MMF XV: Længe leve stål!
Populær
Hvis ikke du lod dig rive med af Midnights magtdemonstration torsdag nat, hvad lavede du så overhovedet på Metal Magic?
Settingen er optimal.
Du har Metal Magic Festival og dets trofaste publikum, der for de flestes vedkommende har dét til fælles, at de sværger til metal af den klassiske skole.
Du har ydermere et publikum, der kører på festivalens førstedag og er toptunede på syv timers tråd, sprødt selskab og våde varer.
Endelig har du Midnight, som sender os på tidsrejse tilbage til de tidlige firsere, hvor metalscenen fortsat var dybt forankret i punkens simple og rå æstetik, med hvad dertil hører af tekster om bøller, blod og blasfemi. Fåkking fart og mørke, råt og beskidt uden unødig omsvøb.
Forinden har du Grave Pleasures der, uden at forklejne dem i øvrigt, spiller langt mere på den inciterende, indlevende klinge. En relativt tilbagelænet affære i forhold til, hvad dagen ellers har haft at byde på, og det får da også netop dagens sidste navn til at vinde stærkere på metalmagiens skala. Ikke, at Midnight ikke i forvejen er i en anden liga – selv har jeg haft fornøjelsen af at opleve dem både på Roadburn 2019, Summer Breeze 2019 og Copenhell 2022, og hver gang har de givet blod på tanden til mere af deres seje stål.
Netop derfor må jeg nødvendigvis give dem ekstra cadeau, når Athenas og hans midnight mistresses overgår sig selv i sejhed, som det er tilfældet her i teltscenens ydmyge rammer. En perfekt kulisse til deres sorte rock'n'roll, der i dag kommer i form af en regulær hitkavalkade med bl.a. 'Satanic Royalty', 'You Can't Stop Steel', 'Szex Witchery' og den svært elskbare singalong til omkvædet i 'Lust Filth and Sleaze' som nogen af højdepunkterne. Lyden kradser en smule, men for helvede, alt andet ville være helt forkert. Det her er musik for hårdhudede sjæle, og Athenas selv, som egentlig har drevet foretagendet på egen hånd de sidste tyve år med sit (givetvis) variable arsenal af tilsvarende maskerede live-sidekicks, rammer stadig de beskidte brøl lige på kornet, mens guitaristen fræser scenen rundt som for at starte sin egen riot med den seksstrengede som sit våben.
Det ville være synd at sige, at Midnight spiller på mange tangenter, men det er så også netop deres force – de forstår at gøre deres udtryk stærkt netop ved at holde stilen enkel og ind til benet. Ingen prætentiøse, store armbevægelser, hvilket bestemt også kan noget i andre henseender, men Midnight vil en anden, sejere vej. Når den vej går forbi Danmark, så er vi naturligvis på pinden, og det burde du også have været på Dronningepladsen i torsdags – men de heldige får så chancen igen i morgen, når de gæster Pumpehuset i København.