Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roskilde Festival '15: Årets metalkoncert!

Populær
Updated
Roskilde Festival '15: Årets metalkoncert!
Roskilde Festival '15: Årets metalkoncert!
Roskilde Festival '15: Årets metalkoncert!
Roskilde Festival '15: Årets metalkoncert!
Roskilde Festival '15: Årets metalkoncert!
Roskilde Festival '15: Årets metalkoncert!
Roskilde Festival '15: Årets metalkoncert!
Roskilde Festival '15: Årets metalkoncert!

Lamb of God med den karismatiske Randy Blythe i spiden gav en koncert, der var blandt de allerbedste i mange år på festivalen.

Kunstner
Dato
03-07-2015
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
666

En yderst doven fredag dag blev afløst af en temmelig travl fredag aften, hvor Enslaved som dagens første hårde band desværre var forsinkede pga. ”tekniske omstændigheder” på Avalon, så undertegnede nåede ikke at se meget der, før han skulle videre til Lamb of God.

Klokken var tæt på midnat. Der var gjort klar til festivalens største metalnavn på Arena. Mesa-forstærkerne stod i stacks og dækkede det meste af scenens baggrund. Lyset sænkede sig over scenen, og der blev spillet et ambient lydspor fra højtalerne, indtil en spinkel skikkelse dukkede op bagerst på scenen og satte sig ved trommesættet – trommegeniet Chris Adler, der netop er kommet med som Megadeths nye mand.

Ganske forståeligt!

Mage til teknisk snilde skal man lede meget længe efter på metalscenen i dag, og det beviste den 42-årige da også suverænt igennem koncertens 90 minutter.

Lyset blev tændt. Frontmand Randy Blythe kom frem på scenekanten iført de obligatoriske cargo-shorts, og trods støttebind om højre knæ og en svag halten var der lyn i forsangerens øjne. 

Det stod helt klart, at Arena var Blythes denne aften!

Som en fuldkommen modsætning til torsdagens koncert med Mastodon på samme scene var lyden på Arena i aften helt klar og sprød. Og igen modsat Mastodon, så var Lamb of God 100 % til stede og veloplagte til at lægge hele Roskilde ned med deres groovede New Wave of American Heavy Metal.

Lamb of God leverede deres højoktan metal overbevisende og utroligt effektivt og fremstod som nutidens  perfekte erstatning for Pantera med deres sammenspil og uovertrufne tekniske kunnen.

Alt var simpelthen super-tight, og med en sætliste, der  bød på numre som ‘Walk With Me in Hell’ tidligt i showet, ‘Ruin’, hvor alle fills og breakdowns sad lige i skabet, fællessang på ‘Now You Got Something to Die For’, ‘Omerta’s teatralske intro-tale og den afsluttende pakke ‘Laid to Rest’, ‘Redneck’ og ‘Black Label’, samt et par af de nyligt offentliggjorte sange, var det svært ikke at være overmåde tilfreds med bandets præstation, der kom godt omkring både masser af groove og punket fræs.

At man kan levere så meget aggression pakket ind i så vildt showmanship og spilleglæde er i det hele taget meget tæt på det uforståelige.

Gruppen fra Virginia rykkede Arena rundt som kun kæmperne, de allerstørste, allermest professionelle metalerobrere, kan gøre det. Lamb of God gav et show med så meget autenticitet og spilleglæde, at de er metal af allerhøjeste klasse anno 2015.