Top 5 - Swing and miss – de tvivlsomme opfølgere Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/15/bc/85/81nQOYXYTvL-SL1500--11-1443984610.jpg
04. Oktober 2015    

Denne uges top 5 byder på fem album der skuffede fælt på baggrund af det niveau og den stil, hvert band havde haft på udgivelse(r)n(e) før med de forventninger, som det skabte.

Kunstner

1. Megadeth – 'Risk' (1999)

På førstepladsen har vi et af de dårligste rockalbum nogensinde udgivet af et af historiens større metalbands. ‘Risk’ var for Megadeth, som titlen hentyder til, en satsning – denne gang ud i en mainstream-præget slut-90'er-hard rock-lyd med meget få spor af bandets oprindelige stil. Oven i købet lige efter den eksperimenterende og lettere genreforvirrede ‘Cryptic Writings’, der – selvom den heller ikke var nogen anmelder-darling, da den udkom – bød på en ofte interessant, rocket og sine steder yderst fængende, melodisk thrash. Med ‘Risk’ gik det dog helt og uforståeligt grueligt galt. Det er simpelthen umenneskeligt svært at holde ud hele vejen igennem de 51 minutter og 34 sekunder, som pladen varer fra ‘Insomnia’ til ‘Time: The End’ uden et eneste bud på noget, der ligner et godt nummer, selvom bandet forsøger at skabe hits.

2. Entombed – 'Same Difference' (1998)

I slutningen af halvfemserne havde Entombeds romance med death ’n’ roll stået succesfuldt på i to studiealbums tid – sidst med ‘DCLXVI: To Ride Shoot Straight and Speak the Truth’ – men på ‘Same Difference’ gik det endelig galt. Der var ikke mere død at spore i mixet, Nicke Andersson var smuttet, L.G. Petrov var helt holdt op med at growle, og udover få numre som det udmærkede og næsten hardcore-/crust-punkede ‘What You Need’ er albummet en næsten tåkrummende øvelse ud i mere eller mindre tung, metallisk rock ‘n’ roll, som vakte mindelser om DAD på en umanerligt dårlig dag.

3. Witch – 'Paralyzed' (2008)

På en tredjeplads finder vi, som den eneste plade udgivet efter årtusindeskiftet, det amerikanske band Witchs andet album 'Paralyzed'. Som opfølger til 2006s doom-nyklassiker, den selvbetitlede ‘Witch’, der starter ud med noget nær nyere tids fedeste fuzzede doom-riff, er ‘Paralyzed’ ulideligt uinteressant og anonymt. Oftest uptempo og rock ‘n’ rollet til fordel for doom-tilbedende virker albummet gennemsnitligt og søgt, og bandet er som strippet for debutens charme. Kun albummets anden skæring, 'Gone', er et tilnærmelsesvist interessant bekendtskab, men ingenting stillet op mod selv de dårligste numre på forgængeren.

4. Slayer – 'Divine Intervention' (1994)

‘Divine Intervention’ skulle være albummet, der afbrød Slayers indtil da ubønhørlige stribe af vanvittige albumudgivelser. Dengang i groove metallens storhedstid syntes albummet måske ikke at være den store skuffelse, men det fremstår i dag – blandt andet, men ikke kun grundet udskiftning bag tønderne – allermest som en overambitiøs og rodet omgang leflen for datidens voksende groove metal-bølge sammenlignet med det album, som kom forud – nemlig 1990’s ‘Seasons In Abyss’, hvor bandet stadig dyrkede den lyd, de havde fundet på ‘South of Heaven’; langsommere end ‘Reign In Blood’, men stadig effektivt, tungt og uhyggeligt.

5. Metallica – 'Metallica' (1991)

‘Metallica’ også kendt som ‘The Black Album’ sniger sig ind på en femteplads, men er samtidig denne listes måske mest kontroversielle indslag – nogle elsker det og forelskede sig først for alvor i Metallica her, andre mener, det var albummet, hvor Metallica for alvor udvandende sig selv. Men uanset hvad man mener om kvaliteten, er ‘The Black Album’ pladen, hvor Metallica for alvor brød op med den hårde metal, brød igennem til de mainstream masser og på den måde transcenderede prædikatet “metalband” med over en kvart million solgte eksemplarer herhjemme. Med Bob Rock-producerede hits som ‘Nothing Else Matters’ og ‘Enter Sandman’ blev Metallica allemandseje, og bandets ungdommelige thrash metal var forsvundet.

