Lytteværdig latin-metal

Soulfly-guitaristen Marc Rizzos soloblanding af latin, salsa og metal begejstrer vor anmelder og guitarist Anders Molin. Det er ikke ligefrem et nyt fænomen, at guitarister fra kendte (og ukendte bands) til tider ønsker at stå på egne ben og vise deres evner på den 6/7-strengede, uden at andre bandmedlemmer blander sig.

Som regel munder det af mystiske årsager ofte ud i ligegyldigheder, der lægger sig meget tæt på af enten Malmsteen, SteveVai eller Joe Satriani. Derfor er det befriende at Soulflys leadguitarist Marc Rizzo også vælger sine egne veje, der viser en mand som behersker en del forskellige genrer.

Den ene vej bringer ham omkring latin og salsa, og det gør han endda ret godt. Det er både vedkommende og velspillede stykker, han får liret af på sin akustiske guitar, og de gode melodier han får kastet ud af nylonstrengene bliver faktisk siddende i øregangene.

Men det metalliske islæt, som han har med sig fra Soulfly, fornægter sig absolut heller ikke. Til tider går der faktisk Malmsteen i den, men i modsætningen til selv samme højthårede svensker, så går der ikke unødigt blær i det - der er en rød tråd her (gad vide om den egentlig ikke er sort indenfor metalgenren?), og guitarfræset sker ikke på bekostning af det fængende.

Vigtigst af alt, så er der også metal af den onde slags. Specielt i det knap ni minutters lange intronummer ”The Ultimative Devotion” får forstærkeren med både grovfil og høvl, så det er en fryd. Og da produktionen også er med både kant, bund og med plads til detaljerne, går Marc Rizzos soloskive op i en højere enhed.