Sorte mølædte kapper
Bliver det tungere? Måske. Men belgiske Gateway har netop udsendt et af sommerens mest gruopvækkende lydspor. Tager du med, er det på eget ansvar.
Sacrificial Blood Oath in the Temple Of K'zadu
Nachtritueel (Evocation)
Scourged at Dawn
Bog Bodies Near the Humid Crypt
Galgendood - Nachtritueel - Duvelsput
I den smukke og pittoreske by Brugge i det belgiske Vestflandern, sidder en mand og laver noget af det tungeste, mest rædselsvækkende musik i Vesteuropa. Navnet er Robin van Oyen, hans enmandsprojekt hedder Gateway, og belgieren har netop kastet ‘Galgendood’ ud over gaderne – en formørket omgang middelalderlig vederstyggelighed; en formørket deathdoom beklædt med sorte mølædte kapper, der mod udslettelsen trækkes hen over sølet på kolde brolagte gader i byens tåge kun oplyst af skæret fra de heppendes fakler.
Kirkeklokker i mørket
Som ‘The Coexistence of Dismal Entities’ går i gang kvæles solen, og vi står i en sonisk virkelighed af dystert mørke. Det er bastant, drævent og “slapt” i bedste positive forstand. Her lefles ikke for nogen, og det er tungt som ind i helvede. Lange doomede flader brydes af chuggende riffs som en aggressiv kontrast til uhyggen. Vokalen er messende, afskyelig og understøtter den helt igennem rådne og sønderrivende atmosfære.
Som kirkeklokkerne introduceres i ‘Sacrified Blood Oath in The Temple of K’zadu’ står det klart, at der ingen vej er tilbage – vi står fast i en pøl af langsomt slæbende ondskab, kun brudt af de slag mod hovedet der kommer fra guitarerne og de stadigt ringende klokker.
Det er sådan, det er på ‘Galgendood’. En bastant og voldsom deathdoom med melodier og breaks tilsat gru og duft af fordærv. Som vejen hen på torvet en middelaldermorgen hvor du skal udslettes, efter du er blevet flænset og sønderrevet, vel at mærke. ‘Scourged at Dawn’ bidrager netop til denne gemytlige følelse og det er et nummer, der er lige så tungt som det tørv fra mosen, dit lig senere skal kastes i.
For nummeret med den mundrette titel ‘Bog Bodies Near the Humid Crypt’ laver ikke om på noget eller prøver på at mægle; tværtimod er der nu fuld blæs på tyngden, og det er i en ækel og rådden stank – som nyligt opgravede moselig i sommersolen. Nummeret serverer med sit langsommere tempo en lille pause og plads til at trække vejret, inden titelnummeret bekender kulør og slutter pladen med at røbe sin mørke, nederdrægtige natur i en opsummering af langsomme og onde bastante riffs tilsat den drævende gemene ondartethed, pladen er gjort af.
En langsomt sønderrivende brutalitet
Gateways ‘Galgendood’ er et hårdt og råt mareridts-album med lige dele death- og doom der banker lytteren direkte tilbage til vinterens bidende kulde. Ingen udskejelser eller nyskabelser, men et hårdt og aggressivt album perfekt at køle ned på i sommervarmen. Det er voldsomt, vederstyggeligt – og rart.