Djævelske mestre i ubegrænset sejhed
Devil Master spillede sejt, lød sejt og så seje ud, mens Dödsrit havde sans for melodierne på en fin torsdag aften på Nørrebro.
Lige så ærgerligt som det kan synes, at der ikke var noget lokal support der fik en chance for at lufte vingerne, lige så fantastisk var det i en travl hverdag at kunne få en koncert med første band af to på scenen klokken ni og andet band akkurat gået af scenen tre kvarter i midnat. Devil Master fra USA og svensk/hollandske Dödsrit ville ikke dele deres tourstart med nogen, og de klarede nu også underholdningen så fint selv, at det havde været uforskammet at bede om mere.
Først på scenen var Dödsrit, der få uger forinden udgav 'Nocturnal Will', bandets fjerde album. Et virkelig godt album, hvorfra pladeåbneren ligeledes blev koncertåbneren. Desværre kom 'Irjala', som sangen hedder, lidt amputeret fra start rent lydmæssigt og med et par skønhedsfejl fra Christoffer Öster, der i sin tid startede bandet som et énmandsprojekt. Siden solostarten har han fået kompetente folk med, og der var da heller ingen slinger i valsen hos Georgios Maxouris på den anden guitar, der sammen med forbedret lyd og lydstyrke fik hevet hele bandet op på et fermt niveau. Hans growl supplementerede Östers klassiske black-skrig, og skiftene i vokalstil gjorde godt for musikken.
Dödsrit er black metal med elementer af crust eller punk, men på det seneste har den melodiske tæft virkelig fået lov at tage over. Og den melodiske styrke stod funklende klart i fremragende 'Celestial Will', der gav plads til mangt en næve i vejret i respekt for fede melodier og det samtidige energiske drive fremad i musikken. Men allerede forinden havde den instrumentale 'Utmed Gyllbergens Stig' vist de muskler, bandet har at spille med, når det kommer til melodi og fine guitarharmonier. Lidt af de mere beskidte elementer fik vi i afslutteren 'Apathetic Tongues', hvor Brendan Duffys smadrede bækken passede perfekt ind i det visuelle billede af noget råt og skramlet. Når tourstarten allerede byder på et smadret bækken, så skal det blive spændende, hvor skramlet det kan blive efter et par uger på landevejen.
Her lader vi musikken tale
Der var ikke plads til megen snak fra nogle af aftenens bands. Men dermed ikke sagt, at der var tale om to indadvendte bands, der blot lod musikken snakke. Dog så man en himmelvid forskel på, hvordan Dödsrit og Devil Master angreb det at stå på en scene. Hvor Dödsrit lod til at stå i det tøj, de nu havde haft på dagen før på dagjobbet, så var Devil Master i nitter, kapper, læder, ansigtsmaling og langt garn over hele linjen. Og instrumenter skåret med skarpe vinkler, man kan skære sig på. Nok snakkede ingen bands synderligt meget mellem numrene, men målt i kraftudladningen når først først musikken spillede, så bejlede Dödsrit mere mod den tænksomme bås, mens amerikanerne viste sig som udadvendte og energiske.
Samtidig kunne strengeinstrumentalisterne af Devil Master knap stå stille, når musikken blev fremført, og særligt Darkest Prince, som Francis O'Kane kalder sig i truppen, dansede nærmest på tæerne, elegant som en kat i legehumør. Men mellem numrene var det ned på hug, justere lidt knapper på guitarpedalerne, få en slurk vand eller en tår fra Odense Pilsneren.
Den ultimative anbefaling
Det har ikke skortet med anbefalinger af Devil Master på disse internet-sider med adressen devilution.dk. Alligevel havde aftenens udsendte skribent ikke helt overgivet sig til den blackede dødsrock/heavy/punk, fordi den overdrevne brug af chorus-pedal, trods et unikt touch og et vingesus fra fortidens guitarlirende heavy metal, samtidig betød, at jeg har savnet lidt "oomphf" i mellemgulvet fra tyngde og bund i musikken. Og dermed er det kun blevet til sporadiske lyt i ny og næ til bandets to fuldlængder.
Har man nogensinde følt nogenlunde sådan om Devil Master, så kan det anbefales at tage en koncert med dem! For hold da op, hvor enhver frygt for hurtig metaltræthed blev gjort til skamme. Hvis noget var metal denne aften, så var det Devil Master.
Vi fik en fed start med 'Enamoured in Throes of Death'. Medrivende trommespil, rå vokal og en præsent bas, og så den her interessante guitarlyd, der smed om sig med fede riffs, hvor djævlen i den grad lå i detaljen, og chorus-lyden virkelig blev et es. Publikum var med på legen, og det var som at blive sendt tilbage til dengang man selv faldt for metal, den der nyfundne kærlighed til noget, man fandt lidt vildt og farligt. Og uanset om det var i 80'erne eller ej, så var det 80'erne på genkomst man følte. Da det hele var nyt og spændende. Nok var det oldschool, og hvor det at være oldschool i dag ofte føles lidt som en let gimmick, så føltes det her ægte. Som højeste kvalitet af det tunge stål serveret af nogle, som spiser den slags til morgenmad og giver musikken og udtrykket en seriøs substans.
Der var ikke plads til mange hvil i numrene, der piskede sejt derudaf, men også i længden med en lille fare for at ramme en følelse af gentagelse og monotoni, trods nævnte sejhed. Men kort før den lille pause, der gav plads til at kalde bandet tilbage til et ekstra nummer, så fik vi oplevet Devil Master i et lavere tempo, nærmest tungt og med et groovy swing og festlige hi-hat rytmer på trommespillet. En herlig finte på sætlisten, der lige rensede ud som sorbet-is under et ædedolks-måltid, så hurtige riffs frempisket af ditto trommer igen kunne behage øregangene.
Karakterer:
Dödsrit - 4
Devil Master - 4