Inciterende toner fra fjerne himmelstrøg
Thy Catafalque foldede deres fulde avantgarde-palet ud på det første danske visit med nedpluk rundt i hele kataloget - og Stengade slugte ungarernes særegne univers råt.
2. Szamojed Fresko
3. Töltes
4. Naput
5. Szarvas
6. Mezolit
7. Köd Utanam
8. Vonatut Az Ejszakaban (Ady Endre Intercity)
9. Kel Keleti Szel
10. Trilobita
11. Siraly
12. A Csend Hegyei
13. Jura
14. Csillagkoho
15. Embersolyom
16. Nema Vermek
17. Molo
Der er et utal af særlige træk ved dette ungarnske soloprojekt. Ja, oprindeligt var det faktisk en duo, men siden 2011 har Tamas Katai drevet det på egen hånd med diverse gæstemusikere – men det er nu ikke dét, der stikker mest ud i aften.
Det er til gengæld mest det faktum, at det er Thy Catafalques allerførste turné nogensinde, der dirigerer tourbussen forbi Stengade i aften. I 2024, selvom den første plade udkom helt tilbage i 1999, men indtil 2021 fungerede han/de kun som et studieprojekt. Efterspørgslen steg dog efterfølgende succesen med de (indtil videre) mest eksperimenterende plader i kataloget, 'Meta' og 'Naiv', og året efter drog jeg til Brutal Assault for at se deres første koncert uden for Ungarn.
Det lå dog bestemt ikke i kortene, at chancen skulle byde sig igen på så intim en venue som Stengade blot halvandet år senere, og derfor er der naturligvis også mødepligt – også selvom Midnight, der spillede i Pumpehuset op samme aften, gav mig en af de absolut bedste koncertoplevelser i 2023.
Til forret får vi dog først et skud føler-doom. The Answer Lies in the Black Void har vitterligt ikke gjort livet nemt for sig selv med så snørklet et bandnavn, men til gengæld er deres sange nemme at arbejde med. Lange. Dragende. Dronende. Faktisk næsten banale, fordi de sjældent navigerer uden for den her vævende tryghedszone, hvor sentimentaliteten og drømmenes skær sjældent fortager sig andet end kortvarigt.
Martina Horvath, der også synger med i Thy Catafalques live-ensemble, har masser af indlejret patos, og når hun går bedst i ét med musikken, er parallellerne med italienske Messa åbenlyse. Blackede crescendoer og funeral doomet tyngde giver lidt adspredelse undervejs, men det er dog undtagelser fra en koncert, der slæber sig gumpetungt af sted med for lidt spændevidde på vokalen til at kompensere for ikke at kunne skille sangene fra hinanden. Kun momentvis fanger de ånden, og fraseringerne bliver for stive og ordløse.
Det der træk med at lægge de to hårdeste numre først og sidst i sættet er ellers et fint trick til at få os halet ind med det samme, og til at sende os videre med et ekstra buzz – men når først tricket er gennemskuet, så husker vi nu i højere grad de +30 minutter derimellem, der sneglede sig alt for langsomt afsted ...
Det er til gengæld lykkeligt glemt, så snart vi når til aftenens trækplaster. 'Szamojed Fresko' indleder Thy Catafalques sæt i huggende præcision, hvor de hidsige vræl fra Balint Bokodi giver sangen lidt mere kant end på plade. Desværre er keysektionen, ligesom på Brutal Assault i '22, kun på backingtrack, men det hæmmer ikke aggressionen fra første færd, inden Horvath og Ivett Dudas sætter sit mere sensuelle præg på den dejligt spacy 'Töltes'.
Spændvidden er bred, og det får vi virkelig at mærke i aften. Rytmesektionen er konsekvent båret af trommeslageren, de to guitarister og så Katai selv på bas, mens vokaldelen skiftevis dækkes ind af enten Ivett Dudas/Horvath-duoen, Bokodi eller den mere tunge røst fra Gabor Dudas. Hver især sætter de deres eget præg på numrene, hvor de østeuropæiske rødder sprogligt står skarpere, når Gabor indtager scenen, mens Bokodi skejer ud i de mere aggressive skæringer, og duetten spiller mere på de dansable og følsomme tangenter. Det gør koncerten lige så levende, som vi kender Thy Catafalque på plade, med pointers i alle retninger af diskografien.
Kun sjældent træder de ved siden af, som i den overflødige 'Vonatut Az Ejszakaban' eller i de trivielle fraseringer i den ældre skæring, 'Köd Utanam', mens vi resten af vejen bydes på et rent overflødighedshorn af alt det, der kendetegner Thy Catafalque. Hvad end vi snakker den hypnotisk pulserende 'Naput', der får dansegulvet i omdrejninger, den lækre sjæler 'Siraly' som den bløde intermezzo undervejs eller den ekstremmetalliske ørebløder, der er 'A Csend Hegyei' fra sidste års 'Alföld'. At alt det her udspringer af én mands tegnebræt er i sig selv betagende, men medlemmerne gengiver det også med al den troværdighed, det afkræver.
Tamas Katai selv er en finurlig størrelse. Gør ikke opmærksom på sig selv, omend han lige en enkelt gang går hen til mikrofonen for høfligt at sige velkommen på engelsk - for efterfølgende at udbryde en længere tirade på ungarnsk. Vi ved ikke helt, om vi skal juble eller reagere overhovedet, men på sin vis føjer det også lidt til mystikken, for det ukendte er usvigeligt en del af fascinationen ved dette orkester. Det orientalske. Det fremmedgjorte, hvor sproget ligger os så fjernt, og hvor tonearterne og de abstrakte kompositioner tilføjer yderligere lag af mystik til helheden. Nogle gange er virkemidlerne lidt mere genkendelige end andre, som fx i 'Jura', hvor Bokodis Attila Csihar'ske rallen bakkes op af et nummer, der snildt kunne være et produkt af Mayhems senere bedrifter, men det er dog undtagelser. Parallellerne er sjældent åbenlyse, og der er næsten altid en melodiøsitet, der trækker veksler på noget orientalsk betagende. Som i coveret af 'Embersolyom' sent i sættet, hvor Katais bas desværre dominerer lige rigeligt, men samspillet mellem Horvath og Dudas væver sig gåsehudsinducerende smukt ind i opbygningerne.
Det er ikke nemt at lave lyd på så komplekse kompositioner på Stengade, men lydmanden havde sit på det rene, og det var primært key-playbacken, der trak lidt fra i ligningen. Ganske vist var de forrygende til at overskygge det faktum, at det spillede fra et backing track, og stadig yde sangene al den værdighed, de afkræver. Det var bare irriterende de gange, hvor det ikke overskyggede, og hvor de mere tydeligt end ellers fulgte taktstokken slavisk.
Vi snakker dog bagateller, jeg snildt kunne være overbærende over for, under en koncert der leverede den fulde Thy Catafalque-pakke betydeligt bedre, end det var tilfældet på Brutal Assault. Måske fordi det dengang var en stor scene i fuld dagslys, hvor de intrikate arrangementer også virkede relativt uprøvede fra scenekanten, men her til aften var formerne spillet til - og uanset hvor meget en veninde påstår, at Midnight "slog ihjel" et par kilometer derfra, så er jeg mere end glad for, at jeg traf det rette valg i aften.
The Answer Lies in the Black Void: 2
Thy Catafalque: 4