisk havde anskaffet os. Vi er sgu nok lige så fattige nu, som dengang, men vi behøver ikke hjælp fra tvivlsomme familiemedlemmer, og at kigge os over skulderen foran cigaretautomaten, for at fylde os med giftstoffer.  

Nå, men torsdag på Copenhell startede med at jeg mødte op på arbejde klokken 08:00. Det er dog kun et studiejob, så jeg havde fri klokken 11:00, hvilket betød, at jeg lige kunne nå at spæne hjem på cyklen og spise en solid frokost, og bagefter hjule afsted og nå 20 minutter af Dirt Forge. Det lød godt og så kunne jeg stå og savle over deres gode smag i forstærkere, der stod og prydede Gehenna-scenen. Fin måde at starte festivaldagen på. Dagens helt store sammenfald var dog at Testament skulle spille lige efter, hvilket var mit og vennernes personlige hovednavn præcis 10 år tidligere. 

Glædeligt gensyn
Vi skulle selvfølgelig op foran, og gense vores teenagehelte. At genopleve Testament stå i varmen og brage west coast thrash af på Helviti med næsten samme vennegruppe, som da vi debuterede festivalen for 10 år siden, var et glædeligt og nostalgisk foretagende.   

De spillede som de skulle, det var tight og vellydende, og Chuck Billys brøl var intakt. Og så var det bare for fedt at se Alex Skolnick lire den ene virtuose og smagfulde solo af efter den anden. Til sidst til ’Into the Pit’ kunne jeg da heller ikke dy mig længere, og jeg gav min rygsæk til min ene ven, som en anden stumtjener, og kastede mig ind i circle-pittet. Det eneste, der manglede, var egentlig bare Chuck Billys halve mikrofonstativ, som han jo ellers plejer at bruge som grydeske til de pits, som altid opstår til deres koncerter. 

Gik glip af 20 stjerner på 5 timer
Efter Testament var jeg lige inde og vende i Presseteltet hvor jeg stødte på et par kolleger. Efterfølgende var det planen, at vi samtlige fremmødte fra redaktionen skulle mødes til Electric Callboy. Det gik dog ikke så godt, da vi dårlig nok kunne finde hinanden. Når vi endelig gjorde, var det få af os, der egentlig gad se det færdig, mig selv inkluderet. Jeg gik derfor også tidligt for at gå tilbage til presseteltet, for at tage hul på denne tekst, og snakke med de kolleger vi aldrig fandt foran Helviti.  

Efterfølgende mødtes jeg med vennerne igen og tog en bajer og en velsmagende svamperisotto med græshopper med i pitten til Gojira for få tiden til at gå inden de gik på. Vi glædede os, for Gojira var uden tvivl hovednavnet for os alle den dag. Koncerten gik endelig i gang og vi blev, som forventet, kastet rundt. Stemningen var for vild og intensiteten var forløsende, men det foregik også meget efter bogen, og så var lyden var ikke prangende, så jeg søgte andre cementgange for at se om det var bedre.

Da koncerten sluttede, måtte jeg skynde mig ind i presseteltet og skrive anmeldelsen, da jeg ville se om det ikke var muligt at nå bare lidt af Green Lung. Men det blev ikke til mere end at opleve koncerten filtreret gennem presseteltsdugen. Skriveriet gik desværre også udover Pantera, så jeg nåede kun det sidste kvarters tid af dem. Jeg var sgu lidt bitter over det, men sådan er det. 

Saltet og pebret peak
På vej til næste koncert fik jeg lige købt en bakke fritter on-the-go så jeg kunne nå over til King Buffalo. Jeg havde hørt en god sjat hjemmefra på forhånd og vurderede, at det nok skulle være et bedre alternativ for mig fremfor Meshuggah. Men det var egentlig under den ensomme gåtur med de, i bogstavelig og overført betydning, pebrede fritter i munden og mayofedtede fingrer, at de sene timer peakede for mig. Nogle kammerater kom og bakkede mig op til King Buffalo, da de ikke gad se Meshuggah. Det var nu hyggeligt, men modsat mig, var de fritstillede til at tage hjem og sove når de ville. Et privilegie, som de med dårlig samvittighed så sig nødsaget til at bruge. Men jeg stod nu også med dårlig samvittighed over, at de skulle stå kede sig, bare for at være solidariske med mig. 

Som arbejdende i pagt med djævelen gik jeg altså glip af Brutus, Green Lung, Pantera og Meshuggah. 4 femstjernede koncerter, som jeg gerne ville have set, men det var jo ligesom selvforskyldt og et vilkår, ligesom for så mange andre frivillige. Men jeg havde altså en god dag alligevel. 

[EDIT] Afsavnet af femstjernede koncerter gik kun meget lidt udover anmeldelserne af Gojira og King Buffalo. I hvert fald ikke nok til at de kunne trækkes op. Så volatil er jeg ikke. Jeg var på arbejde.