MMF 18: Metal Magics Morbide Moshpit

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/ea/9a/d8/-XTJ9709-51-1531925119.jpg
18. Juli 2018    

I Am Morbid leverede den ene klassiker efter den anden på Metal Magic Festival 2018, og David Vincent førte sikkert et veloplagt publikum gennem bagkataloget.

Kunstner
Dato
12-07-2018
Trackliste
1. Immortal Rites
2. Fall From Grace
3. Visions From the Dark Side
4. Blessed are the Sick
5. Rapture
6. Pain Divine
7. Sworn to the Black
8. Eyes To See, Ears to Hear
9. I Am Morbid
10. Maze of Torment

11. Dominate
12. Where the Slime Live
13. God of Emptiness
14. World of Shit (The Promised Land)
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Det er efterhånden fjerde gang, denne anmelder ser bandet I Am Morbid. Første gang var i Flensburg, anden gang på Aalborg Metal Festival 2017 og tredje gang var på Whisky A Go-Go i Los Angeles. Sangene varierer stort set ikke, men det gør heller ikke så meget, når det er den perfekte liste til et show.

Vi behøver vel strengt taget ikke nævne, at forsanger og bassist David Vincent har en fortid i Morbid Angel over flere gange og har, efter sit andet exit fra bandet, valgt at turnere på egen hånd med gode venner og musikere, hvor han og de fremfører klassikerne fra førnævnte band.

Det var derfor ventet, at der ville blive spillet old school dødsmetal fra starten af halvfemserne, og det blev der. I lidt over en time buldrede I Am Morbid derudaf med den ene klassiker efter den anden. David Vincent var endda så selvsikker, at han præsenterede 'Blessed Are the Sick' som titelsangen fra "min" anden plade. For ligesom at sætte trumf på, at det er altså er hans egne sange.

Puristerne vil unægtelig hævde, at det stadig er Trey Azagthoth, der har retten til både navnet Morbid Angel og dermed bagkataloget, men når den enigmatiske guitarist nægter at spille sange fra netop den periode, hvor David Vincent var forsanger og bassist, så kan man vel godt blåstemple det projekt, der nu for andet år i træk bringer Vincent, trommeslager Tim Yeung og guitaristerne Bill Hudson og Ira Black til Danmark. 

For det fungerer. Morbid Angels fire første plader er jo milepæle i dødsmetallens historie, og der er ikke mange rolige nakker når sange som 'God of Emptiness', 'Visions from the Dark Side', 'Sworn to the Black' og 'Where the Slime Live' tordnes ud gennem anlægget. Moshpitten er livlig under hele koncerten og kommer helt op i det høje gear under 'Maze of Torment' og den afsluttende 'World of Shit (The Promised Land)', der lukker en fortræffelig aften af på Metal Magics store scene. 

David Vincent og co. tror på det, og det gør publikum også. Der er stadig en snert af nostalgi over det, hvilket naturligvis tiltaler de, der er vokset op med de fire plader 'Altars of Madness', 'Blessed are the Sick', 'Covenant' og 'Domination'. Kun lige nummeret 'I Am Morbid' fra den sidste plade med Vincent har sneget sig med, og det kan vel også godt lige gå an, nu når det også er bandets navn.

Efter fire koncerter er denne anmelder stadig ikke blevet træt af det. Det burde man måske, men nostalgien vinder, og så har David Vincent en aura over sig, der gør, at man tror på det. Derudover er han flankeret af de to guitarister Hudson og Black, der i den grad kan spille guitar, hvilket de da også gav så rigelige smagsprøver på, da de duellerede frem og tilbage i præcis så lang tid, at det var lige før, det blev for meget. Hudsons guitar, hvor der bagpå stod 'Pussy Melter' var måske endda lige lovlig meget, men morsomt ikke desto mindre. Trommeslager Tim Yeung morer sig som sædvanligt bag kedlerne og viser, at han sagtens kan følge med de helt store navne selvom han måtte redde sit primære bækken fra at falde indtil flere gange undervejs i koncerten.

I Am Morbid levede op til deres placering som hovednavn og gav en fyldt festivalplads præcis det, de var kommet for. Klassikere leveret af den oprindelige stemme. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her