Hvilke album husker du som de største skuffelser?

Læserkommentarer

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil
Er jeg virkelig den eneste der synes, at Divene Intervention (og Diablos in Musica) er super-skiver? Risk er ganske rigtigt noget værre bæ, men Megadeth formådede en den grad (i modsætning til så mange andre store bands) at rejse sig efter de sløje sen-halvfemsere. Same Difference, Uprising og Morning Star er ved gud ikke noget særligt, men mesterværket Clandestine er også UMULIGT at leve op til. Serpent Saints er da i det mindste et fremskidt. Black Album er KLASSER over Load og især Reload. Death Magnetic er udemærket og gav en lille smule håb om fremtiden. Lulu gider jeg slet ikke forholde mig til. Hvilken "Heavy"-udgivelse er så den største skuffelse? Turbo, Risk, Reload, St. Anger, The Ritual, Iron Maiden med Blæse-Bælgen eller Chameleon? Ingen af dem får prisen. Helloweens Unarmed er den SUVERÆNE vinder af den konkurrence.

SLAYER STYRER (også i 90´erne)

Er jeg virkelig den eneste der synes, at Divene Intervention (og Diablos in Musica) er super-skiver? Risk er ganske rigtigt noget værre bæ, men Megadeth formådede en den grad (i modsætning til så mange andre store bands) at rejse sig efter de sløje sen-halvfemsere. Same Difference, Uprising og Morning Star er ved gud ikke noget særligt, men mesterværket Clandestine er også UMULIGT at leve op til. Serpent Saints er da i det mindste et fremskidt. Black Album er KLASSER over Load og især Reload. Death Magnetic er udemærket og gav en lille smule håb om fremtiden. Lulu gider jeg slet ikke forholde mig til. Hvilken "Heavy"-udgivelse er så den største skuffelse? Turbo, Risk, Reload, St. Anger, The Ritual, Iron Maiden med Blæse-Bælgen eller Chameleon? Ingen af dem får prisen. Helloweens Unarmed er den SUVERÆNE vinder af den konkurrence.

"Paralyzed" er et helt, helt andet album end debuten: Debuten er fremragende stonerdoom, "Paralyzed" er knallertfræs med helt knaldet lyd på specielt Js trommer. Jeg kan godt forstå at man bliver skuffet hvis man forventer mere i stil med den første, men jeg tror der er noget i vejen med en hvis man ikke lader sig rive med snotbollerocken på toeren. Der er noget i vejen med dig, Joakim.

Knallertfræsende Witch

"Paralyzed" er et helt, helt andet album end debuten: Debuten er fremragende stonerdoom, "Paralyzed" er knallertfræs med helt knaldet lyd på specielt Js trommer. Jeg kan godt forstå at man bliver skuffet hvis man forventer mere i stil med den første, men jeg tror der er noget i vejen med en hvis man ikke lader sig rive med snotbollerocken på toeren. Der er noget i vejen med dig, Joakim.

'Metallica' er sgu da et fremragende metal album, bare ikke så thrashet som de foregående. Of Wolf and Man, Whereever I may Roam,Sad but True, The God that Failed, kan sagtens fortsætte lidt endnu. Man kan sagtens svine Metallica, og også med god grund, men så er det med det næste album, Load, hvor de helt forlader metal for at spille rock 'n roll. Det sutter sgu, og er bandlyst fra min samling. Det er 'Metallica' godt nok ikke. "I Hunt, Therefore I Am"!
Kommenteret af NastySavage 06. Oktober 2015
Blandt de 500 mest flittige kommentatorer  -   Se alle kommentarer fra denne bruger (3)

Galt Metallica Album

'Metallica' er sgu da et fremragende metal album, bare ikke så thrashet som de foregående. Of Wolf and Man, Whereever I may Roam,Sad but True, The God that Failed, kan sagtens fortsætte lidt endnu. Man kan sagtens svine Metallica, og også med god grund, men så er det med det næste album, Load, hvor de helt forlader metal for at spille rock 'n roll. Det sutter sgu, og er bandlyst fra min samling. Det er 'Metallica' godt nok ikke. "I Hunt, Therefore I Am"!