Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF'12: Vreden fortsatte

Populær
Updated
RF'12: Vreden fortsatte
RF'12: Vreden fortsatte
RF'12: Vreden fortsatte
RF'12: Vreden fortsatte
RF'12: Vreden fortsatte

Cerekloth væltede Roskilde Festival og slog fast, at de er det mest interessante danske metalband i det sidste års tid.

Kunstner
Dato
02-07-2012
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Karakter
5

Under sidste sommers udgave af Fredericias Metal Magic Festival 2011 rejste Cerekloth sig fra helvedes flammer med et brag af en debutkoncert. Få måneder senere til Kill-Town Deathfest kaldte Devilutions anmelder Casper Villumsen bandet for fremragende og udråbte Cerekloth til årets bud som repræsentanter for den danske dødsundergrund på Roskilde Festival 2012. Ja, spåmænd er vi nemlig også her på Devilution. Tilbage i marts beskrev Franco Cerekloths koncert som en superb magtdemonstration på Stengade 30, og for kort tid siden til Copenhell var Kent Kirkegaards begejstring ikke blevet meget mindre.

Cerekloth er uden tvivl det danske band, som har modtaget den bedste kritik igennem det sidste år. Bemærkelsesværdigt for et band, der kun har en demo samt ep’erne ’Pandemonium Prayers’ (2008) og ’Halo of Syringes’ (2011) på bagen. Men musikken taler for sig selv, når Cerekloth først går på scenen og slipper deres brutale og tunge old school-dødsmetal løs ud over scenekanten.

På Copenhell brokkede bandet sig højlydt over, at de i sidste øjeblik måtte tilpasse setlisten til 30 minutter, frem for de 45 minutter, der var blevet lovet. Helt forståeligt. Det blev der til gengæld rådet bod på til Roskilde, hvor Cerekloths 45 minutter føltes som det halve og hvor man længtes efter det dobbelte.

Vagternes skræk

Det var fra start til slut nemlig både en superb magtdemonstration og en fremragende koncert. Minimum var der troppet 500-600 mennesker op i teltet, som var mere end bare klar til sort mandagsmetal. Vanen tro lagde Cerekloth ud med deres sublime tunge introsang, hvor frontmand Jens Bendtsen Pedersen efter flere minutters instrumental ondskab kom ind på scenen og growlede løs om død og ødelæggelse.

Forrygende start, og man ved ligesom, at bandet har fat i den lange ende, når der efter små 5 minutter allerede vælter 5 sikkerhedsvagter ind blandt publikum for at lægge en dæmper på den voldsomme moshpit. Og vagterne forlod da heller ikke koncerten før de var helt sikre på at Cerekloth havde spillet færdige!

Egentlig ligner Cerekloth en konstellation af fem vidt forskellige mennesker, der sammen på scenen alligevel formår at fremstå som en fandenivoldsk og tight dødsmaskine. Den kranieknusende trommeslager Nis Larsen spiller overbevisende præcist og fedt, mens begge guitarister skiftes til at spille de tunge riffs og melodiøse soli i hver deres anonyme side af scenen. Det fungerer glimrende i samspil med Bendtsen og bassisten Martin Leth, der hver især gejlede det tændte publikum med grum growl og opråb om at gå amok.

Sikker sejrsrus

Godt nok lyder bandet som en flok vrede mænd, der hylder alt fra heroin til masseødelæggelse, men i ansigterne var glæden bestemt ikke til at tage fejl af denne aften. Selv lidt tekniske problemer med den ene guitar halvvejs inde i koncerten kunne ikke sende bandet ud af kurs. Det var bestemt også overraskende at se hvor mange tilskuere, der egentlig havde fundet vej op til scenen i forhold til det ret lave fremmøde på en decideret metalfestival som Copenhell. Publikummet kvitterede da også taknemmeligt for indsatsen fra scenen ved at presse den sidste energi ud af kroppen til de afsluttende numre ’Halo of Syringes’ og ’Pandemonium Prayers’. To numre der stilsikkert understreger, hvor godt Cerekloth gør sig i denne genre.

Efter et år siden debutkoncerten er der ikke tvivl om at det her indtil videre er højdepunktet for Cerekloth, og mon ikke mange efterhånden venter spændt på debutskiven. Bestemt det friskeste indspark i dansk metal i det seneste år, og succesen er sgu velfortjent. En ting er sikkert: Cerekloth behøver fremover ikke at spille på en ”upcoming” eller ”rising” scene, de har slået fast hvem de er og de er kommet for at blive! Det nok lidt for tidligt at give Martin Leth ret, men man fristes næsten til det, da den headbangende bassist efter koncerten kom med aftenens sidste kommentar:

”Roskilde – herfra går det ned ad bakke!”