Fra lort til stort
Populær
Selv et af klodens bedste rockbands kunne intet stille op på klodens værste spillested. Guns N' Roses kæmpede mod elendig lyd, men sejrede til sidst. Alt for sent, desværre.
2. Mr. Brownstone
3. Chinese Democracy
4. Welcome to the Jungle
5. Double Talkin' Jive
6. Better
7. Estranged
8. Live and Let Die
9. Rocket Queen
10. Whole Lotta Rosie
11. You Could Be Mine
12. New Rose
13. This I Love
14. Civil War
15. Yesterdays
16. Coma
17. Sweet Child O' Mine
18. My Michelle
19. Wish You Were Here
20. November Rain
21. Black Hole Sun
22. Knockin' on Heaven's Door
23. Nightrain
Ekstra:
24. Patience
25. The Seeker
26. Paradise City
Utroligt nok. Man kan tage til provinsen og opleve store koncerter blive afviklet til perfektion i selskab med
Rammstein i Fængslet i Horsens, AC/DC på Dyrskuepladsen i Roskilde og Volbeat i Tusindårsskoven i Odense.
Tag i Parken, og du kan blive taget i røven. Som publikum blev det – hårdt og uden samtykke – da Metallica spillede der i 2004, hvilket medførte, at dagbladenes musikanmeldere dagen efter så sig nødtvunget til at anmelde både koncerten og lyden – der fik 0 stjerner. Lars Ulrich læste kritikken og er siden aldrig vendt tilbage for at spille i betonklodsen. Hvis så bare den danske trommeslager havde advaret sine gamle venner i Guns N’ Roses.
Men desværre. Fireogtyve år efter, at trioen Axl, Slash og Duff sidst stod sammen i Danmark og efter 24 minutters forsinkelse blev Not in This Lifetime-turneen på dansk jord bogstaveligt talt skudt i gang i Parken med bragende pistolsalver, som publikum matchede med imponerende klapsalver.
54-årige Duff McKagan slog sin bas an og satte ’It’s So Easy’ i gang, og øjeblikkeligt stod man i en saboteret suppedas af mishandlede instrumenter. ’Mr. Brownstone’ fulgte efter og led samme maltrakterede skæbne, så selv Parkens samlede spritituslager ikke havde været nok til at drukne ens frustrationer.
I stedet kunne man blot se på og opleve nogle af musikhistoriens største rockhymner som ’Welcome to the Jungle’ drukne i dårlig lyd – på en aften, hvor musikerne åbenlyst havde en god dag.
Sublim spilleglæde
I storhedstiden var de fraværende på stoffer. Nu, 25 år senere, var Guns N’ Roses fokuserede og flyvende.
Slash snurrede rundt om sig selv på et ben, mens han og trommeslager Frank Ferrer jammede ’Double Talkin’ Jive’ i gang, før hele bandet foldede det formidable nummer ud med et hæsblæsende format.
Spillelysten var ikke til at tage fejl. Slash, Duff og rytmeguitaristen Richard Fortus klumpede sig sammen foran Frank Ferrer, som stod de fire musikere i hjørnet på en snusket beværtning og legede lirende løs med hinanden under ’Rocket Queen’, der strakte sig over ti minutter i en blueset version.
Stemmen haltede
Siden gendannelsen sidste år er Axl Rose for længst tilgivet fortidens freakshow, som det han stod i spidsen for på Roskilde Festival i 2006. Den 55-årige frontmand virkede decideret sympatisk og forsøgte ydmygt at yde sit bedste igennem seancens knap tre timer, hvor han åbenlyst ikke var i sit es.
Rose havde lige så meget held med stemmen, som bandets lydmand havde med Parkens akustik.
Værst stod det til halvvejs inde i showet, hvor Roses stemmebånd kom på seriøse afveje under AC/DC’s ’Whole Lotta Rosie’ og ’You Could Be Mine’. Det lød simpelthen skrækkeligt.
Suveræne Slash
Heldigvis havde sætlisten også numre, der ikke krævede de høje falsettoner. Efter knap to timer kom ’Coma’ som forløsningen. Guns N’ Roses tog tung revanche med det ti minutter lange nummer, der tog trumfen som højdepunktet og knækkede den dårlige kurve. På alle fronter. Fra bizart til magisk. Fra lort til stort.
Især takket været en sublim indsats fra Slash, der cementerede, hvorfor den 51-årige krøltop er sin generations største guitarikon. Som han stod der alene i spotlyset og fik det til at se så legende let ud, mens temaet fra 'Godfather' gik over i diskografiens største klassiker ’Sweet Child O’ Mine’.
Et lettelsens suk summede igennem Parkens 48.000 gæster. Det lød pludselig godt, og Axl Rose ramte pludselig tonerne, så der var kraft og saft i ’My Michelle’, der ramte som en syngende led lussing.
Episk afslutning
Og fra rendestenstock til romantik, da Axl Rose kom i sit rette element foran pianoet, og gruppen kastede sig over en sublim fortolkning af det sidste stykke af Derek and the Dominos’ ’Layla’, som Martin Scorsese brugte som teamet til ’Goodfellas’.
Siden teenageårene var det Axl Roses ambition at skrive de episke klassikere. Det gjorde han som bekendt også. Det tog ham ti år at skrive ’November Rain’, mens det angiveligt kun tog Bob Dylan ti minutter at skrive ’Knocking on Heaven’s Door’. Begge numre – med Soundgardens ’Black Hole Sun’ mellem sig – kom med skråsikker hånd fra kollektivet, der koncentreret leverede sangene, som var der indlagt et usynligt undskyld for alle fortidens svigt. Alle de gange, verdens farligste band sjaskede sig igennem shows i en rus af heroin og storhedsvanvid. I 2017 ånder attituden kun i musikken, og den var unægtelig mærkbar i ’Nightrain’, der fandenivoldsk næsten flækkede Parkens betonvægge fra hinanden.
Guns N’ Roses er uforlignelige, når alt går op i en højere enhed. Og det gjorde det på lyksaligste vis igennem den sidste time, der strakte sig ind i det nye døgn med en akustisk og mindeværdig midnatsversion af ’Patience’, før The Whos ’The Seeker’ og ’Paradise City’ suverænt lukkede og slukkede showet. En stor sejr til sidst på en aften, der var lige så ustabil en oplevelse som Guns ’N Roses var i fortiden.