Balancekamp mellem det indre og ydre
Populær
Updated
Pumpehuset var ikke helt nær fyldt op, men de fremmødte sørgede for fin stemning til engelske dommedagsdrømme. Inden Anathema skulle på scenen med deres melankolske doom, blev søndagsshowet kickstartet med episke progressive sager fra Frankrig.
Bag navnet Demians gemmer Nicolas Chapel sig: En fyr, hvis musikalske legitimering Porcupine Trees Steven Wilson gentagne gange har sagt god for. Chapel debuterede tidligere på året med sit album, "Building an Empire".
Med dens ambitiøse tiltag, var "Building an Empire" muligvis ikke et særligt originalt men dog ganske vedkommende tiltag på progscenen. Kompositionerne balancerede lige på kanten mellem det delvist prætentiøse og det fint delikate, uden nogensinde at falde igennem. Den svære balancegang er en lille kunstart i sig selv.
En balancegang, der også skinnede igennem live. Her havde Chapel to yderst kompetente musikere bag sig, og som trio leverede de et overraskende og tilmed smukt halvtime langt sæt. (HØ)
Med elementer af galskab og genialitet
Så var det Anathema. Forrest på scenen stod de tre krøltoppe – brødrene Danny, Vincent og Jamie. Man kunne frygte, at bandets atmosfæriske rock med pendanter til Pink Floyd og i mindre grad Radiohead, ville kravle indad og blot lade musikken tale. Men faktisk var især de to førstnævnte, guitarist samt guitarist/vokalist meget "på" og i god interaktion med publikum.
[img]http://heavyjam.dk/img/2618.jpg[/img]Der var en balance mellem det introverte og det ekstroverte, nøjagtig som musikken så flot skildrer dilemmaet. Således var frontmand Vincent på en gang sort i sine udtalelser, dybt fjern og alligevel 100 % tilstede i situationen med humor og samtale med flere af publikummerne.
Anathemas søgen indad og udad på én gang betød visse skønhedsfejl. F.eks. i den rene guitar, der enkelte steder fik "ghost notes" i stedet for egentlige toner og en ellers interessant overgang til "Panic" betød at denne sang kom til at gå hurtigere end det klædte den.
Men spilleglæden, lyden, atmosfæren og de fem glade briter på scenen gjorde, at resultatet samlet set var smukt, nærværende og med elementer af både det gale og det geniale. Der var mange fine sange, heriblandt en fin fortolkning af "Sleepless" under ekstranumrene. Og de gode numre overtrumfede fornemt de få gange bandet blev lidt for navleskuende og indadvendt.
Bag navnet Demians gemmer Nicolas Chapel sig: En fyr, hvis musikalske legitimering Porcupine Trees Steven Wilson gentagne gange har sagt god for. Chapel debuterede tidligere på året med sit album, "Building an Empire".
Med dens ambitiøse tiltag, var "Building an Empire" muligvis ikke et særligt originalt men dog ganske vedkommende tiltag på progscenen. Kompositionerne balancerede lige på kanten mellem det delvist prætentiøse og det fint delikate, uden nogensinde at falde igennem. Den svære balancegang er en lille kunstart i sig selv.
En balancegang, der også skinnede igennem live. Her havde Chapel to yderst kompetente musikere bag sig, og som trio leverede de et overraskende og tilmed smukt halvtime langt sæt. (HØ)
Med elementer af galskab og genialitet
Så var det Anathema. Forrest på scenen stod de tre krøltoppe – brødrene Danny, Vincent og Jamie. Man kunne frygte, at bandets atmosfæriske rock med pendanter til Pink Floyd og i mindre grad Radiohead, ville kravle indad og blot lade musikken tale. Men faktisk var især de to førstnævnte, guitarist samt guitarist/vokalist meget "på" og i god interaktion med publikum.
[img]http://heavyjam.dk/img/2618.jpg[/img]Der var en balance mellem det introverte og det ekstroverte, nøjagtig som musikken så flot skildrer dilemmaet. Således var frontmand Vincent på en gang sort i sine udtalelser, dybt fjern og alligevel 100 % tilstede i situationen med humor og samtale med flere af publikummerne.
Anathemas søgen indad og udad på én gang betød visse skønhedsfejl. F.eks. i den rene guitar, der enkelte steder fik "ghost notes" i stedet for egentlige toner og en ellers interessant overgang til "Panic" betød at denne sang kom til at gå hurtigere end det klædte den.
Men spilleglæden, lyden, atmosfæren og de fem glade briter på scenen gjorde, at resultatet samlet set var smukt, nærværende og med elementer af både det gale og det geniale. Der var mange fine sange, heriblandt en fin fortolkning af "Sleepless" under ekstranumrene. Og de gode numre overtrumfede fornemt de få gange bandet blev lidt for navleskuende og indadvendt.
