Gennemsvedt og sjusket Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/e6/8a/b2/-XSF9240-61-1494327666.jpg
08. Maj 2017    

Trods ihærdig indpiskning fra forsanger George Clarke ramte Deafheaven aldrig storformen fredag aften.

Kunstner
Spillested
Dato
05-05-2017
Karakter
3

Temperaturen var skruet op til over max i Lille Vegas intime rammer fredag aften, da de amerikanske post-black-metallere Deafheaven indtog scenen. Det var med andre ord meget lunt i lokalet, hvilket også skulle manifestere sig senere i showet.

Som et af hovednavnene på årets A Colossal Weekend var forventningerne i tilsvarende grad skudt i vejret til bandet, der fik en kæmpe hype med albummet 'Sunbather' fra 2013.

Det er heller ikke, fordi Deafheaven som sådan er sjældne gæster her til lands med flere shows bag sig. Og med turneer verden over kunne man med rette forvente et sammenspillet band. Men noget var altså galt denne fredag aften.

Ikke hos forsanger George Clarke, som var i sit sædvanlige energiske og teatralske mode, men hos leadguitaristen Kerry McCoy, der vitterligt lignede en, som ikke gad at spille. Og det gik ud over leveringen, hvor flere af bandets ellers så flotte og ikke mindst vigtige melodier blev fremført sjusket. Dertil var lyden også – undtagelsevis – en smule mudret.

Men det var dog ikke noget, som gik nævneværdigt ud over stemningen i salen. Og undertegnede blev da også  – til trods for ovennævnte problemer – suget godt i bandets storslåede univers. Dertil er Deafheaven på alle måder et specielt band, der både tæsker lytteren i jorden med umanerligt stramme blastbeats og tunge riff, for kun at løfte en op med deres nærmest silkebløde og palmeblads-luftige melodier.

'Brought to the Water' fra bandets seneste album 'New Bermuda' skød effektivt koncerten i gang, hvorefter bandet straks gik over i den monstrøse 'Baby Blue' fra selvsamme album, hvor Deafheaven midtvejs pludselig transformerer sig selv til en mindre kopi af Metallica med et tungt og groovy mellemstykke, der for en stund må få selv den mest ihærdige modstander af bandets hybrid-metal til at nikke anerkendende med.

Der blev i hvert fald rykket godt rundt i salen, mens George Clarke med vanlig indlevelse gjorde sit til at piske stemningen op. Og som en anden dirigent også forsøgte at hanke op i sit lidt slappe band denne aften iført den vanlige sorte skjorte, der nu var komplet genmemsvedt.

Først mod slutningen blev der skuet mod føromtalte 'Sunbather', hvor først 'Dream House' og det umådeligt stærke titelnummer skyllede ind over Vega som en massiv melankolsk bølge. En stærk afslutning på et fint show, der aldrig helt kom op at ringe. Bandet lovede, at når de rammer landet næste gang, vil det være med et nyt album i bagagen. Forhåbentlig giver det også et skud tiltrængt ny energi.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her