Sadistisk smadder Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/91/7b/40/IMG-0400-45-1481619318.jpg
11. December 2016    

Der var smæk for skillingen, da Sadistic Intent sent torsdag aften gav et engageret publikum tiltrængte kindheste på KB18.

Titel
+ Phrenelith + Gorephilia + Dehuman
Spillested
Dato
08-12-2016
Koncertarrangør
Karakter
4

Billigt, billigere, bedst!
Man skulle ikke hoste op med mange moneter for at høre fantastisk tråd i hovedstaden i den forgangne uge. Tirsdag spillede danske Taphos og Slægt to forrygende koncerter på Mayhem for små 30 spir til Krigsgudens juletamtam, og torsdag aften lagde KB18 lokaler til fire bands, der alle havde fødderne plantet i dødsmetallen.

Det var selvfølgelig Killtown Bookings, der havde sat gigget med Sadistic Intent og de tre supportnavne i stand. Det er et privilegium, at man kan opleve fire så bundsolide bands for 70 kr., når der er tale om et så højt niveau, som man var vidne til i torsdags. For blot to måneder siden diskede Killtown op med finske Oranssi Pazuzu, Dark Buddha Rising, Atomikylä og Nyos for en krøllet 50’er. Jeg vil skyde på, at der var godt og vel 150 fremmødte i oktober og ca. det samme i torsdags. Der burde selvsagt være mange, mange flere!

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke på forhånd kendte meget til hverken amerikanske Sadistic Intent, finske Gorephilia, belgiske Dehuman eller lokale Phrenelith. Det blev der lavet om på, og især først- og sidstnævnte efterlod et stærkt indtryk.

Begyndende dansk død
Danske Phrenelith stod for aftenens første koncert. Bandet har eksisteret siden 2013 og blev senest nævnt her på Devilution til deres supporttjans for Philadelphia-psycho-dødsmetallerne fra Pissgrave. De er en bastard af medlemmer fra Alucarda, Eldjudnir og Undergang, men kan nok bedst sammenlignes med sidstnævnte uden overhovedet at være det samme.

Lad det være sagt med det samme – Phrenelith var pissefede. Jeg havde på forhånd kun fået snuset til deres Bandcamp-side få gange, hvorfor det stadig er svært at differentiere alt, hvad der sker i det kaotiske og frenetiske lydbillede. Guitarerne var desværre for lave i mikset, så man mest følte et tromme- og bas-groove, mens man desværre kunne konstatere, at der skete mere på guitarernes gribebræt, end man kunne registrere i højttalerne. Trommeslager Tuna var meget, meget tight og formåede at balancere dobbeltpedal, blastbeats, tammer og bækkener. For den ikke helt kyndige i dødsmetallen var det befriende, at især bækkener med både korte og lange lukketider brød og komplementerede de fleste skæringers struktur. Der var noget dejligt afvekslende i tønderne gennem hovedparten af koncerten.

Phrenelith er allerede annonceret til Finnish Death Metal Maniacs og besøger derudover Trump-land i starten af det nye år. Jeg ser frem til at se dem med lidt mere tryk på spaderne.

Finsk ølpause og umenneskelige belgiere
Finske Gorephilia fik jeg desværre ikke set. Efter en ond dag på jobbet havde der kun været tid til en hurtig bajer og frysepizza, så det finske dødsmetalband blev i stedet til en øl- og rygepause, inden den stod på Dehuman og Sadistic Intent. Det var godt at se kendte ansigter, drikke et par stifter, ryge nogle af de røde Kings og knevre om løst og fast. Man skal ikke undervurdere, at ens indlevelsesevne og fokus kan være elendigt efter en for lang dag i arbejdssaksen. Bajerne havde heldigvis nogenlunde samme effekt som de tyggegummilugtende, fesne energidrikke, der heldigvis ikke drikkes mange af til heavy-koncerter. Der var i hvert fald fornyet energi og overskud i knoppen, da de sidste to koncerter rundede aftenen af.

Den lyd, som man alligevel kunne ane gennem KB18's gamle slagterdøre, virkede spændende, så jeg er garanteret gået glip af en god koncert med det finske dødsindslag.

Jeg stod til gengæld klar, da belgiske Dehuman gik lidt forsinket på scenen ved 22:15-tiden. Koncerten var len delt oplevelse. Teknisk var de dygtige, og især den ene guitarist, Mathias Boulougouris, spillede en proper spade med en fast pote på brættet. Det virkede ind i mellem, som om deres meget tekniske dødsmetal bevægede sig over i et progressivt udtryk, der momentvis gav undertegnede Gojira-associationer. Dehumans mere tekniske og proggede udtryk resulterede også i generelt mere abrupte sange, end det var tilfældet med Phrenelith og Sadistic Intent. På aftenen her var denne anmelder mere i et luftguitar-humør, så interessen dalede lidt i løbet af belgiernes ellers ganske udmærkede koncert.

Død fra vestkysten
Brødrene Bay og Rick Cortez på henholdsvis bas/vokal og leadguitar danner stammen i Sadistic Intent. Der blev skruet på toppen til Ricks guitarforstærker, inden Los Angeles-bandet gik på scenen. Det gav pote, for lyden var ganske habil, hvilket ellers ikke altid er tilfældet på KB18. Amerikanernes koncert på spillestedet var første stop på deres europaturne og blot deres anden koncert i Danmark. Første gang var til Kill-Town Death Fest, hvor de også imponerede Devilutions udsendte.

Der var noget decideret livsbekræftende over den attitude og energi Cortez-brødrene lagde for dagen. Her har vi et band med snart 30 år på bagen, der, på trods af endnu ikke at have udgivet en decideret fuldlængde, ufortrødent vil musikken og ikke mindst metalmusikken. Bay Cortez smilte og takkede også flere gange de fremmødte, hvor især en 4-5 stykker helt oppe foran virkelig svingede garnet. Og det gav sgu mening – altså at svinge håret. Jeg har sjældent været til en koncert, der i den grad indbyder mere til luftguitar og headbanging. Det skyldtes ikke mindst, at man vitterligt købte amerikanernes autenticitet. 

Musikalsk mindede sadisterne om en blanding mellem Slayer og Possessed tilsat en lille sjat Dream Death. Der var i hvert fald noget herligt proto-dødt over bandet fra LA, når de ind i mellem bevægede sig over i et mere thrashet eller tidligt black-udtryk. Der var ligeledes en makaberhed over både den lyriske og musikalske del, som gav Dream Death-associationer. Ligesom med kollegaerne i Dream Death er der noget skørt og skævt i Sadistic Intents tilgang til eget materiale. Det er leveret autentisk og sjælfuldt, men ikke uden et glimt i øjet. Noget metal fungerer bedst, når det er ondt og ekskluderende i sit udtryk. Andet tråd i den tunge ende skalaen kan være ondt men også forbandet inkluderende, som det var tilfældet i torsdags.

I begejstring over den herlige aften glemte jeg at kigge efter en sætliste, så hvad der blev spillet, kan jeg desværre ikke gengive. Jeg krydser fingre for, at Killtown forsøger at få Cortez-brødrene til Danmark igen. Næste gang kommer jeg forberedt!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her