Copenhell '17: Bæstet bragte solen frem Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/32/2d/c4/19433810-10154519544926671-1199498187-n-28-1498324634.jpg
24. Juni 2017    

Med uoriginal musik og et medrivende show fik Baest brudt Copenhells regnforbandelse tidligt lørdag eftermiddag, hvor de lokkede solen frem og lavede festivalens måske største wall of death.

Kunstner
Dato
24-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

På blot et år er Baest gået fra øvelokalet til at spille på Royal Metal Fest, Wacken Metal Battle og nu Copenhell. Og med en blot 45 minutter lang koncert fik det unge aarhusianske band sparket festen i gang på Pandæmonium-scenen tidligt lørdag eftermiddag. 

Deres Stockholm-inspirede død er ikke original eller fornyende, den er tværtimod det modsatte. Faktisk er den håbløst tilbageskuende og retrospektiv, men dog stadig medrivende og indbydende. Entombed, Bloodbath og Dismember har så sandelig ikke levet forgæves, og publikum tog mere end godt imod det trods de dårlige vejrforhold, der sørgede for en massiv nedbør i koncertens første halvdel.

Trods uvejret fik bandet alligevel fyret et solidt show af med synkronheadbanging, helikopter-headbanging og enkelte krabbemoves, men det var særligt forsanger Simon Olsen, som gjorde en god figur som indpisker.

Vi fik flere numre fra ’Marie Magdalene’-ep’en fra sidste år, ligesom vi fik nye numre fra en kommende debutplade, der angiveligt lander engang næste år. Bandet har ikke umiddelbart udviklet sig synderligt med det nye materiale, der trofast fortsætter stilen fra 1990’ernes svenskerdød, men det førte ikke desto mindre til endnu mere engagement fra det imødekommende publikum.

På opfordring fra bandet fik vi festivalens hidtil største wall of death i år, hvor hele pladsen foran Pandæmonium blev rømmet. Her var den massive nedbør stoppet, og solen blev budt velkommen på bedste manér med et voldsomt tonseri, da groovet på et af de nye, effektive numre blev sat i gang.

Det var tydeligvis imødeset. Baest er langt fra originale, men de er et godt bud på et dansk band, der med tiden kan blive større og større og om et par år spille scener større end Pandæmonium op. Som konferencieren Carsten Holm sagde efter koncerten, er det ikke usandsynligt, at vi om et par år ser Baest på Hades-scenen – eller, hvis de er rigtigt gode, Helviti.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her