Godt, men ikke magisk
Populær
Metallica virkede tændt men alligevel lidt tilbageholdende på den første af de fem koncerter i Forum.
2. The End of the Line
3. Harvester of Sorrow
4. Fuel
5. One
6. Broken, Beat and Scarred
7. Cyanide
8. Sad But True
9. Turn the Page
10. All Nightmare Long
11. The Day That Never Comes
12. Master of Puppets
13. Fight Fire With Fire
14. Nothing Else Matters
15. Enter Sandman
Ekstranumre:
16. Die, Die My Darling
17. Motorbreath
18. Seek and Destroy
I tiden op til de 8 dage, hvor mægtige Metallica skulle give en imponerende række på 5 koncerter i Forum, var der godt gang i feberen – Metallica-feberen. Mange steder er der spekuleret i ønske-sætlister ud fra de foregående shows. Denne aften bestod forkælelsen i de ”ikke-faste” sange i blandt andet ”Harvester of Sorrow”, ”Fight Fire With Fire” og ”Motorbreath”. Men der skulle gå nogle timer fra dørenes åbning i Forum, før disse sange gjaldede højt fra højttalerne.
Først skulle Mastodon nemlig vise, hvad de var værd, og hvorfor de var at finde på Metallicas korte liste over bands, de kunne tænke sig at have med som opvarmning. Men der skal da ikke være tvivl om hierarkiet, så lys og lydstyrke var kun på begrænset niveau af, hvad der var i vente. Men amerikanerne spillede sig udmærket igennem sit 30-minutters sæt, uden dog på nogen måde at få den store kontakt til publikum. Pga. de mange effektpedaler, der skulle betjenes og såvel en syngende guitarist samt ditto bassist, spillede bandet med ryggen mod indgangene og publikum her. Hvilket betød at den spektakulære scenes potentiale slet ikke blev udnyttet.
Der spares på lydtrykket og kvitteres med en rungen uden bund
Guitarist Bill Kelliher, der kun har begrænsede vokalpartier fik dog gået nogle runder og prøvede at hanke lidt op i det publikum, som de andre bandmedlemmer havde vendt ryggen. Det var en virkelig svær opgave for bandet, når lyden oven i købet var sådan, at man nærmest ikke skulle hæve stemmen for at gøre sig hørbar overfor sidemanden. Lyden var noget rungende og savnede, på trods af dette, bund. Desuden manglede en sang som ”Blood & Thunder” til rigtigt at sætte fut i det hele.
Det havde Lamb of God bedre held med. "Futtet". For det første havde de en mobil sanger, der styrtede rundt og førte sig frem. Samtidig blev der leflet lidt for Metallicas fans ved at bede publikum om lige at give en applaus for aftenens hovedpersoner. Lydmæssigt var det på ingen måde bedre, men den noget højere lydstyrke gjorde det dog mere indbydende at gå amok, og en del af beskuerne fik da også denne energiske idé. ”Walk With Me In Hell” fik et politisk budskab med på vejen i en kommentar om Christinia: ”Keep the free city free!”. Det gav både ”yeahh” og ”buh” fra salen. Et tændt band, der gjorde hvad der stod i sin magt for at imponere.
Laser og fede flammer
Metallica startede med et overdådigt lysshow med godt med laser, der ville have været Jean Michel Jarre værdigt. Som det er blevet vane på touren blev der lagt ud med to styk sange fra Death Magnetic inden ”Harvester Of Sorrow” gjorde den hede sal til en trykkoger. Forventningerne til bandet havde været store, og det var lige sådan et nummer, der skulle til for at indfri nogle af disse forventninger.
”Fuel” og ”One” fortsatte festen, men intensiteten i både band og publikum dalede da tredje og sidste runde af sange fra Death Magnetic blev fyret af. De kunne ikke få alle i salen i gang igen, efter at tempoet var hevet ned i en Hetfieldsk følsom version af ”Turn The Page”.
Sceneopsætningen blev udnyttet så godt som det lod sig gøre. Lars drejede stille og roligt rundt med sit sæt på podiet, mens strengespillerne drønede rundt som på en atletikbane. James hoppede fra mikrofon til mikrofon – de fede ”Elvis”-mikrofoner passede perfekt til hans nye look, og var bare endnu en flot detalje i et lækkert sceneshow med masser af forskelligfarvet ild og mindre eksplosioner. Verdens største metalband blevet hjulpet lidt på vej til en udmærket præstation. For lyden var af og til en rodet (men høj!) affære og det var samspillet mildest talt også visse steder.
Men et hengivent publikum, der kan synge med på alle sange, hjælper bestemt bandet langt hen ad vejen. Det store kendskab til bandet gør, at James bare skal åbne munden og Lars rejse sig fra podiet for at fans’ne går i fanfare. Men faktisk havde James ikke samme greb om publikum, som han nogle gange har. Han var ikke helt så langt fremme i skoen – han er jo blevet ældre og den herlige arrogance er jo blevet reduceret.
Stemningen havde længe været helt oppe igen, da showet skulle afsluttes med ”Seek & Destroy” og et utal af sorte badebolde kom ned fra loftet til publikum, der blandt andet skød dem op til bandet, der kvitterede med flotte hovedstød og spark.
Metallica skuffede ikke decideret, men det føltes alligevel som om, at der ville være lidt mere i vente på nogle af de andre dage i Forum, når kvartetten havde spillet sig rigtigt københavner-varm. For som Lars sagde, da mikrofonen røg til ham, og modersmålet kunne luftes: ”mandag: én. Onsdag: to. Torsdag: tre. Mandag: fire. Tirsdag: fem!”. Ja, Metallica var i byen.
Se Metallica spille Motorbreath under mandagskoncerten lige her: